Plader

Mono: Walking Cloud and Deep Red Sky, Flag Fluttered and the Sun Shined

Skrevet af Ivan Petersen

Japanske klangflader og postrock.

Mono er et band. Mono kommer fra Japan. Og Mono spiller postrock. Det gør de ret så overbevisende. Der er selvfølgelig ingen sang, formlen er selvfølgelig stilhed kontra støj, og delay er en flittigt brugt effekt. Det gør bare ingenting. Sagen er nemlig den, at det er en særdeles bemærkelsesværdig udgivelse, Mono her har fabrikeret, som jo i øvrigt hedder: Walking Cloud and Deep Red Sky, Flag Fluttered and the Sun Shined, for en lang titel er jo også tit en nødvendighed inden for denne genre.

Men i hvert fald: Det bemærkelsesværdige består i pladens vekslen mellem små bizarre indfald, fængende, ofte smukke melodier og ualmindelig brutal larm. Og det er ikke en klassisk produktion, da bassen og støjen ofte er længere fremme i lydbilledet, end hvad man er vant til, og selve melodien er gemt lidt længere væk.

Der er “2 Candles, 1 Wish”, der lyder som en japansk udgave af temaet fra Alfons Åberg. Der er “Mere Your Pathetique Light” med usædvanlig fint afstemt baggrundsstøj som underlægning for lidt guitar og en strygersektion, og der er “Ode”, der ganske enkelt er helt fantastisk. Guitar, en lettere ’skævt’ spillet synthesizer, fængende akkorder og sublime slacker-trommer, og så kan det på nærmeste ikke gøres bedre. Man kan også finde “Lost Snow”, der er forholdsvis dyster og indeholder det tungeste klimaks længe hørt, samtidig med at den afsluttende sekvens er helt uimodståelig i dens blanding af klimprende guitar og abrupt støj. Eller “A Thousand Paper Cranes”, der afslutter udgivelsen og er baseret på et simpelt klavertema og en delay-pedal trykket godt i bund.

I øvrigt: Mono består af Takaakira Goto (guitar), Tamaki (bas), Yasunori Takada (trommer) og Yoda (guitar). Musikken beskrives som “the soundtrack to the end of the world” (det er da et slogan, der er til at forstå), mens man også kunne nævne, at bandet har fundet en del inspiration i en historie om en pige, der blev ramt af leukæmi efter angrebet på Hiroshima, og fandt trøst i en japansk myte, hvor guderne skænkede flere ønsker til den, der kunne folde tusinde papirtraner. Det gik Sadako, som pigen hed, så i gang med, og det er jo på en eller anden led en gribende fortælling.

Og U’erne? Dem rutter vi lidt med.

★★★★★☆

Deltag i debat