Plader

The Cure: Join the Dots

The Cure har samlet langt størstedelen af deres ellers uopdrivelige materiale primært i form af b-sider i et bokssæt med fire cd’er. Der er fyldt med til randen med overvejende gode sange. Mest af alt en udgivelse til fans, men der er masser til andre nysgerrige sjæle.

Bokssæt er altid nogle eftergivende og skræmmende størrelser, eftersom kun de færreste bands har nok godt materiale i sig til at fastholde en interesse over flere skiver – og i hvert fald da mindre end fire, som er det antal, The Cure råder over og fylder til randen med b-sider og andre sjældenheder i kronologisk orden fra en bred periode, der spænder fra 1978 til 2001. Selvfølgelig er der huller i vejen hist og her, specielt i de helt tidlige og de senere produktioner (som man kunne forvente), men The Cures sange bevarer overordnet set en umiddelbar nærhed og vedkommenhed – selv i form af b-sider.

The Cure har altid tilgodeset sine fans med udgivelser af ekstramateriale og luksus-indpakninger af plader, før den slags kom på mode eller egentlig var at forvente fra et band (det skete interessant nok i det temmelig ildesete og praktisk talt udgåede bånd-format). Dobbeltsidede bånd som Concert: The Cure Live/Curiosity: Cure Anomalies and Rarities (1984) og Standing on a Beach – The Singles (1986) bød på b-sider og andre sjældne sager i massevis – noget, der trak fans ind i The Cures mystiske udvikling fra eksistentialistiske pop-ikoner til tegneserie-agtige goth-pionerer. Her var masser af tråde at spore til The Cures stakke af musikalske modsigelser.

De helt tidlige b-sider fremviser The Cure i sit mest minimalistiske format: en trio, der lod sange bygge på minimale og genkendelige guitarfigurer, blomstrende baslinjer og barnagtigt simple trommer. Det virker en anelse finurligt, at “10:15 Saturday Night” oprindeligt var en b-side (til bandets Camus-inspirerede debutsingle “Killing an Arab”), taget i betragtning af sangens vurdering af såvel band som fans den dag – men det viser vel blot, hvor stærkt aflagt materiale kan være.

En række pre-The Cure-demoer (indspillet under navnet Easy Cure) såsom “Plastic Passion”, “Pillbox Tales” og “Do the Hansa” besidder alle små afhug af punkens opadvendte langefinger samt bidder af DIY-æstetikken med deres nøgenhed og amatør-agtige tilgang. Mest af alt er sådanne sange primært for fans, der har alt andet materiale, og sekundært for øvrige lyttere en invitation til et træk på smilebåndene. Og i bagklogskabens lys var det også sangene, der pegede fremad mod noget andet og mere sofistikeret.

Erstatningen af Michael Dempsys flittige fingre på bassen med Simon Gallups mindre øvede tilgang til de dybe toner lod The Cure dykke ned i en mørkere følsomhed med en skarpere og mere troværdig kant som i den bastunge, instrumentale “Another Journey by Train” og den åbenlyst slagskraftige “Splintered in Her Head”.

Bandets modning i løbet af dets fem spæde år er ganske slående. I takt med at The Cure dykkede dybere og dybere ned i skræmmende personlige, følelsesladede besættelser i løbet af de tematisk sammenholdte tidlige plader, blev b-siderne frygtløst sendt af sted – og de understregede bandets mest eksperimenterende og uensartede æra. Robert Smiths sangskrivning tog en pludselig, uventet – og tilmed forhadt – drejning mod slutningen af 1982. Han lagde den mørke og kamikaze-agtige rock fra den mørke trilogi (Seventeen Seconds, Faith og Pornography) fra sig for at bevæge sig mod en uventet fascination for legesyg, disco-krydret popmusik.

B-siderne herfra var oprindeligt samlet på pladen Japanese Whispers i 1983, og de varslede en fremtidig tilgang til mørk pop, som Smith snarligt ville udforske. “The Upstairs Room” og “Lament” lod små stråler af dæmpet lys skyde igennem Smiths vemodige pop-landskab – et større skridt fremad sammenlignet med nogle af bandets mindre dynamiske forgængere. Måden, hvorpå Smith lod paranoia og angst sammensmelte med kapriciøst uforglemmelige omkvæd og catchy keyboard-spor, gled stort set ubemærket forbi pladekøberne. Men her 20 år senere fungerer de som et elementært grundlag for nutidige keyboard-inficerede popbands.

Det viste sig at være en ganske klog marketingsstrategi for Robert Smith at nægte at tilfredsstille en lille gruppe af tilhængere, da den afvekslende musik indfangede en stadigt voksende fanskare. Men vigtigst af alt lod udviklingen Robert Smith vokse sig større og bedre som sangskriver. B-siderne viser ærligt begge ender af skalaen, godt som dårligt i resultatet af denne udvikling. Bandets legesyge side fremstillede Smiths musikalske alter ego som en skizofrenisk plaget sjæl – der blev boret ned i de personligt hjemsøgende dæmoner, som afslørede hans til tider fjollede, til tider forstyrrede og til tider stofpåvirkede musikalske eufori, der blev et ungdommens soundtrack for en generation, der ved hjælp af musikken dykkede ned i egne dæmoner.

Som The Cure faldt bedre og bedre ind i deres kaleidoskopiske rolle på The Head on the Door (1985) og Kiss Me Kiss Me Kiss Me (1987), snoede b-sidernes uforudsigelige diversitet sig op i en streng udgjort af drømmende popsange med tung synth og hymne-agtige omkvæd (“Breathe” og “A Chain of Flowers”).

Da Disintegration blev sendt på gaden i 1989, var The Cure så store, at de fyldte stadioner, og deres b-sider reflekterede en Pink Floyd-agtig fornemmelse for mørk grandeur, men den bidske eksperimenteren, der karakteriserede de tidligere år, var forsvundet. Dog beviste sange som “2 Late” og “Fear of Ghosts”, at Smith gemte på guldklumper af pop-tristesser.

90’erne var ikke et nemt årti for The Cure, da det gik alt for kraftigt op for Robert Smith, at hans stemme havde en almægtig kraft for en utilfreds stemt ungdom. Mange af a-siderne fra Wish (1992) delte The Cure-fans i flere lejre (som det er sket så mange gange før), og én af dem, “Friday I’m in Love”, blev succesfuld med høje salgstal og en Smith i højt humør. Kvaliteten af b-siderne var på deres måske højeste i denne periode, specielt markeret med den oversmukke klagesang “This Twilight Garden”.

Wild Mood Swings (1996) kunne The Cure slet ikke finde ud af, hvad de ville. Robert Smith kunne ikke finde ud af, hvordan han skulle skrive sine sange. I stedet for at skrive ud fra sig selv skrev han ud fra, hvad han troede, publikum ville have, og således gik det galt. B-siderne markerede sig ved at være mere stringente i stil frem for a-sidernes ustyrlige flagren. Stilen er mere dæmpet med sukkende rolige vokaler, der skuer tilbage mod ungdommens forsvundne dage i den kønne “Ocean”. “A Pink Dream” skiller sig ud som den eneste b-side fra denne periode med glad popmusik – men som supplement til “Mint Car”, der er karakteriseret ved samme nærmest euforiske stil, er de bevægelige sange med højt humør kun at elske.

En række remixes og alternative versioner af albumversioner har også fundet vej til Join the Dots som de sange, der skal udfylde hullerne mellem de egentlige b-sider. Her er både skidt og kanel; det er den højtløftede og bombastiske “Burn” fra The Crow-soundtracket (1994), der i særdeleshed gør sig positivt bemærket her.

Join the Dots er måske en ordentlig mundfuld for ordinære lyttere til The Cure, men for fans er denne udgivelse noget ganske essentielt, som har været afventet i mange, mange år. De sporadiske sangprikker, som kompilationstitlen antyder, bliver her forbundet med en opsummerende sum af 70 sange, så der skulle være rigeligt at gå til.

Selv om The Cure har truet med at opløse sig selv flere gange, er de her stadig den dag i dag – og der er tilmed en ny plade på vej. Selv om bandet har eksisteret i mere end 25 år, er de stadig elsket over hele verden af gamle som unge fans. Join the Dots er et godt bevis på hvorfor.

★★★★½☆

Deltag i debat