Plader

Barra Head: Arrival EP

Skrevet af Troels Mads

Det er ikke, fordi der er sket så forfærdeligt meget siden debuten, men så længe Barra Head gør dét, de gør, så godt, som det er tilfældet, lader man gerne hånt om den umiddelbare mangel på nyskabelse. Smagsprøve på nyt album.

Barra Head har ligget på lur i undergrunden siden starten af 90’erne. Ikke desto mindre blev deres mønstergyldige hard rock først dokumenteret på Play/Recs kompilation fra 2001. Senere samme år og på samme selskab udkom så den egentlige debut, Songs and Departures. Efter tre år med livejobs som eneste udtryksform og formodentlig som en appetizer for det næste rigtige album, udkom ep’en Arrival i juni.

Det er rimelig straight støjrock på hugst i postrocken, mere end det er nu-metal. Nok er lydbilledet komplekst, men det er ikke unødvendigt kunstlet. Det er tungt og groovy med stigende og faldende intensitet, og teksterne er umiskendeligt politiske. Klassisk rock for tre: guitar, bas og trommer – og overvejende råbevokal, der formidler de letfordøjelige paroler om at vinde, tabe og slås, at leve med frygt for trods alt at vælge at tro og se frem. Intentionerne – at skrive tekster, der kan formidle holdninger – er formodentlig de bedste, men det virker desværre sprogligt forkrampet. For fortænkt, simpelthen.

Det unødvendigt konstruerede var netop et flere gange fremført kritikpunkt af debuten, men her må det med glæde konstateres, at det kun er det lyriske, der endnu hænger fast i moradset: Musikken er gået i en langt mere løssluppen retning. Det er stadig de komplekse rytmemønstre, der bygger bro mellem de mere indadvendte passager og de frontale støjudladninger, men strukturen virker – skønt der ikke er ændret alverden på den – langt mere naturlig i denne ombæring.

“The Discipline of Making Sense” har en fantastisk intro, men det er i den overraskende opbyggede to’er, “The Paranoia Twist”, at potentialet for alvor får lov at udfolde sig. “All Is Not Lost pt. 2” peger sjovt nok tilbage mod det i titlen enslydende nummer fra debuten, og ep’en rundes af af en instrumental tour de force i indædt rytmik, “A Ship by the Name”.

Barra Heads musikalske pejlemærker kunne udmærket være bedagede støjpionerer som Sonic Youth og Dinosaur Jr. og lidt længere ude i horisonten måske bands som Hüsker Dü og Slint. Slægtskabet til støjrock-/postpunk-scenen af de tidlige 1990’eres USA er i hvert fald større end til nutidens eklektiske bruit d’art.

Hvis Barra Heads force hverken er, at de er nyskabende, eller at de tekstligt er synderlig interessante, står kun kernen tilbage: musikken. Man fornemmer straks, at den leveres af knalddygtige musikere, der virkelig forstår at formidle 10 års sammenspil med overbevisning. Der er en sjældent hørt tight instrumentering hele vejen rundt, og det er dét, der er ep’ens væsentligste trækplaster.

Barra Head opdaterer en genre – hvor det avantgardistiske og eksperimentelle stadig fylder udsynet – med 10 år gamle virkemidler. Og det gør de altså godt. Hvis de tør tage skridtet helt ud og i endnu højere grad slippe hestene løs og lade vognen stå på den næste fuldlængde, er der med garanti endnu flere U’er i sækken til den tid.

★★★½☆☆

Deltag i debat