Plader

Citizens Here and Abroad: Ghosts of Tables and Chairs

Skrevet af Peter Hansen

Med smuk og poppet shoegazer-musik leverer Citizens Here and Abroad en fremragende debutplade.

Det må ikke altid være let at være musiker. Man skal helst både være poppet og eksperimenterende på samme tid. Nogle løser dette dilemma ved simpelthen at skrive så gode popsange, at man ikke kan sidde det overhørigt. Andre udfordrer konventionerne så meget, at alene det er værd at tage hatten af for. Og så er der dem, hvor hele idéen ligger i kombinationen af de to ting.

Citizens Here and Abroad falder ind under den sidste kategori. På debutpladen Ghosts of Tables and Chairs er der ikke popnumre, der slår benene fuldstændigt væk under dig ved første gennemlytning. Og på den anden side sidder man heller ikke med fornemmelsen af, at man hører noget banebrydende nyt her.

Umiddelbart en lidt kedelig beskrivelse, men alligevel er der et eller andet, der får en til at vende tilbage. Hver eneste af de første mange gennemlytninger kaster nemlig et eller andet af sig, så man bliver hængende. Og efterhånden åbenbarer det sig, at det her faktisk er rigtigt godt.

Det første nummer, der springer i ørerne er den tredje skæring, Appearances, der også generelt er et af albummets bedste numre. Det er nok dette nummer, der får allermest ud af den vokalkonstellation, som går igen på det meste af pladen. Adrienne Robillard står for den monotone, halvsøvnige kvindevokal, mens Chris Groves leverer den skrøbelige, høje og lyse andenstemme. Musikken er en omgang guitardomineret shoegazing i den poppede ende med masser af xylofon, og det samlede resultat er et lydbillede, der konstant er interessant uden at blive navlepillende.

Det er intens rockmusik, der ubemærket leverer gode melodier til lytteren. Det er drømmende musik for folk, der aldrig har prøvet at sove, og numrene flyder flot efter hinanden uden nogensinde at flyde over.

Næsten lige så godt som Appearances er In Flight Movie. Et hypnotiserende smukt episk nummer, der i både i melodi og tema minder en del om Death Cab for Cutie.

Generelt er der ikke et eneste dårligt nummer på pladen, og selv om det tager lidt tid at komme helt ind på livet af Ghosts of Tables and Chairs, er det bestemt en tid, der er godt brugt. For et band, der kan kombinere det smukke med det intense, det støjende med det eftertænksomme og det poppede med det interessante, de fortjener da mindst et par timer af dit liv. Gør de ikke?

★★★★★☆

Deltag i debat