Plader

Flying Virgins: Lazy EP

Skrevet af Klaus Mors

Flying Virgins lyder stadig meget interessante, men samtidig er det, som om de ikke helt får forløst deres potentiale.

Kun et år efter Your Spectacular Light udsender Flying Virgins denne ep, der skal ses som en forløber for det album, som bandet i øjeblikket arbejder på. Den placerer bandet meget tæt på førerfeltet inden for melankolsk indiepop – en bred og egentlig ikke så dækkende betegnelse – selv om de stadig mangler det sidste for virkelig at kunne gøre sig gældende.

De er ikke særlig originale, men det kan altså ikke fratvinge lytteren den stærke følelse af behagelighed, som det uvilkårligt giver at lytte til bandets ekstreme skrøbelig- og inderlighed. Den store patos, som man ikke kan undgå at blive konfronteret med, tager bandet i stiv arm og giver den gerne et ekstra nøk ved f.eks. at lade den ringende guitar og lyden af rindende vand fortsætte i et stykke tid i afslutningsnummeret “How to Devour a Butterfly”. Det kræver mod, men hvorfor skulle man ikke have det, når éns grundmateriale er så godt?

“Evil Fender” åbner det melankolske bal med en produktion, hvor der er meget højt til loftet – men hvor der også er plads til det. Det er flot og giver løfter om et udtryk, der måske ikke er så nyt, men særdeles veludviklet. En shoegazer-inspireret guitar dominerer lydbilledet, efter at sangen for alvor er kommet i gang, og den er både drømmende og støjende. Enkelt, smukt og behageligt. Der bliver lige så stille bygget op, uden at det dog giver påmindelser om stilhed-støj-stilhed-formlen. Det er simpelthen en rigtig god åbningssang, og man er som lytter ikke i tvivl om bandets kvaliteter.

“Lazy Star” fortsætter i samme spor, selv om sangen ikke kommer op på helt samme niveau som “Evil Fender”. En klar, smuk og ringende guitar er sammen med de tilbagetrukkede trommer med til at skabe en følsom og behagelig intimitet, som man bl.a. har oplevet hos de danske himmelstormere Mew. Det er desværre også sangens akilleshæl – den lægger sig lidt for tæt op af Mew. Det virker dog ikke bevidst, og det skyldes højst sandsynligt kun fælles inspirationskilder!

Man kan let lade sig forføre af de små finesser i musikken, som Flying Virgins spiller på. De små breaks, den storladne lyd, den skrøbelige og lettere androgyne mandestemme, klokkespillet og trommerne. Det er alle elementer, som Flying Virgins benytter sig af, og de får det til at fungere – uden det kommer til at virke kitschet eller påtaget. Der er derfor ingen grund til ikke at holde af Flying Virgins. De laver smuk musik, som er godt produceret – og ikke mindst har de tiden foran sig. Derfor er der gode chancer for, at deres lyd ikke er færdigudviklet.

“Tahoe Morning Diner” er en lille indieperle, som vækker lytteren, efter at man nærmest er blevet lullet ind i en slumren efter de to første numre. Den er væsentlig mere up-tempo, om end lydbilledet er intakt – klokkespil, storladen lyd osv. Sangen er skøn, men den er i udtrykket ganske anderledes end de andre sange, hvilket ikke er noget problem på en ep, der gerne må vise forskellige sider af bandet, mens den nok ville virke lidt malplaceret på et album.

Album nummer to er i hvert fald blevet en tand mere imødeset for mit vedkommende, da denne ep intensiverer interessen for bandet. Man falder ikke på halen, men der er præcis så meget potentiale – og lidt til – i disse fire sange, at det næsten kun kan gå hen og blive rigtig spændende.

Jeg er fuld af lovord over for denne kvintet, og jeg synes ærlig talt, at de har fortjent det. Bandets rivende udvikling og arbejdsomhed gør mig ligeledes sikker på, at det ikke vil fungere som en sovepude, men nærmere som et skulderklap og en lille formaning om at det kan altså blive endnu bedre. Jeg håber, at albummet bliver klar til efteråret, for det kan definitivt gå hen og blive soundtracket til mange kolde og stjerneklare november-nætter.

★★★★½☆

Deltag i debat