Koncerter

Nephew, The Blue Van, Baby Woodrose, Powersolo, 04-05.06.04, Spot 10, Århus

Spot 10 bød på en række navne, der måske står umiddelbart over for det afgørende gennembrud.På kanten af gennembrud

Spot 10 bød på en række navne, der måske står umiddelbart over for det afgørende gennembrud.

Et par af formålene med Spot Festival er dels at få nye ukendte navne ud til et lidt større publikum samt at give mere etablerede navne mulighed for det afgørende gennembrud. Årets udgave af festivalen var da heller ikke nogen undtagelse, og undervejs kunne man høre en række navne, der måske står umiddelbart over for det helt store gennembrud. Fælles for denne artikels fire navne er, at de står på kanten til det afgørende gennembrud, og det er i hvert fald navne, jeg spår gode muligheder for at blive solide trækplastre på de danske spillesteder og festivaler i de kommende år.

Nephew

En af de helt store publikumstræffere på årets festival var de lokale helte i Nephew, der har hærget P3 hele foråret med Movieklip og Wannabe Darth Vader. Det var alligevel en stor overraskelse, at de var i stand til sent fredag aften at fylde Ridehuset til absolut sidste plads – men mon ikke sanger Simon Kvamms medvirken i Drengene fra Angora har været en medvirkende faktor. Under alle omstændigheder må det være en drøm for et relativt ukendt band at træde ind i en fyldt sal med et tændt publikum. Nephew debuterede allerede for et par år siden, men har først nu for alvor fået hul igennem.

Nephews musik består af en benhård bund af guitar og bas, hvorover bandet lægger skarpe og meget effektive guitar- og keyboardriffs. Teksterne er en blanding af dansk og engelsk, men det var svært at høre, hvad der blev sunget i den massive lydmur. Fra starten tog publikum godt mod Nephew, men det var naturligvis først med Movieklip midt i sættet, at salen eksploderede i hoppen, klappen og fællessang. Herefter mistede koncerten lidt af pusten, inden Wannabe Darth Vader til sidst fik stemningen helt op på kogepunktet igen. Det lader til, at Nephew har fundet deres stil, og det bliver spændende at følge dem fremover – først med udgivelsen af deres andet album der er på trapperne ganske snart.

The Blue Van

Foto: Rasmus Kruse

Tidligere på aftenen kunne man på Voxhall høre nordjyske The Blue Van, der netop har skrevet en stor pladekontrakt med det amerikanske selskab TVT. Selv om bandets medlemmer er unge, har det eksisteret i en del år, og allerede sidste år gav gruppen en glimrende koncert på Spot. The Blue Van skruer tiden tilbage til sen-60’ernes hårde britiske rock med (meget) tydelige referencer til Led Zeppelin og især The Who, både hvad angår musikken og bandets udseende. Gruppen har en gennemført og fremragende sceneudstråling med masser af rock’n’roll-attitude. Forsangeren piskede rundt på scenen, og guitaristen fyrede den rigtigt af med alt, hvad det indebærer af de klassiske møllesving og lignende.

Musikken var lige så svedig, heftig og svingende som bandets sceneoptræden, og de 25 minutter, jeg nåede at få set af koncerten, var rigeligt til at få mig endeligt overbevist om, at de er et forrygende rockband. Rigtig gode var gruppen blandt andet i et langt afslutningsnummer, hvor de i samme nummer viste, at de både mestrede de voldsomme energiudladninger samt det mere afdæmpede og psykedeliske.

Publikums begejstring ville da næsten heller ingen ende tage, og den blev ikke mindre af, at gruppen trods Spots skarpe spilletidsregler fik tiltvunget sig adgang til scenen for at give et ekstranummer. The Blue Vans største problem er vel egentlig, at inspirationen er så tydelig at få øje på, at det er lige før, at gruppen er et rent The Who-jam.

Baby Woodrose

Pladeselskabet Bad Afro Records har igennem en del år efterhånden været leveringsdygtigt i det ene hårdtslående garagerockband efter det andet. Baby Woodrose er et af de bands fra selskabet, der for alvor er ved at få hul igennem til et stort publikum efter først at have åbnet sidste års Orange Scene på Roskilde Festival og dernæst i december sidste år at have vundet P3-prisen.

Til Spot blev der lagt tungt ud med et nummer, der havde en længere instrumental indledning, hvorefter energien nærmest eksploderede i andet nummer. Sådan fortsatte det herefter med hurtige garagerock-udladninger og mere stenede og tunge numre. Musikken svingede rigtigt godt, og der var et sejt groove og drive i musikken med samtidige energiudladninger fra scenen. Men når det er sagt, skal man heller ikke lytte længe til musikken, før det bliver lidt for ensidigt, og derfor var 30 minutter rigeligt for mig. Men det fungerede fint som livemusik og virkede også meget bedre her, end det gjorde på Orange Scene, om end Baby Woodrose – som så mange andre bands – virkede lidt malplacerede i Musikhusets indkøbscenter-agtige foyer.

Powersolo
Hele foråret har hittet Juanito hærget de danske radiostationer, hvilket givetvis har været medvirkende til at trække et pænt stort publikum ind i Ridehuset. Med en markant mexicansk lyd adskiller hittet sig markant fra resten af musikken, der dog også stammer fra nærliggende varme himmelstrøg. Powersolo har kastet sig over blues og country i den mest beskidte og punkede form, man vel nærmest kan kalde for ’hard country.’

Foto: Lasse Hoile

Fra scenen fik den ikke så lidt med sydstatsattituder, og bandet førte sig frem med et image af at være totale bonderøve, der ikke laver andet end at dyrke sex, høre rock og drikke bajere, og teksterne handler da også om selv samme emner samt blandt andet en hyldest til at køre på tværs af ørkenen i en truck. På den måde kan man drage en parallel til D.A.D.s unge dage.

Når man hører Powersolo, er der dømt rendyrket fest og luftguitar, og til sidst blev der inviteret en flok piger op på scenen til vild dans til stor publikumsjubel – og da en af pigerne stjal forsangerens kasket, fik vi også bevist, at forsangerens hillbilly-hestehale var falsk. Hvis man kan lide ind imellem at høre rockmusik, der ikke stiller dybe og mere intellektuelle krav til lytteren, så er Powersolo et virkelig underholdende liveband.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Nephew: USADSB
Baby Woodrose: Money for Soul
Baby Woodrose: Dropout!
Powersolo: It’s Raceday … and Your Pussy Is GUT!!!

Deltag i debat