Plader

Justin Rutledge & The Junction Forty: No Never Alone

Skrevet af Søren McGuire

Eminent mesterværk fra canadisk troubadour. Uden tvivl det bedste country-genren har præsteret de sidste mange år. En helt igennem fantastisk plade.

Lige siden Gram Parsons tog sit sidste åndedræt på sit motelværelse under den californske ørkensol for 30 år siden, har vi ledt med lys og lygte efter en, der kunne løbe videre med den “alternative” countrys brændende fakkel. For hvert håb, der har forsøgt at stå distancen, hvad enten det har været den tids store sangskrivere som Gene Clark og Jackson Browne eller vor tids Ryan Adams’er og Evan Dando’er, er flammen brændt en lille smule ud. For ingen har hidtil evnet at skrive sange, der på samme tid var tro mod både countrymusikken og selve modstandskampen mod samme genre, som Gram Parsons sange var det. Han var om nogen manden, der på ny bragte nerven og det excentriske ind i en musikalsk tradition, der allerede dengang gav så mange mennesker en dårlig smag i munden. Parsons kunne være blevet en af vor tids største legender, havde han ikke valgt den “forkerte” genre. I dag må han forblive kult for mange og en tilsyneladende uerstattelig Messias for de få.

Men netop som vi indser, at vi skal lade være med at lede efter en ny Gram Parsons, kommer en ung canadisk fyr ind fra sidelinjen og slår benene så hårdt væk under os, at vi knalder hovedet hårdt ned i tilværelsens snavsede betongulv og forsvinder ind i en dyb, velsignet bevidstløshed.

Rent musikalsk udfordrer Justin Rutledges debut No Never Alone ikke genren country i nogen nævneværdig grad. Som han selv siger: “There’s no ’alternative’ in my country,” og det knap 20-mands store backingband The Junction Forty lyder i og for sig også som de fleste andre slow-country bands: velspillende, harmonisk og besindigt. Der bliver aldrig hverken trådt ved siden af eller overdrevet, og man er ikke i tvivl om, at Justin Rutledge og The Junction Forty befinder sig et sted, hvor ingen rynker på panden af hverken lap-steel eller genrens velkendte form for tung ulyksagelighed. Der hviler en nærmest hypnotiserende ro over hele albummet, og på underfundig vis formår The Junction Forty at skabe en sfærisk svøbe over de afdæmpede country-melodier, uden dog at vige fra musikkens uskrevne regler.

Det her er country, ingen tvivl om det, men indpakningen er stadig en snert anderledes end det, vi er vant til. Justin Rutledge er en ung fyr fra Toronto med krøllet hår og et lige så krøllet hjerte af skrøbeligt porcelæn, som kan ryge på gulvet, hvornår det skal være. Han er ikke hærdet som genrens gråsprængte vismænd, som har prøvet det her tusindvis af gange. Justin har stadig svært ved at bære forelskelsens ulidelige smerte, som f.eks. i den enkle, men rammende Special. Det er ubegribeligt smukt.

Selv om selve genren vidner om en vis eksistentiel modenhed, gemmer der sig en forfriskende ungdommelig lyrisk indfaldsvinkel til de drømmende countrysange. Men oftest er denne skjult af en så tung sky af vemod, at man er i fare for helt at glemme, at man rent faktisk lytter til en anden mands tanker og ikke sine egne. Jeg har som regel nok at tage fat i af stumper af knuste hjerter, der én efter én flyder op til overfladen, når jeg lytter til denne plade. No Never Alone roder rundt i både sjæl og sind, og man får mest ud af bare at give slip og lade tårerne trille. Gennemlytning efter gennemlytning – lige meget hvor ondt det end måtte gøre.

Det tyngede sind, som siden tidernes morgen har skabt så store øjeblikke som Hank Williams’ Cold, Cold Heart, Townes Van Zandts Silver Ships of Andilar samt ikke mindst Gram Parsons egen signatur, Hickory Wind, har også taget permanent ophold i Justin Rutledge. Og her befinder det sig særdeles godt. Men man kan også godt tyde en vis form for livsglæde, eller i hvert fald accept i Rutledges tekster. Han er aldrig så ulykkelig, at han mister håbet, for enten skimter han en udvej, en forløsning, eller også accepterer han, at den pige simpelthen bare ikke skal være hans.

Det, der gør No Never Alone til en milepæl i musikhistorien, er derimod først og fremmest de helt sublime og underskønne melodier, der er af så skinnende en karat, at man tvinges i knæ af både deres ynde og den måde, Justin Rutledge med sin beherskede og let grådkvalte stemme leverer dem på. Too Sober to Sleep er en kærlighedserklæring til ungdommens forelskelser, dumheder og uskyldighed: “œGod bless those girls from Barcelona / They smell of roses and cocaine / I hope they know their parents miss them / So do them sunny shores of Spain.”

Med til de mest rørende sange hører også den vuggende A Letter to Heather, den skrøbelige, næsten messende Sleeveless in Vancouver og den særdeles vellykkede gospel-hymne, Lay Me Down Sweet Jesus. Netop i denne sang beviser Rutledge, at han mestrer de klassiske gospel-traditioner. Budskabet er klart: Jesus er den gode frelser. Alligevel får han klemt en lyrisk kant ind i teksten med linjen: “Lay me down sweet Jesus”¦ by the punk rock bands.” Måske er det i virkeligheden i kontrasten – eller rettere sagt, samspillet mellem den uforfalskede country og den kantede lyrik, at man skal finde den egentlig alternative edge hos Justin Rutledge. Det var det, Gram Parsons gjorde, og kan vi alle få ro i sjælen ved at erklære lyrik kontra melodi for essensen af alternativ country, jamen så fred være med det.

Dybest set tror jeg ikke, at Rutledge på noget tidspunkt har villet lave en alternativ country plade; jeg tror nærmere, at han har genfundet den musikalske opskrift, som Gram Parsons opfandt for 30 år siden. Justin er ikke den første til at forsøge sig med den – Whiskeytown gjorde det med et tilfredsstillende resultat tilbage i 1996 på Faithless Street. Men på No Never Alone er det, som om countrymusikken, hvad enten den er alternativ eller ej, fuldendes. Og det er egentlig skidt, for jeg frygter, at vi ikke hører noget, der kan overgå denne plade de næste mange år. Og indtil det sker, skal der ikke herske nogen tvivl om, at Justin Rutledge har lavet det største mesterværk siden Grievous Angel.

★★★★★★

Deltag i debat