Plader

Sivert Höyem: Ladies and Gentlemen of the Opposition

Skrevet af Søren McGuire

Dette noget besynderlige solo-udspil fra Madrugada-frontmanden beviser, at han trods alt har humor. Selve sangene er både fængende og ufokuserede.

Norske Madrugada har på deres tre album altid rodet rundt i et The Doors-inspireret mørke, hvor guitarforstærkere og generelt surmuleri blandet med en sexet og møgbeskidt energi har avlet både intens genialitet og ligegyldig selvforherligelse. Heldigvis har der været flest gode øjeblikke, og Madrugada må stadig betragtes som Norges storleverandør af melodisk dommedagsrock. Hvad dét præcis er, ved jeg ikke, men du genkender det sikkert, når du hører det.

Nu har den tårnhøje forsanger Sivert Höyem lavet en soloplade. Og den er temmelig underlig. Sivert Höyem har bevæget sig væk fra det kolde og mørke hjørne af civilisationen, hvor han hidtil har opholdt sig med Madrugada. Solen er så småt begyndt at kaste sine stråler over Höyem, og man fristes til at sige, at han ligefrem har lavet en “¦ tada! “¦ pop-plade! Og hvem skulle have troet det, da Madrugada i 1999 debuterede med det dunkle mesterværk Industrial Silence? Her er overraskelsen i hvert fald til at tage og føle på, og det kræver en velafmålt portion tilvænning, hvis man havde forventet noget, der lød som Madrugadas roots-orienterede rock noir. For selv om Höyems mørke og opadskuende vokal ikke kan undgå at trække tankerne hen på hans day job, hører de fleste sammenligninger også op.

Sivert Höyem eksperimenterer med flere genrer, end hvad godt er på Ladies and Gentlemen of the Opposition. Intet er helligt, hvad enten det er garagerock, country, cabaret eller blues. Resultatet er så som så – nogle gange virker det, andre gange bliver det en tand for ufokuseret.

Skønt er det dog at høre Höyem med et bredt smil på læben. Man bliver også helt munter, når han stikker hovedet op over fjeldtoppene og råber glad til verden i den tunge Song for Cornelis, der med dens valserytme også er pladens bedste og mest interessante skæring. Sivert Höyem klarer det også fint i selskab med en smadret blues-rundgang i Slow Blues/Let It All Hang out Now eller den skarpe groover Northwind, der åbner ballet for Höyems rejse. Umiddelbart lyder intet af dette jo videre poppet, men sangene har alle deres egen særprægede melodi. Selvfølgelig er nogen af dem bedre end andre, og i sange som Smalltown Supersound og Theme from Bambi sker der ikke rigtig noget af nævneværdig grad.

Det er i det hele en smule svært at regne ud, hvor Sivert Höyem vil hen med Ladies and Gentlemen of the Oppostition. Det er ikke noget homogent udspil, og det stritter som sagt i flere forskellige retninger. Sivert Höyem formår delvist ved hjælp af sin vokal at tegne en rød tråd, som kan holde bare en lille smule sammen på de forskellige stumper af stilarter, som han forsøger sig med.

Egentlig kommer pladen til at virke som en b-side-opsamling fra en af Madrugadas mere humørfyldte studie-sessions. Og det er jo i og for sig fint nok, hvis man i forvejen er begejstret for Madrugada og mener, at man ikke kan undvære denne plade under alle omstændigheder. Men hvis pladen skal ses som et afløb for Sivert Höyems trang til at forsøge sig som herre i eget hus – og det tror jeg, den skal – så er det et udspil, der placerer sig et sted mellem det fjollede og ustringente og det mere seriøse og vedkommende. Men det er også rart at høre en plade, hvor Sivert Höyem ikke tager sig selv alt for alvorligt. Det har han ellers haft for vane at gøre.

★★★☆☆☆

Deltag i debat