Plader

Josh Rouse: Under Cold Blue Stars

Skrevet af Søren McGuire

Enkelte lyspunkter kan ikke skjule, at Josh Rouse skuffer voldsomt med sit tredje album.

Det er ikke nogen fantastisk plade, Josh Rouse har sendt på gaden, når man tænker på, hvad den unge amerikaner udrettede med sit debutalbum, Dressed Up Like Nebraska, fra 1998. I hvad der kunne ligne et mere eller mindre desperat håb om at lave den perfekte AOR pop-plade, har Josh Rouse på det groveste forsømt sine studier i solid og troværdig americana, og i stedet skrevet 11 skæringer, der én efter én bevæger sig længere og længere væk fra den stil, han lagde på Dressed Up Like Nebraska for til sidst at ende milevidt fra den musiktradition, der er så kendetegnende for midtvestens sangskrivere.

Dressed Up… er en plade, der af de fleste betragtes som en milepæl inden for den yngre generation af Bob Dylan-wannabes, som de mere ignorante observatører sikkert ville kalde det. Jeg vælger derimod at kalde folk som Josh Rouse, Matthew Ryan, Neal Casal, M Ward og Ron Sexsmith for nye talenter i en genre, der til tider har det med at dvæle lidt for meget i skyggen af de store legender.

Det forholder sig dog således, at Josh Rouse burde have et par hurtige lussinger. Så kan han måske indse, at Elton John-inspireret pop ikke hører hjemme i hverken americana- eller singer/songwriter-sangskrivning og så sandelig heller ikke hos en kunstner, der for mindre end fem år siden på det nærmeste revolutionerede den alternative country. Det var allerede begyndt at gå galt på opfølgeren Home, hvor Josh Rouse ikke rigtig havde nogen klar ide om, hvor han ville hen med sin musik. Home byder på nogle af hans bedste kompositioner (“And Around” og den klichéfyldte, men smukke “Little Know It All”), men pladen var alt for ujævn og strittede i alle mulige forskellige retninger. Man kan derimod sige, at Under Cold Blue Stars i det mindste holder sig inden for genren – det sker sjældent, at Josh Rouse stikker på afveje, og sker det alligevel, er han (lidt for) hurtig til at vende tilbage til den sikre, well-travelled road.

Ser man dog bort fra det, så er Josh Rouses store force stadig hans unikke stemme, der på én gang er klynkende og sart, men også skarp. Og netop stemmen redder Josh Rouse fra den musikalske ligegyldighed, som Under Cold Blue Stars ellers er faretruende tæt på at trække den unge amerikaner ind i. Pladens sidste nummer, “The Whole Night Through”, hæver Josh Rouse fra den umiddelbare bundkarakter, men selv om det er et ganske smukt nummer, er der meget langt fra de kolde, blå stjerner til Nebraska.

★★½☆☆☆

Deltag i debat