Plader

Claus Hempler: Hempler

Skrevet af Troels Mads

Coveret afbilder den genopstandne Claus Hempler som en cool charmeur. Det oser af klasse, men hvis man kratter lidt i overfladen, viser det sig desværre, at det for størstedelens vedkommende er distanceblænding: Det er rutineret, men også rutinepræget for en debut.

Efter debuten med Fielfraz, med hvem det blev til i alt tre album, måtte Claus Hempler før udgivelsen af den første plade i helt eget navn stadig slå sig til tåls med prædikatet “det evige talent”. Spørgsmålet er så, om det med Hempler endelig er lykkedes Hempler at indfri de mange forventninger, der trods mere eller mindre stilhed i alle disse år til stadighed, forunderligt nok, har været rigt næret. Lad det være sagt med det samme: Det gør det ikke.

Fielfraz er aldrig officielt gået i opløsning. Så sent som for et års tid siden forlød det faktisk, at en ny Fielfraz-(dobbelt)plade var lige på trapperne, men bandnavnet blev droppet, da Kenneth Priisholm valgte at stille sig uden for kredsen. At den tilbageværende trio udgav pladen i Hemplers navn, giver mening al den stund, at årene, også musikalsk, har sat sig sine tydelige spor – der er lang vej fra Fielfraz i starten af halvfemserne til Hempler af i dag.

Hempler har brugt tiden imellem på at agere backing og arrangere for bl.a. Dicte og Popstars-Zenia, levere croon til en hel plade med wundertrioen Blachmann/Dahl/Ginman og en enkelt Rhonda Harris-skæring samt overvejelser om helt at droppe musikken til fordel for et teologistudium. Men Pernille Rosendahl og hendes pladeselskab GoGo Records kom i vejen, og så blev de overdådigt dekorerede, moderne litanier det tætteste, Hempler kommer på noget religiøst i denne ombæring.

Lydligt kommer Hempler nærmest en videreførelse af lyden fra easy-jazz-pladen med ovennævnte trio. Ikke at her bydes på decideret jazz, men croonen og det lette og uforpligtende er intakt. Musikalsk er det en rundtur i én lyd forklædt i forskellige genrer og arrangementer. En slags stiløvelser i eksklusiv pop med Hemplers stemme som det bærende og gennemgående element. Produktionen er overdådig, om end noget ensrettet, grænsende til det svulstige.

Tekstligt kredses der primært om kærligheden og alle dens glæder og sorger. Videre dybfølt er det ikke. Og når hverken musik eller tekst for alvor formår at interessere, skal der trækkes nogle gevaldige veksler på stemmebåndet, hvis pladen skal fungere som et hele. Nok savner Hemplers croon – denne helt særlige og distinkte fornemmelse for coolness der også udfolder sig grafisk i coveret – sidestykke i dansk musik, men redde et helt album, det kan den altså ikke.

Åbneren “Unlucky in Love” er sukkerpop, så det synger i tænderne, “Want You” er straks mere delikat og et af pladens bedste indslag, mens balladen “Chinchilla” er kedelig og selvsmagende. Derfra går det slag i slag, med visse lokale udsving, af sted efter samme skabelon: Refræn- og skønsang af den dygtige, men kedelige slags.

Udskejelserne begrænser sig til “Westbound Sun”, der er tilsat et skvat country med skæv lyrik, “Tender Hurricane”, en guitarbåren sag, der vækker mindelser om Fielfraz-dagene, og “Endless”, som har ranet let fra dåsen med elektronisk krimskrams. Ingen af numrene tør for alvor gå linen ud og afvige fra standardformlen, og så ender de med hverken at være fugl eller fisk.

Som rockplade betragtet er Hempler inferiør. Som easy listening – musikalsk tapet, om man vil – fungerer den upåklageligt og er efter forholdene (dvs. danske) umådelig professionelt skruet sammen. Et engangsknald, så man ser sol, måne og stjerner, men ikke en plade, der bliver nem at få et udbytterigt, længerevarende forhold til. Og så er bedømmelsen i sidste ende et spørgsmål om temperament.

Hvis vennerne en dag skal inviteres på et glas godt rødvin (eller champagne, der, som læsere af Weekendavisen vil vide, er sangerens favoritdrik), kan Hempler passende tage over, dér hvor Portishead slap i slutningen af 90’erne. Men helt ærligt: Kan Hempler selv være tilfreds med det? Det undrer, hvorfor tyren ikke for alvor er blevet taget ved hornene allerede i første forsøg. I stedet ender Hempler som en tandløs, fynsk g’.
Det er synd og skam, når nu Hemplers brægen ellers er i særklasse. Med så tårnhøje forventninger, der, rimeligt eller urimeligt, var til pladen, ja, så står på bundlinjen, at pladen er et skuffende bekendtskab. Hempler har stadig til gode at indfri talentets utvivlsomme potentiale.

★★★☆☆☆

Deltag i debat