Plader

Clann Zú: Black Coats and Bandages

Irsk/australske Clann Zú er på gaden med opfølgeren til debuten Rua. Man skulle næsten tro, at bandet har lyttet til os her på Undertoner – i hvert fald har de fået styr på deres inspirationskilder og lyder mere, som om de ved, hvor de vil hen.

Clann Zús debut, Rua, nåede et par år efter udgivelsen i hjemlandet til Danmark og ramte Undertoners bord sidste efterår. Efterfølgeren er nu landet; den hedder Black Coats and Bandages og blev officielt udgivet d. 1. juni, og det er altså grunden til, at vi allerede nu kan skrive om dem igen.

Rua var et ikke helt vellykket, overlæsset monster af forskellige inspirationskilder. Der var benhård drum’n’bass, indslag af irsk folkemusik, støjende guitarer og politiske tekster. Selv om pladen var fermt skruet sammen, var helhedsindtrykket dog alligevel for diffust. Det var uklart, hvad bandet ville andet end at udtrykke deres vrede over globaliseringen.

Med Black Coats and Bandages forholder det sig noget anderledes. Det musikalske udtryk er blevet en hel del klarere og meget mere fokuseret. Man kan ikke ligefrem høre, at det er det samme band, der spiller.

De pludselige og umotiverede indslag af breakbeats er afløst af en mere tilbageholden og stoflig elektronisk redigering, der oftest ligger under de til tider temmelig opfindsomme rockarrangementer og farver det samlede udtryk. Den irske inspiration er stort set væk – den ligger og rumler som en fjern torden i nogle af melodierne og i enkelte af arrangementerne, men er ellers beskåret til, at to af sangene synges udelukkende på irsk.

Derimod præsenterer Clann Zú et sammenhængende musikalsk univers, hvor der er kælet for melodier og detaljer i arrangementerne. Alligevel kan jeg ikke lade være med at høre diverse inspirationskilder i bandets musik. Og det er der jo som sådan intet at sige til, da alle jo står på skuldrene af hinanden – spørgsmålet er bare det sædvanlige: Har man frigjort sig fra sine “fædre” og fundet sig selv? Svaret i Clann Zús tilfælde må blive et rungende, klart og utvetydigt “både-og”.

Hvor man på Rua kunne have en anelse om, at Clann Zú ville være en australsk udgave af Asian Dub Foundation parret med Godspeed You! Black Emperor, er denne nye udgivelse mere en krydsning mellem Nick Cave og Radioheads Kid A og Amnesiac.

Titelnummeret er således en stille og smuk klaverbåren ballade, som kunne være et overskydende nummer fra Caves No More Shall We Part. Sangeren, Declan de Barra, præsenterer allerede her sin stemmes omfang, der rækker fra en dyb og rugende baryton (en klar Nick Cave-inspiration) til det høje, nærmest falsetagtige, angstfyldte skrig (hvem sagde Thom Yorke?). Begge yderpoler nås endda, uden at det lyder, som om manden anstrenger sig!

“From an Unholy Night” og den på irsk sungne “An Deirdreadh Scéal” er to sange, der, alle deres forskelligheder til trods, sagtens kunne befinde sig på et af de nævnte Radiohead-albummer. Den første er bygget over et vuggende bas-ostinat og er fyldt til randen med freejazz-improvisationer, fræsende guitarkaskader og elektronisk efterredigering i form af støj og sære lyde, og den sidste er en stille ballade, som Declan de Barra hulker sig igennem. Disse numre er dog alle – inspirationskilder eller ej – lytteværdige i deres egen ret, ganske simpelt fordi de leveres med energi og overbevisning.

Det bedste nummer må dog være “There Will Be No Morning Copy” – fremragende trommeprogrammering, excellent udført klimaks og en god melodi. Teksten handler om den nyopførte israelske mur og palæstinensernes kamp for en selvstændig stat. Og selv om “There Will Be No Morning Copy” altså er et fremragende nummer, der viser, hvor meget Clann Zú har udviklet sig musikalsk fra debuten, så er teksterne stadig det samme dystre mix af anti-globaliserings-paroler, den tredje verdens desperation, ulykkelig kærlighed som fører til ekstreme handlinger og vendinger og billeder som taget ud af Det Gamle Testamente. Selv om det er rart med et rockband med udsyn, er det altså et udsyn, der er begrænset af en valgt ideologi og af nogle mørke solbriller med skyklapper på.

Politiske paroler er ikke poesi, og man kan godt i længden blive lidt lang i spyttet af alle de blødende kroppe, engle med dødningehoveder og desperate personer, der befolker Declan de Barras tekster. Måske Clann Zú skulle nærlytte Nick Cave? Så ville de opdage, at der midt i hans sortsyn gemmer sig en ubetalelig galgenhumor og et syn på livet, der ikke er så sort, at man ikke kan se nogle nuancer.

Skal man lægge vejen forbi Clann Zú, skal det altså være pga. musikken, der er opfindsom, legende og tvetydig, og som ved flere gennemlytninger afslører fine og overraskende detaljer. Den rykker, den er larmende, den er knugende – og sine steder ganske smuk.

★★★½☆☆

Lyt til “There Will Be No Morning Copy”:
[audio:http://www.g7welcomingcommittee.net/mp3/morningcopy.mp3]

Lyt til “From Bethlehem to Jenin”:
[audio:http://www.g7welcomingcommittee.net/mp3/bethlehemtojenin.mp3]

Deltag i debat