Plader

Cynical Son: Hollow

Skrevet af Ivan Petersen

Faith No More-light.

Cynical Son er et dansk band, der blev stiftet i 2003 i Odense. Det består af Michael Jensen (trommer), Helle Carlsen Carlsen (bas og cool efternavn), Jesper Bøggild-Christensen (guitar) og Morten Aske Rasmussen (guitar og sang). Ifølge bandets hjemmeside har teksterne et kristent islæt, mens inspirationen rent musikalsk stammer fra eksempelvis Smashing Pumpkins og Pearl Jam. Det er ikke ligefrem den type musik, man hører mest til nu om stunder, men det bliver det selvfølgelig ikke nødvendigvis ringere af. Jeg vil dog mene, at Cynical Son burde rette fokus mod følgende elementer:

Strukturen: Her handler det om, at sangenes opbygning med et stille vers og et mere dramatisk og støjende omkvæd ikke fungerer efter hensigten. Dette skyldes både trommernes mangel på dynamik, der gør, at det dramatiske ganske enkelt udebliver, og forsanger Morten Aske Rasmussens ellers fine vokal. Rasmussen synger nemlig godt, og i øvrigt rent, men stemmen er ikke specielt karakteristisk og en anelse for pæn. Og så kan man jo passende vende sig mod:

Produktionen: Nu ved jeg jo godt, at udspillet er tænkt som en demo, men jeg synes, at det skal nævnes under alle omstændigheder, eftersom bandet i den grad ville vinde noget ved et par ændringer i den sammenhæng (Desuden bliver alle udspil vurderet på lige linje – uanset om udspillet er tænkt som en demo eller ej, red.). Og det er igen de såkaldt “støjende” elementer, der er problemet. Jeg ville nok skrue en 15-20 decibel op for den forvrængede guitar, spille bassen ret meget tungere og desuden, som allerede nævnt, ændre trommerne, sådan så de var en smule mere slacker-agtige.

Selve musikken, for lige at få den plads, befinder sig i den mere dystre og eftertænksomme ende af skalaen, hvilket også kraftigt understreges af lyrikken. »You’re just a plaster on my broken leg / In hollow streets I scream your name / ’Cause you’re still alive, alive inside my flesh / And then I hush you up,« lyder linjerne fra “Hollow Tremors (part II)”, der indleder demoen. Inden for genren er det vel som sådan udmærket uden at være prangende, selv om jeg nok kunne tænke mig, at det var en smule mere raffineret.

Så alt i alt er det egentlig bare en mere massiv kraftudladning og lidt arbejde med det tekstlige univers, som jeg savner her, og det kan man med lethed gøre noget ved. Jeg tror til gengæld også, at netop denne forandring vil være nødvendig, hvis Cynical Son ønsker et gennembrud. Og det gør de vel?

★★☆☆☆☆

Leave a Reply