Plader

Cranes: Particles & Waves

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Cranes’ syvende studioalbum fortsætter, hvor det forrige album slap, og viser et band, der er på vej væk fra den dronede shoegazer, som de startede med at spille i slutningen af 80’erne.

Der er sket meget med lyden af Cranes siden slutningen af 80’erne, hvor bandet blev dannet og hurtigt fik sin del af shoegazer-fansene med sin dystre og dronede rock med æterisk vokal, som man kender fra Cocteau Twins og My Bloody Valentine. De to søskende Ali og Jim Shaw udgør kernen i Cranes, og i 2001 udgav de efter fire års pause albummet Future Songs, som fungerede som et opgør med bandets tidligere lyd. Der var mere melodi og mindre drone, og Ali Shaws stemme var mere tydelig og fremme i lydbilledet end nogensinde før. Particles & Waves fortsætter i samme spor og byder på endnu mere fornyelse af den oprindelige Cranes-lyd.

På Cranes’ syvende studioalbum er der endnu mindre rock og drone, og der er mere foruroligende drømmepop og flere ambiente lydlandskaber. Guitaren er stadig med i det musikalske udtryk, men den er kommet lidt ud på sidelinjen og må acceptere at skulle spille sammen med flere elektroniske instrumenter end før.

Albummet åbner med den todelte “Vanishing Point”, som egentlig er meget symptomatisk for resten af albummet. Den første halvdel af nummeret består af et blødt bossanova-beat med blide durakkorder hen over fra en synth. Ali Shaws milde vokal smyger sig ind og ud mellem rytmerne, og det hele er dejligt og lyserødt blomsteragtigt – og egentlig også en smule kedeligt. Så kommer der en underlig reallyd, som om nogen slukker for en båndoptager, og musikken stopper helt. Ved første gennemlytning var jeg sikker på, at det var slutningen på første nummer. Men det er det ikke: Et lofi-guitarriff og nogle baggy trommer åbner for anden halvdel af nummeret. De spiller den samme melodi som i bossa-indledningen. Ali Shaws stemme er stadig mild, men befinder sig rigtig godt (altså bedre) sammen med den mere rustne og uproducerede lyd.

Resten af albummets numre befinder sig et sted mellem disse to poler. Størstedelen af numrene på Particles & Waves er for ferske og pæne i produktionen. I stedet for et givtigt modspil til Ali Shaws bløde og æteriske vokal bliver de rent musikalsk en forræderisk medspiller, som får lyden til at vælte i tønden med den kedelige og søvndyssende drømmemusik – selv om der bliver tilsat malurt i form af foruroligende elementer som dissonante akkorder, lavfrekvente toner og industrielle lyde af blandt andet rundsave. Det gælder “K56”, “Avenue A”, “Streams” og til dels “Here Comes the Snow”, som dog reddes af falske guitarer og trommer, der falder over sig selv.

Som modspil til det blide og bløde på albummet er der en række numre, som til dels stritter, men alligevel peger i samme retning. Titelnummeret er en fransksunget sag med dybt trommespil og et hav af guitarer, der hele vejen gennem nummeret ligger og giver Ali Shaws vokal en modstrøm at svømme i. “Astronauts” er instrumental og med sit pianotema en oase på albummet. Melodien er foruroligende og dog gøgleragtig, hvilket bare gør den endnu mere foruroligende. “Far from the City” befinder sig sammen med afslutningsnummeret “Light Song” mest i kategorien af numre uden modspil, men numrene får alligevel manøvreret sig uden om ligegyldighedens strøm, og især “Light Song” er egentlig en meget sød ballade. Her fungerer Ali Shaws stemme måske også bedre, fordi der er mere rumklang på end i mange af de andre numre.

Ali Shaws stemme er et kapitel for sig og har været et varemærke for Cranes. Tidligere har den fungeret mere som instrument, fordi den lagde en blød og susende dyne til musikken indefra. Hendes stemme er stadig blød og sølvagtig og måske endnu mere lillepiget, end man kunne forestille sig, at den kunne blive. På Particles & Waves er Ali Shaws stemme mixet langt frem i lydbilledet, og man kan (mere end tidligere) næsten høre hendes ord. Det er måske en smagssag, men hendes stemme bliver nogle gange lidt for skrøbelig på en skabet måde, og den fungerer bedst der på albummet, hvor den er mixet knap så langt frem i lydbilledet – eller helt er væk til en afveksling. Helt forløsende er nummeret “Every Town”, hvor Jim Shaw synger. Det er et næsten-countrynummer, der er helt spacerock-repeterende og et af albummets bedste numre.

★★★½☆☆

Deltag i debat