Plader

Metric Noise: Racing Laps of Distortion

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Debutalbum fra københavnske Metric Noise, der viser et band, som spiller medrivende og hårdtslående rockmusik, men som fremstår alt for éndimensionelle til at kunne bære et helt album.

Racing Laps of Distortion er fra start til slut et langt frontalangreb mod lytteren. Åbningsnummeret “Here She Comes” nærmest sparkes i gang af et distorted, metallisk guitarriff, nogle stramme trommerytmer og en god portion energi. Nummeret har en fin fremdrift og lover godt for resten af pladen, der herefter fortsætter med “Wires”, der er ude i et lignende ærinde som åbningsnummeret. I sang nummer tre sættes tempoet yderligere i vejret i form af det medrivende singleudspil “Ionas Sun”. Herefter begynder man som lytter at blive en anelse forpustet.

Metric Noise befinder sig i den mere hårdtslående ende af indierocken, hvor også grupper som Smashing Pumpkins og Placebo befinder sig. Dog finder man ikke på noget tidspunkt den selvmedlidende og storladne rock, der også har kendetegnet de to bands. Metric Noise har helt klart nogle metalliske undertoner, og der er dømt fuld fart på hele vejen igennem.

Ifølge gruppen selv er de også inspireret af den amerikanske postrock-scene, hvilket imidlertid må være en inspirationskilde, de har valgt ikke at afspejle i deres musik. Hvor de fleste postrock-grupper arbejder med legende, langstrakte musikalske forløb, der udvikler sig undervejs, er Metric Noise en langt mere éndimensionel størrelse. Men hvis gruppen ikke har så mange musikalske strenge at spille på, behandler de dem til gengæld ganske udmærket. Det er et virkelig sammenspillet band, man kan lægge ører til på Racing Laps of Distortion, og det, at gruppen spiller tight, er deres største styrke.

Musikkens tendens til ensartethed bliver også understøttet af produktionen, der fremstår meget enkel og meget tør i lyden. Guitarer og trommer er lagt langt fremme i lydbilledet uden meget plads til hverken bassen eller detaljer, og der gøres i samtlige numre brug af den samme sprøde guitarlyd, der virker fint på de indledende sange, men som jeg i hvert fald bliver godt og grundigt træt af, inden pladen løber ud.

Enkelte steder er der dog antydninger af, at gruppen vil mere end bare spille hurtig rock. Et eksempel på det er “The Void”, hvor tempoet sættes lidt ned, og lyden åbnes for andre indtryk end speedet, larmende guitarlyd.

Racing Laps of Distortion viser et band, der bestemt har et potentiale som hårdtslående rockband, men der mangler ganske enkelt noget variation, før gruppen kan fylde et helt album ud, uden at det bliver kedeligt at lytte til undervejs.

★★½☆☆☆

Deltag i debat