Artikler

Et kaleidoskopisk tilbageblik på Roskilde Festival 2004

En festival med godt humør trods regn, men med få rigtigt gode musikalske oplevelser og endnu færre overraskelser.

10. gang med fødderne på Dyrskuepladsen. Anden gang med grødagtig jordoverflade godt oppe over anklerne. Endnu en bunke drøn til hårdt prøvede ører – i pauserne spædet op med lummer junkfood forklædt som rustikke delikatesser til Tivoli-priser. Roskilde anno 2004. Nye toner og nye idéer – og samme toner og samme gamle idéer. I én stor flodbølge på godt og ondt. Hermed netop en bølge af hele fornøjelser og halve franske visitter fra syv forskellige scener.

Tilløbet
Tjekkede Mevâdio ud på Campingscenen mandag. Kom til at kalde dem Medova i de følgende dage. Måske meget passende da deres musik nok altid vil være en tynd kop te for en ikke-metal-interesseret.
Wäldchengarten leverede, hvad der nok må være den første koncert på Campingscenen nogensinde, som hverken kan kategories som pop eller rock. Pludselig stod spørgsmålet: Hvorfor er elektronikken først kommet til den scene nu? Anyway, kroppen klaskede som en velvillig crash test dummy ind i støjmuren med et smil.
Tirsdag tittede solen frem det meste af dagen, og vi fik atter fast grund under fødderne. Men opskriften resten af ugen lød: Regn. Regn. Solregn. Regnsol. Regnsolregn. Solregnsol. Regn. Reeeeegn! Tæer krøllet sammen i sure plasticposer eller gnubbet godt i gummistøvler.
Noxagt brød igennem onsdag med energisk norsk mørke. Tonstunge trommer, forvrænget akkord-bas og tortureret bratsch blev tilsammen en mærkværdig crowdpleaser, der gav lyst til mere.

Torsdag uden topunderholdning
Så blev det endelig torsdag! Dropkick Murphys blev i programmet solgt som irsk punk med keltisk inspiration og lød som om, at Green Day havde fundet en bog med gamle pubsange og stjålet en sækkepibe, som de kunne klemme ind nogle få steder for at skjule de tre punk-akkorder. Blink 182 for drukmåse?
Ankom dejligt uvidende til TV on the Radio for at høre, hvad dette pænt omtalte band egentlig lavede. Fik en gedigen gang støjrock med intenst vokalarbejde oven i hatten – dog uden at teltdugen løftede sig ret meget.
Turen gik derefter af uransagelige årsager videre til naboscenen. På scenen stod Joss Stone – et soultalent så lavtaljet at hvis hun ikke havde trimmet missen hjemmefra, ville den have hvæsset klør i de forreste publikummer og sikkerhedspersonalet. Fint at Roskilde genremæssigt gerne vil sprede sig lidt, men der må da for pokker være bedre r’n’b end det, der blev præsteret der.
Korn præsterede på Orange Scene at udleve den længste Adidas-reklame i nyere tid og fik samtidigt også spillet lidt fuck-jer-metal som en sidegevinst.

Fredag med få godter
Graham Coxon hang i luften over scenen som den semi-polerede slackerpops ukronede riffmeister og rørte kun lige jorden, når han nørdede lidt for galleriet ved at klø sig i britpopmanken. Helt klart et skvæt af det rigtige den dag.
En aflyst David Bowie gav af underlige årsager plads til helvedesdukkerne Slipknot og deres teatertorden. En overraskende venlighed over for publikum til trods for den hårde facade og endnu en karikeret fuckfinger til det amerikanske establishment, som jeg som dansker dog kun kunne stå og smågrine lidt af, mens jeg hyggede mig med deres energiske show.

Deres tidlige koncert betød, at Pixies var blevet rykket op en halv time før David Bowies spilletidspunkt, og det ramlede lige sammen med Under Byen-koncerten. Uheldigt for mit vedkommende. Havde de dog bare fået Bowies oprindelige tid. Beslutningen om at snuppe det halve af hver kom i karambolage med forreste række i et fyldt Under Byen-telt. Kom aldrig derfra i tide. Fik dog ikke en dårligere oplevelse af den grund. Under Byen sejlede et tændt publikum ind i den blå skov, hvor kvinder efterlades med deres snoede, hypnotiske trylleremser om ispaladset, savn og den evige kærlighedskarusel i en stålfast tro på magien i musikken. Fik derfor kun halvandet nummer med den voluminøse Pixies-mumitrold Black Francis og hans meget lille udseende guitar. Man skulle tro, at de måske ville levere et langt show, nu da de endelig var samlet igen. Men nej.
Andetsteds sugede belgiske Viva Le Fête som en kleptoman igle på 80’er-poppen. De tilførte den intet nyt og havde også et par patetiske covernumre med.

Lørdag med fest og pinlige optrin
Lørdag meldte trætheden sig for alvor i benene. Mit kongerige for en græsplet jeg kunne sidde på, tænkte jeg. Men nej, vi svømmede stadig rundt i Mudville, DK. Og hvor blev den træflis af, som årene før var en velkommen gæst i stride (strømme) tider?
Martin Ryum boblede af nasal hygge og savn fra storbyens lune lommer af partyensomhed og piskede den op i en beskidt groove af hammerpiano og guitarfræs under en morfarhat. Jomi Massage skreg overbevisende igennem med det meget sigende ønske: “Give me room… Rooooom!” Og det fik hun. Helt fortjent. Mudderkagen så ud til at føles som hjemmebane.
Tiger Tunes tog konsekvensen af deres party-image og klædte sig på til bryllup. Roskilde er stedet til den store fest, og med næsten fyrre koncerter på to måneder under bæltet viste de, at de i den grad var vokset med opgaven. Måske derfor syntes jeg også at kunne spore et par enkelte træthedstegn. Men bandet fik publikum med, og festen udeblev da heller ikke.
Quannum Projects præsentede god gedigen og energisk hip-hop på en i nogles øjne lettere hip-hop-overlæsset festival. Pladeselskabets hovednavn Blackalicious viste sig at være soulful, men gumpetung trods hurtige tekster. Det samme kunne man ikke sige om samme labels newcomers Lifesavas, der havde lige den sprælskhed og oprigtighed i deres budskaber, så man fløj igennem deres svingende og livsbekræftende set.
Jurassic Park-dinosauren Iggy Pop kneppede forstærkeren, rakte tunge og gav os alle fingeren – og viste at han i modsætning til resten af The Stooges ikke havde ændret kropsstørrelse gennem årene. Han havde dog stadig ikke kunnet finde et par bukser i den rette størrelse. Møntindkastet lige under hans solarielinje tiggede på en femmer slynget behændigt afsted fra første række. Blandt publikum lød imponerede kommentarer: “Utroligt at han stadig kan.” Meget vel. Men der var i alt fald én, der tænkte: “Utroligt at en mand i løbet af 57 år endnu ikke havde lært at opføre sig som et voksent menneske.” Havde han leveret den samme musik som en mand, der havde lært af sine fejl og opførte sig derefter, så ville jeg måske være blevet og lyttet. At han i interviews har lydt klogere de senere år kom ikke til skue på Orange Scene. Bevares, spil for galleriet. Men med værdigheden i behold. Hvis man skulle kunne udlede noget som helst af Iggy Pop anno 2004, så må det være: ’Kids, stay off drugs!’

Plaid afløste for aflyste LFO, der tilsyneladende ikke kunne komme, fordi han skulle mixe Björks plade færdig. Og jeg som troede, det var noget alvorligt. Pfft! En aftale er en aftale, kammerat! Det var dog en bytteordning, der gav mere mening end Slipknot for Bowie. Men ak, det meste af Plaid-koncerten blev oplevet fra forreste række og lød som om, vi kun fik monitorlyd. Efter et totalt strømafbrud på scenen til sidst i koncerten (et problem med noget vand, sagde de. My god!) fik vi dog lyd over det hele og kunne så lige få lov til at nyde det sidste nummer.
Senere tog Kraftwerk-eksilen Karl Bartos over med en koncert, der lød som om, han kun havde kunnet få copyright til de gamle Kraftwerk-samples og derefter havde sat dem sammen igen på en ny måde i løbet af en eftermiddag. Hvert nummer blev mødt med genkendelsens glæde de første sekunder og så derefter skuffelsen – “hov, det var jo ikke det nummer alligevel.
I en sølvfarvet DJ-vogn foran Orange Scene forsøgte Fatboy Slim at varme pladderet og gummistøvler med en gang pladevenderi. Måske havde det været bedre på en varm sommeraften, men det virkede i hvert fald som en fejlslagen billig løsning til et stort lørdagsrabalder med et afdanket Ibiza-vrag.

Glad søndag med ordentlig afrunding
Sidste dag blev der spejdet efter … ta-daaaa … søndagskoncerten! Den koncert hvor man kan tage den helt med ro, fordi vejret er godt, og musikken bringer et smil på læben. Det husker jeg stadig Grant Lee Buffalo og Buddy Guy for. I år blev det Michael Franti & Spearhead. Parolerne var ligetil: “The streets are alive with the sound of boom-bab!” og “All the freaky people make the beauty of the world.” Franti var helt klart en af dem, jeg meget gerne ville tjekke ud, men jeg havde nok ikke regnet med, at det ville gå hen og blive en af årets bedste oplevelser. Men måske er det det, man har brug for i mudderet? Ikke flere sørgelige fuckers. Erasure og Pet Shop Boys var også tiltrængte i det pladrede 1997. Solen gav Franti et hul i skyerne på størrelse med en koncert. En fra publikum sagde bagefter med et grin: “Ja, det regner ikke på Guds bedste børn.” De gode vibrationer kulminerede med direkte publikumskrammere fra Franti efter koncerten, der havde været en indholdsrig opvisning i ægte spilleglæde og funky tæft – og en knivspids velplaceret Bush-bashing.
Efter en udmattende uge blev Muse udpeget som sidste stop før afgang. Hi-speed guitarlir spændt for en regn af stroboskop-kaskader i en metallisk katedrals karaoke-night. Nålestribet sortsind krænget ud så afmålt og veludført at man tilgav storhedsvanviddet med storskærmen og det lysende orgel, der må være blevet rippet blandt rekvisitterne til Nærkontakt af 3. grad. En grande finale som den skulle skæres.

Kort sagt: alt i alt en festival med godt humør trods regn, men med få rigtigt gode musikalske oplevelser og endnu færre overraskelser. Den musikalske menu indeholdt for meget luft og vindfrikadeller. Der blev ellers grovædt – også meget mere end nævnt her. Den noget mere vitaminrige 2003-festival kom næsten som en åbenbaring oven på det tynde 2002. Pludselig var der håb endnu, og flammen brændte lyst. I 2004 blæste en hård vind dog meget tæt på denne flamme – en vind opstået i hulrummet efter de manglende progressive elementer og musikalsk nysgerrighed.
Hvis Roskilde fortsætter ad denne vej, bliver der ingen 11. Roskilde Festival for mit vedkommende, og pengene, der spares, bliver i stedet brugt på RECession Festival, Forma Nova Festival og Gutter Island. For mig er Roskilde Festival ikke udelukkende druk og hygge (det kan selv det tyndeste program nok ikke kan ødelægge). Musikken er nu nummer ét. Derfor forlod en lidt slukøret festivalgænger Dyrskuepladsen i år.
I toget hjem blev en Kurt Vonnegut-bog hevet op af tasken – lagt derned før den hygiejniske afgang for en uge siden uden tanke for den rammende titel: Welcome to the Monkey House. Den lader vi stå et øjeblik…

Deltag i debat