Plader

Dani Siciliano: Likes…

Skrevet af Mikkel Mortensen

Matthew Herberts kone debuterer som solokunstner – med godt resultat.

På trods af at amerikanske Dani Siciliano havde spillet med flere jazzbands og fungeret som DJ i San Franciscos klubber, var det ikke før, hun begyndte at samarbejde med den engelske electronica-maestro, Matthew Herbert, at verden begyndte at lægge mærke til hende.

En sammenligning mellem Dani Siciliano og Martina Topley-Bird er derfor ganske oplagt: Begge var relativt ukendte, før en visionær musiker opdagede deres talent og brugte deres stemmer på sit eget materiale. Begge har ligeledes haft forhold til deres mentorer, men i modsætning til Topley-Bird og Tricky, hvis forhold endte ulykkeligt for længe siden, er Siciliano blevet gift med Matthew Herbert, som hun samarbejdede så forbilledligt med på blandet andet Around the House og Bodily Functions.

Likes… begynder fremragende med det over ni minutter lange “Same”, der begynder som en minimalistisk elektronisk komposition bestående af et simpelt loop og en ligeledes loopet vokalstump, der udvikler sig til en kakofoni af hviskende stemmer, før Dani Siciliano med en vidunderligt melankolsk stemmeføring fremturer med de triste ord, der er sangens omdrejningspunkt: »You don’t look the same / As you did the other day.«

“Sames” tvilling er det afsluttende “Remember to Forget”, hvis intro er meget lig førnævnte, men her er der tale om en fantastisk smuk jazzballade, der vel nok byder på Dani Sicilianos smukkeste vokalpræstation hidtil, og som på fremragende vis runder albummet af og perfekt skaber følelsen af, at den cirkel, albummet danner, er sluttet.

Af samme høje kvalitet er balladen, “All Thee Above” – en duet med islandske Mugison, hvis David Gray-agtige stemme klæder Sicilianos absolut fremragende. Derudover skader det naturligvis ikke, at sangen viser et noget foruroligende billede af den moderne forståelse af begrebet kærlighed: »To forgive / Is to forget / All thee above / Make love.«

Dani Siciliano forsøger på Likes… at lave noget, der nemt kunne ende i en ren katastrofe: et cover af Nirvanas “Come As You Are”, men så galt går det aldrig. Især fordi sangen er nærmest uigenkendelig i denne version, hvor der er uendeligt langt til Kurt Cobains forpinte stemme og støjende guitarer. I stedet er der tale om jazzet electronica med ildevarslende kontrabas, stemningsfulde blæsere og Sicilianos dystert croonende vokal oven på.

Når man slipper godt fra noget så vanskeligt som et Nirvana-cover kan man vel lige så godt forsøge noget, der heller ikke ligger lige til højrebenet, nemlig ambient, for det er i realiteten, hvad det lille intermezzo “One String” er: En smuk (og alt for kort) instrumental, der gør, at lytteren lige får en mulighed for at hvile ørerne, før electro-funk-mutanten “Walk the Line” tager over. Med distortet stemme, som var hun en semi-aggressiv robot-dominatrix, fører Dani Siciliano lytteren ud på dansegulvet, og tvinger alle til overgivelse.

Sammenligningen mellem Martina Topley-Bird og Dani Siciliano holder heldigvis ikke, hvad angår kvaliteten af deres respektive debutalbum. Hvor førstnævnte ikke formåede at konvertere sit unikke vokale talent til et overbevisende og velfungerende udtryk som solokunstner, har Dani Siciliano formået at skabe et værk, der på trods af stor spændvidde i udtrykket aldrig mister den røde tråd; det formår at holde et højt kvalitetsniveau, og man kan derfor kun håbe, at der ikke skal gå op til fire år (den tid det tog at skabe dette album), før der kommer nye toner fra kvinden, der har vist sig som meget mere end “blot” Mrs. Matthew Herbert.

★★★★☆☆

Deltag i debat