Koncerter

Fashion, The, Larsen and Furious Jane, Kira & the Kindred Spirits, Ricochets, 04-05.06.04, Spot 10,

Bands der for det meste kiggede bagud og sørgeligt nok ikke fandt ret meget.De tilbageskuende

Bands der for det meste kiggede bagud og sørgeligt nok ikke fandt ret meget.

Foto: Ramon Zarate

The Fashion
Der var meget tyndt belagt til Martin Ryums koncert i Musikhusets café, men da The Fashion bagefter spillede samme sted, var der pludselig masser af mennesker. Det kan umiddelbart være lidt svært at forstå, men man må jo trøste sig selv med, at de bedste kunstnere som regel ikke er påskønnet af de store mængder.

The Fashion er i hvert fald ikke nær så interessante som Martin Ryum, og denne koncert var en noget kedelig omgang.

Det skulle være svært at tro, at nogen vil kalde en koncert med The Fashion for ’kedelig,’ men jeg vover pelsen. Bandet er bestemt energiske – grænsende til det hæsblæsende, men denne koncert var også uhyggeligt enerverende – grænsende til det monotone, eftersom alle bandets sange tilsyneladende var i samme tempo og forsynet med så anonyme melodier, at det var komplet umuligt at kende forskel på dem. Når det var tilfældet, forslog alverdens energi samt forsangerens mere og mere desperate stemmeføring som en snebold i helvede. At bandet derudover tilsyneladende ikke havde det mindste at byde på tekstligt set, blev understreget, da forsangeren introducerede en sang med følgende bevingede ord: “Det her er en sang om, hvordan verdens dummeste land lærte alle andre lande at være ligesom dem.” Til de (forhåbentlig meget få), der ikke har gættet det, kan jeg røbe at denne tirade var rettet mod USA, og selv om denne kritik sikkert er meget berettiget, kan det ikke ligefrem påstås, at postulater af den slags kan betragtes som samfundskritik, men det tror The Fashion åbenbart.

Larsen and Furious Jane

Foto: www.jint.dk

Først overraskes man over, at et band som Larsen and Furious Jane, der huser 8 medlemmer, kan frembringe en så ordinært lydende omgang alt. country/americana. Derefter undres man over, hvor lidt “furious” bandet egentlig er. Bandets sange var for det meste meget langsomme, ikke specielt melodiøse og desværre så godt som altid totalt tappet for stemning. Torsten Larsen er ikke den store sanger og heller ikke særligt interessant at se på, og da han desuden heller ikke havde så meget at sige, stod bandets musik meget alene, og det kunne den desværre ikke klare denne lørdag eftermiddag. Kun det iørefaldende, nye uptempo-nummer, The Good Old Pain, der giver nogle forhåbninger for fremtiden, og en, som oftest, storsmilende Jane var de eneste højdepunkter ved koncerten.

Kira & the Kindred Spirits
Ridehuset var godt fyldt lørdag aften, da Kira & The Kindred Spirits gik på scenen. Lad det være sagt med det samme: Der var klichéer om hvert hjørne, og den eneste grund til, at det til tider fungerede, var Kira Skov. Hun er alt det, Pink, Avril Lavigne og de andre rock-wannabe’er drømmer om at blive, når de engang bliver voksne: en læderklædt rockchick af meget høj karat. Sexet og karismatisk nok til at få de fleste klichéer til at glide ned. At undertegnede ikke er den eneste af den mening blev klart, da hun introducerede nummeret Do You Want Me?, der blev ledsaget af et ganske klart “Ja” fra de fleste mænd i salen. Men det var altså ikke alle klichéer, som den gode frk. Skov kunne få til at glide ned. Det blev endog meget kedeligt til tider, især i balladerne hvor bandets tyndslidte idéer ikke fungerede, uanset hvor meget rockchick der var oven på.

Richochets
De klichéer, som Kira & The Kindred Spirits leverede, var dog intet imod det, der ventede, da norske Richochets indtog Rekrut-scenen senere samme aften. Der blev ikke fyret én eneste original musikalsk ide af under koncerten, og for at gøre ondt værre var teksterne en åndsforladt gennemgang af sangskriverens ulykkelige kærlighedsliv. Desværre manglede Richochets også en frontmand med bare en smule karisma. Som garagerocker kan man naturligvis ikke have en specielt god stemme, men lidt personlighed er vel ikke for meget at forlange. Det er det åbenbart i dette tilfælde. Hvis der findes en subgenre ved navn “klynke-garage,” må Richochets anses for at være foregangsmænd.

Læs også Undertoners anmeldelser af
The Fashion: Rock Rock Kiss Kiss Combo
The Fashion, Rust 24.07.03
Viva Vertigo, The Fashion, Vibration Festival 13.02.04
Larsen and Furious Jane: I’m Glad He’s Dead

Deltag i debat