Plader

Calibretto: Dead by Dawn

Skrevet af Søren McGuire

Dead by Dawn er et ganske forfærdeligt udspil fra tre amerikanske knægte med en grusom fascination af pulserende hammond-orgler.

På Calibrettos ganske grimme hjemmeside kan man med store sorte bogstaver på en blodrød baggrund læse, at de efter deres sommerturné har tænkt sig at gå i opløsning. Måske. De ved det ikke rigtigt endnu, men det er bestemt en mulighed. Måske.

Nuvel.

Udsigten til et muligt tab af Calibretto giver i hvert fald ikke nogen søvnløse nætter her. Det er nemlig mildest talt et røvirriterende udspil, som de tre twenty-something amerikanere Christopher, Chad og Joseph har udsendt. Deres blanding af punk, pop og polka (dette er ikke tiltænkt som et smart ordspil – de lyder virkelig sådan!) er både flyvsk og forhastet (!). De lyder som Violent Femmes, når de er værst, og specielt den lille forsanger, Joseph, går så tæt i Gordon Ganos fodspor, at sidstnævnte må have blødende sår på hælene. Men Calibretto er uden Gordon Gano og co.’s melodiske charme og skæve indfaldsvinkler. Syng-med-effekten, som vi alle elsker den fra de canadiske pionerer, er gået fløjten, for man skal anstrenge sig voldsomt for at høre, hvad det lige præcis er, Joseph synger om. Det går tabt i hans vrængende stemme, og selv om enkelte tekstbidder er til at tyde – “I will eat your children” og “You make me wanna move to Mexico” vidner om en vis lyrisk humor hos Calibretto – drukner det meste i en dyb pøl af hammond-orgel, hi-hat og skinger polka. Det er egentlig lidt ærgerligt, for det er tydeligvis i teksterne, at charmen hos Calibretto (måske) kan findes. Ud fra hvad der kan tydes, virker det som om, at Calibretto prøver at lave et universelt soundtrack til det, vi alle elsker ved Syndens Amerika: stofferne, Russ Meyer’ne, diabolske massemordere og de omrejsende freak shows med al deres neonfarvede galde. Men virker det? Nej. Det er bare slet og ret uudholdeligt.

Calibretto spiller som om, de desperat prøver at få klemt pladens 23 minutter ned på fem minutter, så de hurtigt kan nå ned fra scenen, tilbage i bandrummet og stjæle Violent Femmes’ øl. Kald det bare speed-polka, hvis du synes, det lyder fedt. I det instrumentale åbningsnummer Come See the Meatboy blandes surf og polka med cirkusmusik. Den anstrengte karrusel-musik får mig med stor gru i sindet til at mindes teenage-årenes endeløse discount-drukture på de nordjyske kræmmermarkeders rustne forlystelsesparker. Calibretto lugter lidt af et dårligt syretrip. Ikke fordi det er videre psykedelisk – tværtimod er det omtrent så lige ud ad landevejen, som det næsten kan være – men indre billeder af psykopatiske klovne, langskæggede kvinder og andre af naturens diabolske vanskabninger bliver ved med at dukke op i mit hoved. Og en produktion, der fuldstændig ignorerer teksterne og til gengæld prioriterer et orgel, der bare pumper løs uden nogen som helst form for mådehold, gør Dead by Dawn til det mest irriterende speed-polka-punk-udspil til dato. Men dem er der jo heldigvis heller ikke så mange af.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat