Plader

Modest Mouse: Good News for People Who Love Bad News

Endelig udgiver Modest Mouse den egentlige opfølger til The Moon and Antarctica fra 2000, der i undertegnedes bog er intet mindre end et af den moderne indierocks mesterværker. Den nye plade med den lange titel er god, men er den god nok til ikke at skuffe bare lidt? Nej, det er den ikke.

»And the one thing you can tell about human beings is this / They ain’t made of nothing but water and shit.«

Sådan lyder de to allersidste verslinjer fra “What People Are Made Of”, Modest Mouses korte, aggressive afslutningsnummer på deres gennembrudsplade, The Moon and Antarctica (2000). Undertegnede er godt nok ikke enig i ovenstående udsagn, men man kan ikke undgå at blive bare en smule fascineret af den karakteristiske forsanger og guitarist Isaac Brocks sproglige finurligheder og den oprigtighed, der ligger bag dem. Han har en besynderlig evne til at få én til at tro på stort set hvad som helst, også selv om man ikke altid lige forstår, hvad det præcis er, han mener.

Den egenskab beviser Brock, at han til dels stadig har (heldigvis det meste af tiden) på Modest Mouses nye plade, Good News for People Who Love Bad News – en plade, der rundt omkring i verden er blevet afventet med stor spænding i næsten fire år.

Den lange ventetid skyldes diverse sidespring i medlemmernes karrierer. Brock udsendte med det mere eksperimenterende sideprojektet Ugly Casanova i 2002 den udmærkede Sharpen Your Teeth, der dog ikke direkte var med til at gøre forventningerne til det nye album højere. At trommeslageren Jeremiah Green forlod bandet i 2003 (han er dog senere kommet med igen), lovede heller ikke alt for godt. I mellemtiden har Modest Mouse godt nok (gen)udsendt en plade i form af Sad Sappy Sucker, som oprindeligt skulle have været bandets debut, men det er først nu, i 2004, at Modest Mouse for alvor vender tilbage.

Lad det med det samme være sagt: Good News for People Who Love Bad News indeholder en stor håndfuld gode sange. Rigtig gode, endda. Men desværre kan pladen ikke holde det høje niveau, den sætter for dagen med de første numre, og midten af pladen mister fuldstændigt pusten, især sammenlignet med hvad Brock og co. tidligere har præsteret.

Det starter ellers forrygende godt efter en kort anonym hornintro med det svævende og storslåede nummer “World at Large”, der viser en langt mere poppet side af Modest Mouse, end man er vant til. Og det klæder dem! Strygere svøber sig om en charmerende iørefaldende guitarlinje, og Brock er rent lyrisk i topform. Han formår at få noget melankolsk til at virke opløftende, og man kan altså ikke lade være med at tro ham, når han blidt, men en smule frustreret synger: »The moths beat themselves to death against the lights / Adding their breeze to the summer nights.«

Som altid kredser Brocks tekster om store ting som liv, død og at tro på Gud. Og måden, hvorpå han kan sætte fokus på de små ting i den store sammenhæng, er intet mindre end fantastisk. Hele tiden holder han teksterne nede på jorden, mens de svæver rundt i højere himmellag på samme tid. Måske synger han om hverdagens små mirakler, men han understreger samtidig, at mirakel er et mirakel uanset hvad.

I “Float On”, som er pladens første single, får man serveret årets måske hidtil bedste popsang. Det bliver ganske enkelt ikke mere iørefaldende, og det er svært ikke at gå rundt og nynne melodien flere timer efter, man har hørt den. Brock lyder optimistisk og gentager igen og igen linjen »Don’t worry, we’ll all float on ok.« Den når lige at plante et stort smil på lytterens ansigt, før man igen bliver hevet ned i et mere dystert tekstunivers i de bitre numre “The Ocean Breathes Salty” (»You wasted life / Why wouldn’t you waste death?«) og “Bury Me With It”, der med sine paniske skrig (»Please bury me with it!«) og aggressive udbrud fra instrumenterne virker som en sidste kraftpræstation, før det begynder at gå ned ad bakke.

“Dance Hall” er en lettere ligegyldig sag, der ved første gennemlytning bare virker som fyld, men som senere næsten bliver direkte irriterende. I “Bukowski” møder vi den intellektuelle belæste Brock, der identificerer sig selv med Bukowskis værker, men instrumenterne formår desværre ikke at bakke teksten ordentligt op. Værst er dog Tom Waits-pastichen “The Devil’s Workday”, der hverken musikalsk eller lyrisk tilføjer andet til pladen end variation.
“The View” får dog i fire minutter lytteren til at glemme de tre foregående sange med sine sprudlende guitarriff og en klassisk bittersød tekst i form af »If life’s not beautiful without the pain / Well I’d just rather never ever even see beauty again.«

Den skæve, bombastiske “Satin in a Coffin” er en smule malplaceret før det lille interlude, der leder op til pladens mest afdæmpede nummer, den vuggende ballade Blame It on the Tetons, der med sparsomme strygere, et følsomt klaver og den gode, gamle akustiske guitar åbner pladens sidste fase, hvor Modest Mouse igen viser deres værd. En resignerende Brock stiller sig i “Black Cadillacs” (»And we were done, done, done / With all the fuck, fuck, fuckin’ around«) og “One Chance” (»My friends, my habits, my family / They mean so much to me«) tilfreds med det, han har, i stedet for at bede om mere.

Men sådan kan en Modest Mouse-plade ikke slutte, og i det fremragende afslutningsnummer “The Good Times Are Killing Me”, der musikalsk virker ubekymret og lyder som vindens susen i træerne på en varm sommerdag, undlader Brock i modsætning til de tidligere plader at sætte et definitivt punktum til sidst – om det er positivt eller negativt ment, at ’the good times’ slår ham ihjel, må være op til den enkelte lytter at bedømme.

Good News for People Who Love Bad News fungerer som en forlængelse af The Moon and Antarctica, men er langt fra lige så overvældende som dette episke værk, der var Modest Mouses store skridt væk fra deres tidligere arbejde.
Samtidig skæver den nye plade mere til netop de ældre skiver. Man kommer altså mere omkring forskellige genrer på Good News for People Who Love Bad News, der derfor fungerer fint som en introduktion til Modest Mouses verden, selv om man måske kommer lidt for vidt omkring. I hvert fald lykkes det ikke hver gang, de foretager et pludseligt spring fra aggressiv, næsten punket, guitardomineret rock til skæve arrangementer bakket op af horn og banjo. Alt i alt er der dog her tale om en god, lettilgængelig og, sammenlignet med de tidligere værker, måske endda poppet plade, der viser, at Modest Mouse stadig er bedre til at skrive gode end dårlige sange.

★★★★☆☆

Deltag i debat