Koncerter

Laakso, David & the Citizens, First Floor Power, Bergman Rock, 04-05.06.04, Spot 10, Århus

Sverige har i mange år været leveringsdygtige i en række indiebands af høj kvalitet. Et par af dem gæstede Spot Festival i løbet af lørdagen.Svensk indie

Sverige har i mange år været leveringsdygtige i en række indiebands af høj kvalitet. Et par af dem gæstede Spot Festival i løbet af lørdagen.

Ud over de danske talenter kunne man på Spot Festival også opleve en række nye og mere etablerede svenske og norske navne. Især Sverige er kendt for gennem en del år at have været leveringsdygtige i mange indiebands af høj kvalitet, og det er da også tydeligt, at mange af tidens danske talenter har kigget lidt over på den anden side af Øresund efter musikalsk inspiration.

Laakso

Laakso kommer fra det nordligste Sverige, og deres familier kommer fra Finland. Man finder i Laakso også noget af den ødemarkssærhed, der kendetegner flere navne fra den finske musikscene, blandt andet 22 Pistepirrko. Udgangspunktet for Laakso er svimlende guitarpop, der krydres med en række andre instrumenter, blandt andet en trompet, samt nogle skæve indfald der er med til at give musikken et twist, så det ikke bare er iørefaldende pop.

Skal man sammenligne Laakso med nogen, er det nærliggende at tænke på engelske Boo Radleys, der i 90’erne gjorde en dyd ud af at skrive poppede sange, men samtidig ikke var bange for at udfordre lytteren undervejs. Et par af sangene var således undervejs lige ved at falde helt fra hinanden, men blev på forunderlig vis alligevel holdt sammen til sidst. En stor del af Laakos koncert var rigtig god, men i nogle sange blev udtrykket lidt for rodet, og publikums interesse virkede heller ikke helt overvældende.

David & the Citizens

Foto: Roger Ahl

Lidt senere lørdag eftermiddag kunne man høre et andet svensk orkester, der har store musikalske ligheder med Laakso. Ligesom Laakso er der tale om pågående og energisk guitarpop med hæsblæsende melodier og følsomme ballader. David & the Citizens lægger sig i det hele taget tæt op ad den meget karakteristiske svenske indielyd, der har kendetegnet mange bands fra broderlandet det seneste årti. Derudover kan gruppen minde en hel del om Bright Eyes, hvilket forstærkes af, at gruppens i øvrigt glimrende sanger David Fridlund lægger sig tæt op ad Bright Eyes’ Conor Oberst. Men gruppen er udstyret med så gode sangskrivningsevner, at det ikke gør noget, at det hele er hørt mange gange før.

David & the Citizens havde desuden en meget levende sceneoptræden, hvor især trompetisten sprang rundt på scenen som gal, og den slags er med til at få musikken og energien ud til publikum, og med sådan en omgang pop var det også næsten umuligt ikke at lade sig smitte.

First Floor Power
Sammenlignet med David & the Citizens var lørdagens tredje svenske indienavn, First Floor Power, langt mere skævt i sit udtryk. First Floor Power stillede op med seks mand på scenen og spillede en form for rock, der har rødder i Velvet Underground-traditionen og med sin bevidst sløsede tilgang kan minde lidt om et navn som Belle and Sebastian. First Floor Powers musik er dog langt mere skramlet og eksperimenterende, end man kender det fra skotterne. Der leges med alt fra minimalistiske elektroniske beats til arrangementer, der ind imellem forekommer helt uforudsigelige. First Floor Powers musik ville selvfølgelig ikke holde, hvis ikke de var i stand til at skrive nogle gode sange, men det er der ingen tvivl om, at de kan. Det er skævt og finurligt, melodisk og helt vidunderligt. Til Spot-koncerten i Ridehuset måtte gruppen dog kæmpe lidt for at få publikum inviteret indenfor i deres musikalske univers, men i løbet af koncerten lykkedes det helt godt.

Bergman Rock
Blandt veteranerne på den svenske scene er bob hund, der nu har skiftet det svenske sprog ud med engelsk og er blevet til Bergman Rock. Gruppen udsendte tidligere på året deres første album, som stilmæssigt ikke ligger så langt fra bob hund, men det er, som om gruppen har mistet noget af deres charme i forvandlingsprocessen.

Lørdag aften skulle de så forsøge at overbevise et stort publikum i Musikhusets Foyer om, at de stadig har noget at byde på. Bergman Rock var da også som altid fuldt ud tændte med den karismatiske og yderst energiske Thomas Oberg i front. Thomas Oberg er en fremragende frontfigur, der har i tidens løb i mange tilfælde har lagt publikum totalt ned. I tilfældet Bergman Rock faldt det dog i perioder lidt til jorden, og det kom til at virke mere som form end indhold, at der var så stor fokus på showet, når grundmaterialet en del af tiden ikke var i orden. Dermed dog ikke sagt, at Bergman Rock var dårlige, for sange som No Position, Jimog Help the Band er i sig selv glimrende og medrivende rocknumre, men en for stor del af sættet var ordinært, blandt andet et af de mange nye numre, No More Top 10.

På trods af disse forbehold lykkedes det dog Bergman Rock at få tændt op under festen i Musikhuset, men nogen stor koncert var det ikke.

Læs også Undertoners anmeldelser af
Laakso: I Miss You, I’m Pregnant
Laakso: Aussie Girl EP
David and the Citizens: For All Happy Endings
David and the Citizens: New Direction EP
David & the Citizens: Until the Sadness Is Gone
David and the Citizens: Big Chill EP
David and the Citizens, Loppen 05.11.03
Bergman Rock: s.t.

Deltag i debat