Plader

Green Concorde: s.t.

Skrevet af Kasper Würtz

Joy Divisions dystre storbymusik vækkes til live med Green Concorde. Lyden af den kolde metropol rammes næsten til perfektion, men udspillets sange taler ikke deres tydelige sprog om, hvor meget dette unge band kan.

Green Concorde, der ikke gør sig i efternavne, består af Morten, Carsten, Peter og Simon og stammer alle fra Holstebro, men det gør deres musik bestemt ikke. Akkurat som Joy Division i sin tid skildrede det mørke Manchester, fornemmer man også, at Green Concordes musik er fremstillet i en kold storby, hvor fremmedgørelse og frustrationer presser på. »It’s coming on like a toxic symphony,« synges der i åbningsnummeret, og man sendes tilbage til 80’ernes utilpassede ungdom. Joy Division havde dog i Ian Curtis en tekstforfatter, der virkelig mestrede at få integreret desperationen og de kolde toner endnu mere, end tilfældet er på denne plade. Men det unge band har allerede et godt grundlag til også at få fuldendt deres lyd.

“Electric Eyes” minder umiskendeligt meget om Interpol, men Green Concordes udtryk er ikke nær så poleret, og der er derfor mere punket nerve hos de danske opkomlinge, end der var at finde på Turn On the Bright Lights. Til gengæld savner man den udvikling, der gør Interpols sange til noget helt specielt. Men Green Concorde skal stadig have kredit for den kolde storbylyd, der nærmest bliver destilleret her.

Både Interpol og især Joy Division havde en yderst fremtrædende bas, og den savnes altså hos Green Concorde. Nu er det selvfølgelig vigtigt, at Green Concorde ikke bare bliver en efterligning af de førnævnte bands, men det irriterer en smule at høre, hvordan bassen ulmer i baggrunden i stedet for at ligge helt fremme, hvor den fortjener at være. Det er Mr. Q fra Tiger Tunes, der har siddet i producer-stolen, men de glade tigre er ikke til at finde på denne yderst dystre, men samtidig dragende demo.

I “Detroit” taler Morten mere, end han synger, men der er ikke vanvittig meget poesi over hans rablende ordstrøm. Til gengæld er det umådeligt forfriskende, når de amputerede følelser i storbyen udstilles i sætningen: »Chicago is a good girl, but Johnny’s in Detroit.«

Alle tre sange er gode, og der er ikke noget, der skiller sig ud som værende exceptionelt godt eller dårligt. Dog er variationen på de tre sange heller ikke så stor, som man kunne ønske sig, og man bliver derfor heller ikke rigtig klar over, hvor mange strenge Green Concorde har at spille på.

★★★½☆☆

Deltag i debat