Koncerter

Lake Placid, Money Your Love, Sepiamusic, Moon Gringo, Tiger Tunes, Diefenbach, 04-05.06.04, Spot 10

Det blev på Spot bevist, at man kan have nok så cool en lyd, men at dette intet betyder, hvis man ikke har noget at byde på.De moderne

Det blev på Spot bevist, at man kan have nok så cool en lyd, men at dette intet betyder, hvis man ikke har noget at byde på.

Lake Placid

Lake Placid gav Musikhusets store scene en flyvende start fredag eftermiddag med en glimrende koncert, hvor bandets eklektiske indie-pop for det meste kom til sin ret. Dette skyldtes især bandets frontfigur, den tynde, blonde og selebærende TK, der muligvis ikke er besiddelse af en specielt stor stemme, men som i stedet viste sig som et fremragende midtpunkt, der sagtens kunne fastholde publikums interesse, når musikken undtagelsesvis ikke viste sig stærk nok. Lake Placid deler ud over et musikalsk slægtskab med Tiger Tunes også en befriende mangel på selvhøjtidelighed – især personificeret ved at de fleste bandmedlemmer under åbningsnummeret fremviste egenskaber med vimpler, der burde kunne give dem en plads på det danske gymnastik-landshold.

Money Your Love
Lørdag eftermiddag bød Rekrut-scenen på den københavnske trio Money Your Love, der leverede en skarptskåren omgang electropop. Desværre var der ikke megen variation at spore, og det viste sig hurtigt, at de fleste af bandets sange ikke havde så meget andet at byde på end en bas så dyb, at den sagtens kunne omarrangere éns indvolde. Der var dog enkelte lyspunkter, især For Christopher hvor det melodiske element for en gangs skyld overdøvede bassens evindelige dunken.

Sepiamusic
Umiddelbart derefter spillede skandinavisk-amerikanske Sepiamusic på Ridehusets store scene. Konferencieren kunne meddele, at bandet satser på udlandet, og det tror man gerne, når man hører den ordinære og lidt kønsløse pop/rock med enkelte elektroniske elementer, som bandet frembringer – hvis man forestiller sig et lidt køligere Garbage, går man ikke helt galt i byen. Dog skal man ikke forvente noget stort gennembrud lige med det samme. Der mangler ganske enkelt hits – og personlighed. Bandets lyd var alt for glat, og det ville være rart, hvis der enten blev eksperimenteret mere med elektronikken eller fyret mere op for guitarerne – altså et lidt mere ekstremt udtryk. Ellers har Sepiamusic ikke det store at byde på, og så hjalp det ikke rigtig, at den Pernille Rosendahl-lignende og -lydende amerikanske sangerinde, Erin Chapman, gang på gang hev lidt op i kjolen.

Moon Gringo
Lake Placids TK fik af Moon Gringos Mette Sand Hersoug kamp til stregen om at være den mest energiske kvindelige frontfigur på Spot 10. Som TK er Hersoug ikke den store sangerinde, men både energisk og ekstremt charmerende, og da Moon Gringo samtidig formåede at spille en vanvittigt medrivende halv time af en koncert, der kulminerede i en helt fabelagtig version af Dirty Underwear, var der ikke andet at gøre end at overgive sig, og det gjorde det lille, men dybt tilfredse publikum så sandelig, endda i en sådan grad at jeg for første (og eneste) gang under Spot 10 oplevede, at der blev råbt om ekstranumre – et krav der desværre ikke kunne opfyldes, da tidsplanen skulle overholdes.

Tiger Tunes

Foto: www.jint.dk

Et ekstranummer blev det til, da Århus’ egne Tiger Tunes spillede i Musikhusets foyer senere samme aften, men det var også nødvendigt, for Tiger Tunes fik en overstrømmende modtagelse af det store publikum. Bandet kvitterede med at gå på scenen til tonerne af The Housemartins’ version af Caravan of Love, og viste derefter, at de bestemt ikke var hverken uoplagte eller trætte på trods af en festival-optræden i Tyskland dagen før og endnu én dagen efter. Deres super-eklektiske electro-punk-pop gik rent ind hos publikum, hvor især de første par rækker så ud til konstant at hoppe – selv crowdsurfing blev det til for et enkelt medlem af publikum. Oppe på scenen gik forsanger H til den med sædvanlig ildhu – iklædt englevinger i starten af koncerten – og hans ekstremt energiske og supercharmerende optræden forplantede sig fra koncertens start hos publikum, og det var vitterlig svært ikke at blive indfanget af den smittende feel-good-vibe, der kom i gigantiske mængder fra scenen.

Diefenbach
At Diefenbach næsten kunne fylde Voxhall, var noget af en overraskelse – især når man tænker på, at Jokeren spillede i Ridehuset samtidig – men ikke desto mindre lykkedes det bandet at lokke en hel del mennesker ind at se dem, og de kvitterede med en absolut glimrende koncert. Musikken kunne mærkes – ikke kun pga. det høje lydniveau der sørgede for at alle instrumenter kunne føles i kroppen, men også pga. bandets kompositoriske talent, der sørger for, at alle sange udvikler sig i en interessant og intens retning, selv når vokalerne er forstummet. Eneste fejlskud var soul-balladen (det kaldte de den selv), Circular Motions, der var helt igennem mislykket – den slags sangskrivning mestrer bandet altså ikke endnu, men det skal dog ikke betyde, at de ikke mestrer den mere ordinære sangskrivning, for det gør de også, især eksemplificeret ved det fremragende Camouflage. Som et ekstra element ved Diefenbachs sceneshow kørte der under koncerten lofi-videooptagelser eller computer-animationer på et lærred bag bandet, der kun bidrog til at gøre koncerten endnu mere stemningsfuld.
Før og efter koncerten skiftede lærredet til et billede med et meget enkelt budskab: Diefenbach loves you – efter sådan en koncert var det svært ikke også at holde bare en lille smule af Diefenbach.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Lake Placid: Make More Friends
Moon Gringo: Ingrid Superstar
Diefenbach: Run Trip Fall

Deltag i debat