Plader

Pixies: Wave of Mutilation – Best of…

Mange ting kan siges om best of-opsamlinger, især når der end ikke er tale om den første af slagsen, som det er tilfældet med Pixies. Ikke desto mindre er denne plade en god introduktion til alle dem, der aldrig har fået hørt Pixies, og en rar påmindelse om et godt bekendtskab med et suverænt band for resten af os.

Hvad er dit kendskab til Pixies? Måske er du én af dem, som aldrig rigtig har fået lyttet til bandet? Måske er du for ung til at have kendt til dem? Måske bliver der konstant spyttet så mange nye, gode plader ud, som du køber i stedet for at se dig over skulderen… med blikket fæstnet på det band, som sikkert har inspireret halvdelen af de nutidige indierock-navne. Måske har du bare ikke haft råd til at købe Pixies’ bagkatalog? Uanset hvilke af ovenstående kriterier, du kan nikke genkendende til, så er du en del af målgruppen for denne nye Pixies-opsamling, Wave of Mutilation.

De økonomiske interesser er ikke til at overse. I forbindelse med Pixies’ gendannelse vil ivrige gamle fans og nye tilkommere have noget nyt at lytte til. Det “nye” er hermed denne kompilation, som kan være et potentielt trinbræt til et dyk ned i de egentlige albumudgivelser samt en fornyet interesse i Pixies – hvilket kun kan være en god ting.

Pixies er nemlig ikke bare Pixies som band. I løbet af fem plader på blot fire år (1987-1991) lykkedes det fire musikere med en fælles vision at efterlade sig en musikalsk arv, som vejer tungere, end man umiddelbart skulle tro. Det har lydt fra mange sider, at havde Pixies ikke fandtes, havde der ikke været nogen revolution for alternativ rockmusik. Det lyder måske voldsomt, men der er et gran af sandhed i den påstand.

Men hvorfor forholdt sig således? Pixies fik indledningsvis og temmelig utilsigtet overleveret depechen fra bands som Hüsker Dü. De var den type band, som var afholdt både af indie-tilhængerne og fans af den hårdere rock. Det piblede frem med melodiøs nytænkning til den første lejr og interessante og rockende guitarriffs til den anden. Og hvad angik bandets image… ja, der var ikke rigtig tale om noget image. For Pixies handlede det rent og skært om musikken og ikke andet.

Hvis Wave of Mutilation sættes i et objektivt lys, er den helt og aldeles overflødig! Ikke fordi Pixies ikke fortjener en opsamlingsplade – for det gør de i allerhøjeste grad – men simpelthen fordi de allerede har én, Death to the Pixies med nærved 40 sange på (i limited edition-udgaven). Der er desuden udgivet Complete B-Sides-opsamlingen, og alt i alt er bandet på sin vis allerede godt dækket ind.

Ikke desto mindre er Wave of Mutilation sendt på gaden, og hvis den er med til at give Pixies et nyt publikum, så er missionen med pladen som sådan fuldført. Førstegangslyttere kan så undre sig over, hvordan et band med dårligt produceret ko-punk i form af “Nimrod’s Son” fra 1987 kunne bevæge sig mod piskende trommer, kantede guitarer og hvad, der kunne have været en patenteret stille-støjende-stille-formular året efter. Uanset hvad, så forkyndte sange som “Bone Machine” og “Where Is My Mind?” en ny begyndelse for alternativ guitarbaseret musik.

Gil Norton puttede en eksplicit melodisk glans ind i mixet og var dermed blandt de skyldige, der gjorde sange som Monkey Gone to Heaven og “Debaser” til guldrandede klassikere. “Monkey Gone to Heaven” er i særdeleshed altid en kærkommen sang, som er svær at blive træt af – og den er måske det bedste eksempel på Black Francis’ bemærkelsesværdige skift i vokalen fra snak, over decideret sang og til vanvittige bjæf og hyl (»If the devil is six / Then God is seven!«).

Bossanova fra 1990 præsenterede et band, der bevægede sig over i et mere æterisk territorium. “Velouria” lyder stadig fantastisk med Francis’ blide vokalbidrag understøttet af bevægende korharmonier fra bassist Kim Deal, mens guitarerne ufortrødent hugger og gnistrer i baggrunden.

Svanesangen var Trompe le Monde fra 1991, og den var mere af et kradsbørstigt bæst med “Planet of Sound” som det bedste eksempel på, at Pixies aldrig tabte melodierne og omkvædene på gulvet, selv om guitarerne fik mere albuerum.

Men det var samtidig på dette tidspunkt, at bandet var på vej mod opløsningen, og senere samme år overtog Kurt Cobain og co. styringen og førte alternativ rock ind i en kommerciel guldalder.

Det siges, at Pixies gik hver til sit, fordi Kim Deal ville være med til at skrive flere sange. Nu, hvor Pixies har fundet sammen igen, må man da håbe, at hun får lov til det. Pixies-sangen på Wave of Mutilation, som hun var med til at skrive, “Gigantic”, er en herlig omgang rock med et omkvæd i gigantisk stil, så man kan kun ønske sig flere afkast af denne slags.

Selv om Kim Deals band på den anden side af Pixies, The Breeders, havde materiale, der indledningsvis truede med at overgå Pixies’ kreative luftlag (de fleste husker vel “Cannonball”), lykkedes dette dog aldrig nogensinde, hverken for The Breeders eller for noget af Black Francis’/Frank Blacks solomateriale. Kim Deal og Black Francis har brug for hinanden, og de har ligeledes brug for guitar-effektmanden Joey Santiago og det solide trommespil af Dave Lovering. Det store spørgsmål, man nu kan stille, er: Har verden stadig brug for Pixies? Svaret får vi bl.a. til sommer på Roskilde Festival…

Kort opsummering: Dette er en opsamling. Man savner altid sange på opsamlinger. Opsamlinger er sjældent kohærente. Der findes en bedre opsamling end denne. Men materialet i Pixies’ tilfælde er stadig stærkt og vedkommende. Og så glæder vi os til Roskilde Festival. Derfor tildeles pladen i al begejstring 5 U’er.

★★★★★☆

Deltag i debat