Plader

Arthur Russell: Calling Out of Context

Skrevet af Mikkel Mortensen

Den afdøde discopop-legende vender tilbage – i overraskende god form.

Posthumt udgivne albums er med få undtagelser kun for fans: udgivelser, som den afdøde kunstner ikke fik færdiggjort og derfor ikke bør udsendes, men som vedkommendes pladeselskab, familie eller hvem, der nu ejer rettighederne til optagelserne, sender på gaden på grund af én meget let forståelig bevæggrund, penge. Heldigvis bliver nogle af disse udgivelser udsendt, fordi de, der ejer rettighederne, kan se, at disse optagelser virkelig er af en sådan kvalitet, at de ikke kan forblive uudgivne.

En sådan udgivelse er Calling Out of Context, der udsendes i år – 12 år efter at ophavsmanden Arthur Russell døde af aids.

Et kort og temmeligt ligegyldigt instrumentalnummer starter albummet, men herefter sker der noget: Det otte minutter lange “The Platform on the Ocean” er en hallucinerende, episk, ja, nærmest Underworld-agtig oplevelse, hvor Russells særegne vokal cykler rundt mellem højtalerne i en rundtosset dans med Mustafa Ahmeds percussion, Peter Zummos trombone og Russells egen trommeprogrammeringer. Alt imens Russell fabulerer frit om de mange fascinerende ting, man kan opleve, mens man befinder sig på en platform på havet. Det er en fremragende og udfordrende sang, der desværre står alene på albummet som repræsentant for Arthur Russells mere avantgardistiske side af.

Herefter er det som oftest popsmeden Arthur Russell, man støder på, hvilket dog ikke gør så meget, da denne også er en disciplin, som Russell mestrede. “You and Me Both” er en klassisk 80’er-popsang: en simpel, men meget iørefaldende melodi, et primitivt trommebeat og blippende keyboards. Herover hersker Arthur Russells stemme, der på trods af sin papirtynde natur aldrig bliver kølig, men i stedet forlener materialet med en livgivende varme, der kun giver materialet endnu mere charme. “Arm Around You” er mere af samme skuffe – bare endnu bedre. Russells ekkofyldte vokal er om muligt endnu mere melankolsk end tidligere, og teksten matcher perfekt: »I’m sad / And I can’t talk about it / All alone / And right next to you.«

“Make 1, 2” kombinerer et vidunderligt fake håndklap-beat med trombone, keyboards og congas og skaber en ganske suveræn popsang. “Get Around to It” er Arthur Russell helt alene – han spiller selv alle instrumenter på sangen – og resultatet er temmelig fremragende. Over en fantastisk melodi lyder Russell nærmest forelsket, hvilket teksten bestemt ikke modsiger: »Show me what the girl does / To the boy / If you can get around to it / Show me what to do / You most enjoy / Learning more about you / I hope it’s never ever finished.«

Titelnummeret tilføjer celloer og distortede guitarer til Arthur Russells fremadrettede beats, mens den faste kollaboratør Mustafa Ahmed giver sangen ekstra fremdrift ved at tilføje lidt eksotisk percussion, men det er stadig den fremragende popsang og Russells stemme, der er i centrum.

Desværre er der også nogle sange på Calling Out of Context, der falder igennem. “Hop On Down” og “I Like You!” forsøger at blande støjende elementer ind i popsangene. Dette lykkes dog ikke, da melodierne ganske enkelt er for svage, og disse sange burde være blevet i arkivet.

Calling Out of Context har ganske enkelt for mange gode elementer til at være forblevet uudgivet, og man må håbe, at det bliver et krav til kommende Arthur Russell-udgivelser (for de kommer jo sikkert), at de minimum kan leve op til dette album, der, hvis pladeselskaberne mod forventning ikke viser sig at være nogle grådige gravrøvere, står som en smuk gravskrift for endnu en stor musiker, der som så mange før ham forsvandt fra denne verden alt for tidligt.

★★★★☆☆

Deltag i debat