Plader

V/A: Hello, We Are the Militia Group, Volume 1

The Militia Group har udgivet en kompilation, hvorpå de præsenterer alle de bands, de har i stalden. Kompilationen er lig så mange: Her er gode og dårlige ting, men det jævne er dominerende.

Kender du Victory? Hvad med Vagrant? Eller Jade Tree? Fællesnævneren for disse tre labels er, at de har en overflod af bands, der falder under den stadigt udflydende emo-genre. Med en vis frækhed kan man postulere, at har du hørt et band fra ét af ovenstående labels, så har du hørt dem alle. Det er naturligvis en overdrivelse – men alligevel én af slagsen med flere gran af sandhed i sig. The Militia Group er et selskab, som gør ovenstående følge med et gennemtrængeligt emo-mærkat. De træder smilende og høfligt frem på scenen med den hilsende kompilation Hello, We Are the Militia Group, Volume 1, der skal give et overblik over, hvad de har at byde på.

Kompilationen mærker sig specielt ved ikke alene at gøre brug af udpluk fra diverse fuldlængder. Næsten halvdelen af pladen består af sjældent/uudgivet materiale – så her er foder til såvel nysgerrige nykommere som samlere. Og til den fordelagtige pris af $4 er her en del at hente.

Herudover har The Militia Group lavet et lille lotteri ud af oplaget. I én af cd-pakningerne gemmer sig en nemlig en gylden billet, og den heldige person, der finder billetten, kan indkassere den og dernæst blive repræsenteret på den næste kompilation – alt sammen betalt af Militia. Spiller man ikke selv i et band, kan man naturligvis forære billetten til nogen, der gør. Ja, PR-strategien er kløgtigt udtænkt. Men det er ikke, hvad det handler om her, så lad os springe direkte til indholdet.

Rockbands, der drøner fremad med simple tællinger til 4 og melodiske omkvæd i bagagen, har det med at skulle fremvise deres følsomme side fra tid til anden. Dette sker ofte i form af at spille afdæmpede, akustiske versioner af de rockende originaler. Tendensen er, at melodierne alt for ofte viser deres eget kedelige jeg, når der bliver skåret ind til benet. Det viser i hvert fald temmelig tydeligt i The Beautiful Mistakes “Fragile Finger”. Rufios poppunk har stadigvæk melodierne på højt strå i deres akustiske version af “In My Eyes”, men den lyder skræmmende pæn og pletfri – ikke synderlig langt fra boybandstandard (der er en grund til, at kritikken om ’boybands med tatoveringer’ er opstået).

Et godt eksempel på en vellykket akustisk version er Copelands “Testing the Strong Ones”. Sangen er i sin oprindelige form en brusende rocksang, men her er den forvandlet til en akustisk, skarpsleben sag, hvor forsanger Aaron Marshs vokal svæver helt fremme i det atmosfæriske lydbillede. Bag sangen gemmer sig en tragisk historie om hospitalindlægninger og død; billeder, der fremmanes af Marshs klagende, men helt reelle vokal: »I’ve never seen your heart this tired / I’ve never seen your spirit held down / I know that you say, “this is what you get for being a bad child” / But I know this will be your reward in just a little while.« Det er en særdeles vellykket version, der på mange måder overskygger Copelands andet bidrag på kompilationen, den kedelige og radiorigtige “Walking Downtown”.

The Lyndsay Diaries er The Militia Groups svar på Dashboard Confessional. Bag projektet gemmer sig en ung følsom fyr ved navn Scott Windsor, og han er repræsenteret på kompilationen med to sange. Bedst er “The Consequence of Learning How to Fly”, som var det klare højdepunkt på den udmærkede plade The Tops of Trees Are on Fire. Sangen bygges langsomt op af to akustiske guitarspor, som fletter ind og ud af hinanden. Windsor prøver imidlertid at beskrive sin kærlighed: »It just feels right floating around your room / It just feels right touching your hair.« Intensiteten tager langsomt til og ender i et klynkende: »If this is how it ends, I’m already dead,« mens musikken stryger mod loftets begrænsning.

Og så er der de bands, der repræsenterer den rocklyd, som The Militia Group står for. Big Collapse åbner kompilationen med sangen “Pull Out the Guts”, der er karakterfast og pågående poppunk med fin nerve og som sådan et af de stærkeste kort på pladen. Anadivine spiller fremtrædende emo á la Coheed & Cambria. Det er rock med stor vægt på harmonier, dynamik og højtragende vokaler og tydelige nik mod forbilleder som Rush og Yes. Dynamik og kompleksitet er nøgleord for Blueprint Car Crash og deres evigt skiftende post-hardcore. Pladens måske mest interessante navn – også selv om man kan blive lidt rundtosset af de mange rytmeskift.

Men der er også to sange, som ikke sådan lige falder ind i selskabets varemærke. Og tak for afvekslingen. The Rocket Summers “What We Hate We Make” begynder som en yndig klaverballade, som bygger sig op i omkvædet med et børnekor. Sangen er god, når man venter på sol i løbet af sommerdage fyldt med skyer – her fremkalder sangens lille eksistens næsten et par stråler, men ellers gør den ikke noget mærkbart væsen af sig. Denison Witmer har som singer/songwriter indfundet sig hos The Militia Group, og hans “24 Turned 25” skiller sig også ud af den grund. Hans varme Elliot Smith-agtige vokal og melodi bringer en sørgmodig, dog lun luft i nummeret, men før man får set sig om, er sangens kun to minutter lange varighed nået til ende.

The Militia Groups kompilation er som så mange andre: Der er godt som dårligt, men mest af alt er der sange, som falder ind midt imellem. Om ikke andet kan man spendere de $4 i håbet om at få fingrene i den gyldne billet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat