Artikler

Vejen ind – de bedste åbningsnumre

Det første indtryk af en plade ligger naturligvis i åbningsnummeret. Det er her, de indledende meninger dannes om pladen. Netop derfor er åbningsnummeret den måske vigtigste del af en plade. Undertoner bringer her et redaktionelt udvalg af 10 fremragende åbningsnumre. (02.08.04)Noget af det lækreste ved første gennemlytning af en ny plade er det helt igennem perfekte åbningsnummer. Resten af pladen kan meget vel efterfølgende dykke ned i uforskammelige dybder af elendighed, men hvis et band lægger ud med en ørekrøllende, sublimt vellydende og stærkt opmærksomhedskrævende sang, så er man helt og aldeles i bandets magt i de forventningsfulde minutter, der følger.

Det er en delikat kunst at åbne en plade på den helt rigtige manér – og når alt kommer til alt, så har bandet enten magien i sine hænder, eller også er den pist forsvundet (her tæller de såkaldte gyldne middelveje ikke). Måske burde der spares på krudtet, så der er nok guldkorn at sprede ud over hele pladen; men gøres der det, risikerer man, at lytterne falder fra, inden de når så langt.

Selv gutterne i High Fidelity kastede favoritter af sig inden for kategorien ’side one, track ones.’ Der var måske nok en del forudsigelighed at spore samt en overvægt af klassikere fra den kant.

Undertoners redaktion er trådt ud ad samme sti. Til ære for dem, som kender vejen til en sikker, triumferende sejr, bringer vi her et redaktionelt udvalg af 10 fremragende åbningsnumre.

Gene Clark: Life’s Greatest Fool

Gene Clark var den bedste sanger og sangskriver i The Byrds. Faktum. Men han nåede kun at være med i to år, før han pågyndte en imponerende, men ofte overset soloproduktion. Den varede indtil hans død i 1991 og bød på flere kunstneriske højdepunkter. Det største vil altid være Life’s Greatest Fool fra 1974.
At Gene Clark er en af de allervigtigste pioneer inden for countryrock, fastslår han på dette ekstremt medrivende, festlige og kantede stykke musik, der på fornem vis blander rock, country og ikke mindst hvid soul. Sangen åbner med et lækkert, broget klaver, hvorefter Gene Clark begiver sig ud i sin lettere distancerede country-soul-croon.
En dyr, men dårlig produktion tvinger Gene Clarks vokal et stykke i baggrunden, og han næsten overdøves af den rungende klaver-rundgang. Men det bidrager kun endnu mere til flowet i sangen, og det hele topper med et højtragende soul-kor. Life’s Greatest Fool har ikke noget decideret omkvæd, men den er et stort røvballe-trip fra ende til anden. Som sagt, en pionerfremturen i countryrock.

Further Seems Forever: The Moon Is Down

Du hører suset fra et fly, der rasende passerer over dig; således blæses The Moon Is Down i gang, godt fulgt op af piskende bækkener og fræsende guitarer.
Further Seems Forever lossede i 2001 nyt liv i en døende emo-genre. Med aggressive og rytmisk varierede trommer samt en stærkt emotionel (ja, ordet skulle jo komme før eller siden) vokallevering af Chris Carrabba fik emoen tildelt et nyt sæt lunger, og med James Paul Wisners samtidigt stramme og luftige produktion, der tillader lag af strygere puste nummeret mod svimlende luftlag, kan man ånde lettet op med smilende kropslig udfoldelse. I den ydre atmosfære på toppen af det hele kan man høre Carrabbas tragi-romantiske tekstlinjer med sikre lyriske driblinger.
Det passerende fly fungerer metaforisk som optimismens endelige triumf med parret på vej mod stjernehøjder: “You’ve measured our strides / Marked the degree of our fever / Charted the log / Made sure the temperature’s rising.”
Sjældent har et sus blæst så kraftigt om ørerne!

Joy Zipper: Like 24 (6 + 1 =3)

Long Island-duoen Joy Zipper består af kæresteparret Tabitha Tinsdale og Vincent Cafiso. Og deres glohede kærlighed gør det oplagt, at bandets debutalbum indledes med lydmæssig rekonstruktion af Boticellis berømte maleri af Venus, der fødes af havet.
På bølgetoppe af skyllende støj flyder Tinsdale og Cafisos lyse vokalharmonier ind mod land, og da de rammer kysten med et lille bump, udvikler Like 24 (6 + 1 = 3) sig til en sommer-sløv slentretur i det sollune sand.
Guitaren er spækket med soltimer, og de to vokaler præsterer en overmåde kælen omgang call-and-response, hvor Tinsdales døsigt sensuelle svar kan få selv erfarne charmører til at slå blikket ned.
Også i det dovent daskende omkvæd er vokalerne skubbet helt frem i lydbilledet, hvor de uden at blænde sender korngule stråler af sommerglæde ud til lytteren.
Things aren’t always what they seem,” synger Cafiso. Her er der imidlertid ingen tvivl – dét hér er ufortyndet sommerstemning.

Mercury Rev: The Dark Is Rising

Hvis den første skæring på Mercury Revs seneste plade fra 2001, All Is Dream, var et af de bilkort, jeg som mindre spillede spil med mine kammerater om, ville den være uhyggelig stærk. Måske er dens tophastighed og dens vægt ikke så imponerende, men den accelererer fra 0 til 100 på mindre end ét sekund. Det er nemlig så hurtigt, det går i The Dark Is Rising, der med sit majestætiske strygerarrangement på overvældende vis starter en ellers skrøbelig og afdæmpet sang.
Titlen kunne næsten ikke passe dårligere til denne eksplosion af lys i det mørkeste mørke, som man får kastet i ansigtet i denne ét sekund lange rejse fra helvede til himmel. Når man første gang sætter pladen på, er man ulykkeligt uvidende om den magiske verden, man snarligt skal træde ind i. Og det er en verden, man kommer til at besøge igen og igen – og hvad gør det så, at titlen ikke passer godt til dét, der er et af de bedste åbningsnumre nogen sinde?

Morphine: The Night

Titelsangen fra amerikanske Morphines svanesang er, set i bakspejlet, en endnu mere tragisk affære, end dens dybt sørgmodige tone i sig selv lægger op til. Væk er Morphines råsexede jazz-punk, erstattet af et grådkvalt epos til natten og forelskelsen Lila.
I 1999, et år inden The Night-albummet blev udgivet, var forsanger, sangskriver og bassist Mark Sandman faldet død om af et hjerteanfald under en koncert i Italien. Mange frygtede derfor, at Morphines udskældte (men ikke desto mindre fremragende) Like Swimming fra 1997 ville blive det sidste, vi hørte fra dette unikke orkester, der fra starten næsten udelukkende benyttede sig af en to-strenget bas, saxofon og trommer. Men Morphine havde allerede indspillet The Night før Mark Sandmans død, og ironisk nok får det titelnummeret til at fungere som det endelige tæppefald for Morphine.
The Night har det slæbende og jazzede bas-groove, der kendetegner Morphines mere afdæmpede øjeblikke, men det er Dana Colleys legende saxofonspil, der giver sangen det helt rette late night feel. Og selv om det er Mark Sandmans forelskelse i kvinden og natten, der egentlig er sangens kerne, kan man ikke undgå at se den som en uhyggelig sandfærdig spådom om, hvad der et år senere ville ske for Sandman og Morphine.

The Replacements: Kids Don’t Follow

– Hello. This is the Minneapolis Police. The party is over.
– Hey, fuck you man!
– If you all just grab your stuff and leave, there won’t be any hassle.
– Rock n’ roll!
– The party’s been closed”¦ The party is over with, grab your stuff and go and nobody goes to jail.
– One, two, three, four”¦

Her er det indledende sample til The Replacements’ Kids Don’t Follow fra minialbummet Stink fra 1982 – et af rockhistoriens stærkeste åbningsnumre og i det hele taget en fantastisk sang. Nummeret indfanger kernen af det, som var fedt ved The Replacements’ omgang med punkbevægelsen.
Her er alt, hvad man kan ønske sig af antiautoritære teenage-attituder og provinsiel bonderøvsvrede. Men det er ikke så meget had til politiet som skuffelse over ikke at kunne få lov at drikke pilsnere og høre rock n’ roll i fred, der driver værket. Paul Westerbergs slidte stemme og Bob Stinsons Chuck Berry-agtige guitarriff indgår i en særlig enhed her og rammer en energisk stemning af ungdommelig ligegyldighed og kompromisløshed. Det er utroligt charmerende og helt umuligt at modstå.

Shellac: Prayer to God

Steve Albini er måske mest kendt som lydteknikeren, der kan hive den sprødeste lyd ud af en nedbarberet bandkonstellation. Derfor kan det vel næppe være en overraskelse af dimensioner, at han som guitarist og sanger i eget band Shellac perfektionerer sine skærende skarpe produktioner. Shellac kan høres for lyden alene, og selv om de kun er tre i bandet, fremmaner Albini det mest bombastiske og sejttrækkende lydbillede.
Prayer to God er en aggressiv sag med en guitarlyd som en diskant skærebrænder og trommer som buldrende tordenskrald. Selv om titlen måske kunne indikere det, finder du ingen bønner om tilgivelse eller andre sindsanker i Prayer to God. Vores hovedperson beder blot Gud om den simple tjeneste at dræbe en gammel kæreste og ydmyge hendes medsammensvorne mod en langsom død. Albini arbejder sig op mod en ustyrlig vrede med mantraet “Just fucking kill him” og lukker af med et taknemmeligt “Amen.” Det er bidende, det er arrigt, og det er fantastisk!

To Rococo Rot: I Am in the World with You

En diskant, hoppende tromme-programmering og en monoton hi-hat slår stemningen an. Et par susende samples ændrer ikke den afmålte, nærmest kølige grundtone. Dæmpet, distanceret – og åh-så tysk.
Men hov – hvor kom den basgang fra? Varm og blød som en pigehånd midt i en januar-kuling er bassen en perfekt kontrast til de minutiøst tilrettelagte beats. Den ånder liv ind i frost-tusmørket, og en rørende flok syntetiske strygere indtager rollen som små, mælkehvide udåndingsskyer.
Det lyriske får ikke for lidt hos To Rococo Rot – og alligevel er det umuligt at barbere udtrykket længere ned. Byggestenene i I Am in the World with You er valgt med omhu og demonstrerer, hvordan To Rococo Rot på The Amateur View formåede at få de bedste elementer fra den lavmælte postrock og fra electronicaen til at smelte perfekt sammen.
Overraskelsen – og derefter glæden – over, at den firtonige bas-melodi med ét dukker op, holder sig selv efter mange gennemlytninger. Men dens varme havde aldrig haft samme dragende effekt, hvis ikke To Rococo Rots programmeringer havde været så køligt tilbageholdne.
I Am in the World with You er et spændingsfelt mellem små snefog og dunkende hjerter af kød og blod. Hvem sagde, at Tyskland ikke er romantisk?

Whiskeytown: Midway Park

At bedømme Ryan Adams’ efterhånden omfattende og til tider uvæsentlige soloproduktion ud fra de sange, han skrev i de fem år, Whiskeytown eksisterede, er sikkert ikke retfærdigt over for manden selv. Men det er stadigvæk et vidnesbyrd om, hvordan den dengang 20-årige knægt kunne gå fra at være alt. country-genrens største talent til nu bare at være en momentvis interessant sangskriver i vrimlen.
Men i 1996, da Whiskeytowns debut, Faithless Street, udkom, var der ingen tvivl om, at Ryan Adams både beherskede den udødelige punk og den ditto traditionelle country (essensen af alt. country). Og her er åbningsnummeret Midway Park stadig et strålende lærebogseksempel i, hvordan man bevarer punkens vildskab og countryens stemningsfulde tradition, samtidig med at man skaber en helt tredje lyd.
Ryan Adams’ vokal er højspændt, rå og hæs i Midway Park – især i omkvæddet hvor Adams halvkvalt får hakket sig gennem linjerne “Midway Park / Streetlights shine on all that is dark.” Phil Wandschers letgenkendelige og skarpe guitar sender sangen helt op i de grå skyer over betonparken. Midway Park er egentlig mere punk, end den er country, men essensen af sangen er nu engang Ryan Adams’ vokal. Det er rendyrket suburbia og et absolut højdepunkt i hans sangskrivning.

Neil Young: My My Hey Hey (Out of the Blue)

I 1977 blev musikscenen i den grad væltet på hovedet af punkbølgen, der skubbede de aldrende hippier fra 68-oprøret ud i kulden. Neil Young tilhørte den gamle generation, men blev en af de få, der tog positivt imod de nye toner. Albummet Rust Never Sleeps indledes med Hey Hey My My (Out of the Blue), der blandt andet kan ses som en hyldest til de nye toner. “The king is gone but he’s not forgotten / This is the story of Johny Rotten,” synger Young, inden han finder mundharmonikaen frem og viser, at man ikke behøver at kopiere punken for at være på bølgelængde med den nye generation.
My My Hey Hey er en akustisk sang med en fantastisk melodisk drivkraft og et sublimt fremadrettet guitarspil, der har et meget karakteristisk riff. Ganske vist er sangen akustisk, men der er ikke meget hyggelig lejrbålsstemning over den. Den har en energi, man sjældent hører i akustiske optagelser, hvilket hænger sammen med, at den er optaget live, hvorefter publikum er blevet fjernet. Hermed har man fået lyden af en yderst nærværende Neil Young, der i sin vokal tydeligt udstråler, hvad musikken betyder for ham.
My My Hey Hey er på mange måder omgærdet af en næsten mytologisk status, men sangen har alligevel formået at kunne bære det og fremstår den dag i dag stadig som en funklende perle. Og så behøver man i denne forbindelse vel næppe nævne, at sangen også afslutter samme album i en støjende og rå rockudgave?

Deltag i debat