Plader

Brazil: A Hostage and the Meaning of Life

Skrevet af Tobias Bukkehave

Brazil er på banen igen, denne gang med en virkelig interessant, men også meget besynderlig og svært tilgængelig plade.

Amerikanske Brazil debuterede i efteråret 2002 med EP’en Dasein, som de udgav på selskabet Fearless. De spillede sig med denne udgivelse ind på den voksende emo/post-hardcore-scene i USA. Der er dog bred enighed om, at dette første udspil ikke vil gå over i historien som en superdebut. Dasein slår imidlertid nogle af de toner an, som Brazil på A Hostage and the Meaning of Life til tider får til at harmonere helt perfekt.

På denne plade eksperimenterer amerikaner-sekstetten Brazil med alt fra klaverstykker og tre keyboards samtidig til lange, sære saxofonindslag. Selv om det er lækkert at høre et band, der på den måde udfordrer emocore-genren, som til tider (især for tiden) kan virke en anelse reaktionær og kedelig, bliver lydbilledet på A Hostage and the Meaning of Life til tider for kompakt, uklart og sært.

Et godt eksempel på denne tendens er nummeret “Metropol”¸ hvor et i grunden lækkert og dynamisk nummer løbende bliver skudt i sænk af decideret dårlige arrangementer, hvor en skabet saxofon slås med en gal pianist om at knuse sangen, hvilket til sidst lykkedes for dem begge. Helt galt bliver det med nummeret “Form and Function”. Tracket er, som titlen antyder, ét langt formeksperiment. Et mystisk, dystert tema kører i baggrunden, mens en række elektroniske lyde skiftes til at irritere i forgrunden. Jonathon Newbys specielle stemme og raffinerede lyrik er udeladt. Man aner idéen et eller andet sted, men reelt bliver den ikke til andet end et prætentiøst forsøg på at skille sig ud. Heldigvis følger den langsomme og smukke perle “Fatal and Futigue” lige efter, og den stråler så kraftigt, at man næsten glemmer det sørgelige kiks, man netop har været vidne til.

I størstedelen af skæringerne lykkedes det dog at skabe en virkelig speciel, energisk og stemningsfyldt lyd, og derfor er det synd, at Brazil ind imellem vil det hele på en gang.

Lyrisk fungerer denne plade virkelig godt. Jonathon Newby er nærmest stereotypen på den tænksomme, mystiske og dygtige emo-frontfigur, der med egne ord i et interview siger: »I love movies, particularly by the following people: David Lynch, Tim Burton, Stanley Kubrick. I also like books. I also like to sit and stare off into space.« Hans tekstunivers er da også bygget op omkring den dysterhed, melankoli og smerte, der præger ovennævnte instruktørers film.

Der er i teksterne en refleksion over det moderne menneskes ensomhed og fremmedhed i forhold til omverden, som til tider kan betegnes som decideret dyb og avanceret. Et eksempel er starten på den virkeligt vellykkede Hostage, hvor Newbys følsomt aggressive vokal går: »J’ai une âme solitaire / Feel the same? / Can you not see it? / Your lips dripping poison / the fighting is over / won without a sound / alone in a white room / alone with no one.« Strygere i en passende dosis og et aggressivt guitarriff danner sammen med mange breaks og skift i musikken en rigtig lækker og dynamisk musikalsk ramme for tekstens glimrende lyriske indhold. Dette nummer er virkelig et eksempel på, at Brazil ind imellem formår at kombinere de ambitiøse og avancerede arrangementer med et vedkommende og smukt indhold. Når det sker, træder gruppen virkelig i karakter, og man bliver suget helt ind i Brazils stemningsmættede verden.

“Hostage” er det første nummer på pladen, og det sparker i den grad skiven i gang. Selv om den positive tendens, nummeret slår an, desværre ikke holder hele pladen ud, er der heldigvis flere Brazil-lækkerier undervejs. I The Novemberist finder vi noget, der kunne minde om hele emo-æstetikken samlet i et nummer. Det emmer af typisk emo-novemberstemning og mørk, opgivende ungdomspoesi, når Jonathan Newby indledende synger: »I dream of airplanes crashing / solemn beginnings daily / every day I grow old / “¦ / save a match for me / run with me into the flames / play the game with me tonight.« Kærlighedens umulighed og farlighed er et typisk tema hos mange halvkedelige teenage-emobands, men i “The Novemberist” får klichéen tilføjet en selvdestruktiv kant, som løfter nummeret op på et højere lyrisk plan, uden at Brazil falder i den meget farlige prætentiøse faldgrube, der ellers ligger lige for. I det hele taget er Brazils tekster præget af et meget rigt billedsprog, som på A Hostage and the Meaning of Life stort set hele tiden balancerer på den rigtige side af knivsæggen mellem kliché og originalitet.

Der er ingen tvivl om, at Brazil med A Hostage and the Meaning of Life beviser, at de er et band, man bør holde øje med i fremtiden. Pladen er til tider nær fuldendt. Ud over de nævnte er numre som “Escape”, “Aventine” og “Zentropa” rigtig gode sange. Pladens mange musikalske og tekstlige lag gør, at den vinder ved nærmere bekendtskab. Man skal altså høre den mange gange, før den virkelig fanger. Men selv når den gør, er der desværre en række irritationsmomenter, man bare ikke kommer uden om.

Alt i alt en lækker og ambitiøs skive fra et ungt band, som fortjener opmærksomhed, men som også har en del finpudsning foran sig.

★★★★☆☆

Deltag i debat