Plader

Sleep Station: After the War

Sleep Station har taget fat på endnu en konceptuel plade, denne gang med Anden Verdenskrig som omdrejningspunkt for de følelsesladede historier. Der gemmer sig nogle herlige popsange på After the War, som slår David Debiaks navn fast som sangsmed, men pladen holdes samtidig nede af en række middelmådige sange.

Den anonyme soldat kigger fra frontcoveret op på musikkritikeren. Ansigtets karakteristika er skjult af hjelmens skygge. Soldaten er blevet repræsentant for en række følelsesladede historier fortalt af Sleep Station på pladen After the War, som er en konceptplade med Anden Verdenskrig som omdrejningspunkt. Og hvad angår konceptplader, er Sleep Station ikke helt grønne i tilgangen. Bandets frontfigur er den narrativt drevne David Debiak, som har skrevet konceptplader over emner som astronauten, der i 1970’erne blev efterladt til at dø i rummet, og lægen, der i 1930’erne forelskede sig i en døende tuberkulose-patient og i sidste ende syede hende om til en dukke.

Med dette udgangspunkt kunne man måske konkludere, at Debiak (i samarbejde med multiinstrumentalisten Brad Paxton) er en slags udforsker af poppens kringlede kroge. Hvor en stor del af pladen godtgør et sådant løfte, er der også stunder, hvor bandets lyd og vision virker mere tilslørede, altså hvor sangskrivningen er på vej til at blive hevet ind i den evige slipstrøm af gennemsnitlig radiopop. Og så må spørgsmålet lyde: Er Sleep Station et par lysende hoveder med enkelte vildfarende øjeblikke af karakterløshed, eller er de interessante minutter spidsfindighederne, hvor bandet fraviger fra normen? Jeg hælder til førstnævnte.

Grundlæggende er After the War en plade spækket med følelser, som dog til enhver tid undviger det melodramatiske. Vi føres gennem personlige trængsler – fra soldaten og hans kæreste til soldaten og hans søn. De ytrede ord er indirekte dialog som længselsfulde breve med et usagt ønske om at kunne gengive de samme ord direkte til personen. Hvad der fremtræder som et simpelt ‘jeg savner dig’, bliver en hjerteskærende stirren mod en missilfyldt himmel, hvor beskeden flyver gennem natten i håbet om, at modtageren vil sove trygt i sin seng tusinder af kilometer borte.

Således begynder After the War med et kort klip med knasende lydbølger og udecifrérbar tale, som sætter scenen for 1940’er-atmosfæren, hvorefter vi bevæger os ind i et gyldent popland med pladens titelnummer. David Debiaks luftige vokal fører os ind i en tilbagelænet rytme. Det er en velskrevet seneftermiddags- og sensommer-popsang med tekstlinjer som »You would call / And forget the secrets you kept / After the war,« der peger mod en mørkere tone under overfladen.

Krigstrommerne rasler i et efterfølgende præludium, som der er flere af rundt om på pladen – de fungerer alle sammen glimrende til at binde sangene sammen. Herefter bydes vi på pladens mest catchy sang. “Caroline, London 1940” er en sang om en mand, der er håbløst forelsket midt under krigen. Kærligheden berettes fra et beskyttelsesrum i en lyrisk, nærmest fatalistisk tone: »Maybe the smoke has went away with the guns / I see the sun / Everything looks strange / Nothing will ever be the same again and / I see the sun / I feel it touch my face / I pray that there is change and someday / We will walk away, Caroline.« Alt imens anslås den forvrængede akustiske guitar med en vildskab, der matcher trommernes banken – musikalske omgivelser, der gengiver krigens rasen.

I løbet af pladen fornemmer man en anden krig, nemlig en musikalsk slags mellem det excentriske og konventionelle. Debiaks vokal er vellydende, troværdig og dækker over en bred skala, lige fra de længselsfulde suk i “Waiting”, de bittersøde Damon Gough-agtige (Badly Drawn Boy) kald i “Come Back Again”, de forhåbningsfulde ønsker fra far til søn i “A Final Prayer part II” til de livstrætte toner i “All That Remains” og den uvægerlige optimisme i “A Soldiers Dream”. Men der er også et par sange med for lidt bid. Det er sange, der ikke er decideret dårlige, men som ulmer i middelmådighedens grå anonymitet. Havde disse blot været sorteret fra, stod vi med et fremragende udspil.

Med Debiaks frodige sangskrivning tør jeg næsten godt spå, at der snarligt venter en konsistent popplade fra hans side. Følsomheden er der i tilpas grad, og melodierne, når de er bedst, fremtoner med en rar varme, der prikker én lige i hjertet. Ak ja, det skal nok komme. Indtil da må vi bare trykke nogle gange på skip-knappen og springe et par kapitler over i krigsfortællingen.

★★★★☆☆

Deltag i debat