Plader

Cornelius: s.t.

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Cornelius … er det ikke sådan en lille bebrillet japaner, der spiller electronica? Jo, men på Amager bor der også en Cornelius, som er sanger og sangskriver i sin egen minimalistiske rocktrio. Cornelius og Cornelius har kun navnet til fælles.

Cornelius er ikke japaner. Cornelius bor på Amager – det vidste du sikkert ikke, men det er sandt nok. Cornelius hedder egentlig Jeppe Cornelius Thejsen, og han er frontfigur i trioen Cornelius. Det er ham, der synger og skriver sangene. Med sig på henholdsvis trommer og bas har han Andreas Asingh og Eske Nørrelykke. På dette udspil præsenterer de sammen fire sange, som er, hvad de selv kalder for halvskramlet, minimalistisk rock med en sofistikeret nerve. Man kan høre det halvskramlede (demo-)udtryk, men den sofistikerede nerve er svær at finde i de fire numre på pladen.

Der åbnes med et guitarriff, som minder om Reefs store hit “Place Your Hands”. Riffet er dominerende hele vejen gennem nummeret, og når man først har hørt det som Reef-inspireret, er det svært at fokusere på andet i “With Your Fabulous Charms”. Der er dog et par tempo- og taktskift, som får nummeret til at være mere end bare almindelig collegerock. C-stykket minder om Thomas Helmig, når han i et af sine numre ligesom taler sig gennem en eller anden form for refleksion i forhold til teksten. Ikke mere af det, tak.

“It’s Me” er en herlig rockballade, som kunne være skrevet af Kasper Eistrup. Kvaliteten fejler intet. Guitaren ledsager hele tiden vokalen, og da Jeppe Cornelius Thejsen holder op med at synge og giver rum til en solo, overtager guitaren hans rolle, og soloen er meget som hans vokal og dermed melodien. Nummeret kan måske ikke helt holde til de fire minutter og 30 sekunder, som det varer – og som lytter keder man sig lidt til sidst, selv om det er et godt nummer. Mere af det, tak.

“Imagination” er også en ballade, men mere i den mørke ende i forhold til “It’s Me”. Der er ikke så meget forvrængning på guitaren; måske er det endda en akustisk én af slagsen. Det gør, at “Imagination” er mere singer-songwriter i stilen end egentlig rock (også i forhold til pladens øvrige numre), selv om der stadig er trommerne til at gøre, at nummeret er mere end en mand med sin guitar på en taburet. Nummeret ville have været bedre, hvis trommerne havde været mere nedbarberede uden at være helt væk. Kontrasten til “It’s Me” ville i hvert fald have været større.

I “When It Hurts” har guitaren samme lyd som i “With Your Fabulous Charms”, men tempoet er lidt lavere, og riffet er ikke genkendeligt. Melodien lyder også af uforklarlige årsager ganske Eistrup’sk, men der er nok mere temposkift i nummeret, end hvad Kashmir ville gøre.

Som sanger er Jeppe Cornelius Thejsen udmærket, dog måske en smule ordinær. Han har ikke så meget kant, hvilket betyder, at man ikke bliver træt af hans stemme – men man kan heller ikke huske den, fem minutter efter at musikken er stoppet.

Cornelius’ udspil er ikke kedeligt, men de fire numre præsenterer heller ikke nogen musikalsk nyskabelse, som får lytteren til at springe op af stolen. Cornelius spiller straight, afdæmpet rock uden den store variation; på pladen bliver der i hvert fald kun spillet på henholdsvis den langsomme ballade-tangent og den hurtigere, lidt rockede tangent. At Jeppe Cornelius Thejsen er uddannet jazzguitarist, kan man ikke høre, og den sans for kompositorisk kompleksitet, som han uden tvivl har fået gennem sin uddannelse, bør han benytte mere i sin sangskrivning.

★★★☆☆☆

Deltag i debat