Plader

Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly

Skrevet af Martin Petersen

Andet udspil fra Lise Westzynthius er et billede af den årstid, hvor den bliver udgivet, for selv om solen dukker frem, og dagene bliver længere, så truer frosten og gråvejret stadig.

I Rock, You Can Flys stemningsunivers når Lise Westzynthius at indtage rollen som drømmer, elsker, offer, forfører m.m. Hun formår at henrive, forundre, kede og betage i løbet af de 12 numre, som udgør pladen. Rock, You Can Fly er ikke så umiddelbar som forgængeren Heavy Dream; den kræver flere gennemlytninger, før man begynder at udvikle et forhold til pladen.

Allerede ved første gennemlytning vil de fleste dog nok bide mærke i “Cowboys and Indians”, hvor Westzynthius i sit mest forførende toneleje beder dig om at »Swim away with me / To where the sky is never grey« og skaber dermed en stærk kontrast til det foregående nummer, “Northernmost”, der i al simpelhed er de fire linjer »Northernmost / Morning frost / Northern frost / Morning mist« sat i forlængelse af hinanden oven på en meget simpel, men virkningsfuld, blanding af sav og lapsteel.

Teksten til den inderlige åbner, “Séance”, har jeg indtil nu nået at tolke som både en drøm og en voldtægt, men også til at handle om ensomheden i at være i et forhold til et karrieremenneske. »…at home with a stranger / She thought she knew his face…« lægger op til, at tingene ikke er, som hun troede, de var, og når omkvædet lyder »It’s only me, love,« så får man en klar fornemmelse af, at hun også er bange for ham, men hvorfor? Nummeret, stille og indadvendt som det er, bliver leveret med tilbageholdt åndedræt, og det står åbent for enhver at knytte deres historie til teksten.

“Mousquetaire” åbner for effekterne og gør brug af en telefonsvarer. Titelnummeret er en lille åbenbaring, der med simple midler får dig til at tro på, at sten rent faktisk kan flyve. Der er oceaner af optimisme, man kan svømme i, og på dette tidspunkt virker pladen som en oplevelse af de helt store. Desværre falder stenene ned i vandet i løbet af “Reparation”, og selv om idéen bag “Break Another Heart” er god, så er der ganske simpelt ikke materiale nok i den sang til, at den skal vare i underkanten af seks minutter.

Flere steder virker sangenes længde påtvunget; det ville have klædt både “Break Another Heart” og “Return to Take-off” at være blevet kortet ned. Helt slemt bliver det i den syv et halvt minut lange “Sunstroke” og dens knap så lange lillesøster “Dead Angle”. Begge er sovset til med Julee Cruise-vokal og fortsætter i, hvad der føles som evigheder. Det ville virkelig have klædt albummet, hvis disse var skåret fra. Dog skiller den fabelagtige “Sans Souci” sig positivt ud blandt de lange sange; det er det eneste af albummets numre over fem minutter, jeg ikke har lyst til at ændre på, og med masser af lapsteel og Camilla Munck på andenvokal, er det svært ikke at skrue helt op og skrige sig selv helt ud på omkvædet.

Det er muligt, at Lise Westzynthius gerne vil vise, at hun mestrer andet og mere end de små inderlige ballader, hvad hun på Rock, You Can Fly vitterlig gør. Hvis hendes drøm har været at skabe nogle storslåede stykker musik af uendelig skønhed, så bliver jeg nødt til at briste drømmen. Der er simpelthen ikke nok at komme efter i hovedparten af de lange numre på Rock, You Can Fly. Selv om de vokser efter flere gennemlytninger, ærgrer det alligevel, at der ikke er blevet skåret ind til benet nogle flere steder. Det ville virkelig have klædt pladen.

“¦ og ikke et ord om Ian Caple!

★★★★☆☆

Deltag i debat