Plader

Billy Bob Thornton: Private Radio

Skrevet af Søren McGuire

Det kunstneristiske udtryk er temmelig strittende; Billy Bob Thornton beviser ikke desto mindre, at han ikke er nogen helt ilde sangskriver. Men kunne en eller anden for pokker ikke have bedt ham stryge den kærlighedserklæring til fru Angelina?

Private Radio var nok den mest bemærkelsesværdige udgivelse indenfor den alternative country i 2001. Det var det første udspil fra den formidable skuespiller, der havde vist sit uovertrufne skuespillertalent i film som Sling Blade, U-Turn, Bandits og … øh … Armageddon og tillige havde giftet sig med Hollywood-baben over dem alle, Angelina Jolie. Nu har pladen efterhånden et halvt år på bagen, men den kunne for så vidt være 30 år gammel. Sådan er det med den country-inspirerede rockmusik – den har ikke rigtig bevæget sig noget sted hen, siden Johnny Cash indspillede den legendariske With His Hot and Blue Guitar på Sun Records i starten af 1950’erne. Og nej, det gør ikke noget, for den amerikanske country-rock er en genre, der aldrig går af mode, og derfor ikke rigtig har noget vigtigt “behov” for at udvikle sig.

Johnny Cash spiller selv en stor rolle på Private Radio – det er soleklart, at han både er Thorntons mentor og helt, og han hylder således Thornton i pladens linernotes, hvor han skriver, at “listening to Billy Bob’s record is like listening to an old friend back home“. Og Private Radio er netop som at lytte til en gammel ven, der lige er kommet hjem fra en lang rejse rundt i det amerikanske skyggelandskab. Her er historier om armod, knuste hjerter, desperation, død, og alt, hvad der ellers hører til i countrymusikken. Billy Bob Thorntons dybe stemme er hans største force, for musikken lægger sig tæt op ad countrymusikkens store legender, som Hank Williams, Merle Haggard, Kevin Welsh og især Johnny Cash.

Der er en del coverversioner på pladen, blandt andet af The Byrds’ He Was a Friend of Mine om John F. Kennedy, og Lost Highway, som Hank Williams udødeliggjorde i 1949. Derudover er Private Radio en noget broget samling af slowmotion-country, country-western og countryrock-balleder, såsom den helt igennem forfærdelige Angelina (yup – en kærlighedshyldest til fru Lara Croft), hvor Billy Bob Thornton smider om sig med klichéerne: “Yeah Angelina can you feel it / Watch the angels as they’re dancin’ up above / Yeah Angelina, what’s come between us / Could it be the magic and the mystery of love?

Men heldigvis bliver det ikke værre på Private Radio, og Billy Bob Thornton viser sig faktisk som en ganske habil sangskriver, især på åbningsnummeret, Dark and Mad, der er ren country-noir, og på den ultra-langsomme, næsten spoken word-agtige Forever, der hurtigt leder tankerne hen på Tom Waits og Golden Palominos Dead Inside. Det er her, Billy Bob Thornton er bedst, og selv om klichéerne på Private Radio er mange, og stilen stritter lidt til højre og venstre, fremstår Billy Bob Thornton ikke som en af de skuespillere, der nok skulle være blevet i Hollywood frem for at have taget turen ud i musikkens farefulde verden.

★★★½☆☆

Leave a Reply