Plader

Ben Weaver: Stories under Nails

Skrevet af Søren McGuire

Solidt sortsyn fra denne unge amerikaner der lyder, som om han er glemt af både tiden og Vorherre. Dark-folk når det er mørkest.

Hvem er død?” spurgte samboen, da han kom ind for at låne en vaskepolet og tilfældigvis ramlede hovedkulds ind i ottende gennemlytning af Ben Weavers fjerde album, Stories under Nails. “Ingen,” svarede jeg køligt og meddelte hånende samboen, at “du forstår bare ikke Ben Weavers musik.” Og det er sgu’ heller ikke nemt at forstå Ben Weaver – jeg har selv ofte irriterende svært ved det. Hver eneste gennemlytning stiller flere spørgsmål end den besvarer.

Sagen er, at Ben Weaver, en knægt i starten af 20’erne fra Minnesota, er helt og aldeles blottet for charme. En sur gammel stodder fanget i en ung mands krop. En hillbilly-knægt låst fast i betonbelagt suburbia. Hvis Tom Waits spillede country noir oven på en flaske slavewhiskey. Som en spritfuld og gammelmands-arrig Merle Haggard, der sidder og bander over de sørgelige rester af en svunden eksistens. På en brun bodega i Sydhavnen. Svært tilgængelig og, som sagt, djævelsk ucharmerende.

Og så alligevel så uhyrligt fængende.

Ben Weaver er af den musikalske granitstøbning, hvor man undrer sig over, at han overhovedet orker al besværet. Musikalsk slæber sangene sig med nød og næppe ud over det mest nødvendige, og instrumenterne – sjældent mere end en rusten guitar, et par brummelyde, lidt steel-guitar og sporadisk banjo – er skubbet i baggrunden og fungerer hovedsageligt som melodisk metronom for Ben Weavers sandblæste, tre tons tunge stemme, der er dybere end det hul, man nemt kunne tro, han var kravlet op af. Grav Johnny Cash op, slib strube-båndene med sandpapir af industri-styrke og sæt strøm til. Så har du et nogenlunde godt billede af Ben Weavers sanglærkestemme. Han er nøjagtig lige så formørket i sin levering af sangene, som hans country noir kræver det.

Stories under Nails er lyden af 70 års neo-Nashville-country, skruet voldsomt ned på et minimalt tempo, gennemvædet af hjemmebrændt bourbon, blod, sved og tårer og derefter rullet i støvet. Man får ingen belønning, for der er ingen hjælp at hente hos Ben Weaver. Han har givet op for lang tid siden, erkendt tilværelsens nederlag og har nu sat sig i en gammel, mølædt og pilrådden lænestol i et mørkt hjørne af en forfalden hytte, mens han sidder og causerer bittert over forloren kærlighed, den evigt bindende Gudsfrygt og det formøblede liv, der har bragt ham i denne dekadente situation. Men bliver Ben Weaver derfor et offer for sin egen selvmedlidenhed? Nej, jeg – og han selv – tror bare, at han født under en særdeles uheldig stjerne, der dag og nat forfølger ham med løftet om evig fordømmelse.

Ambition has destroyed my morals but time has given me grace
Slaughterhouse birds sing behind all the cracks in my porcelain face
Wish I had a million bucks so I could at least say I threw it all away
Now my life is pitch black and I’m just counting down the days

Der ligger – på trods af sortsynet – dog en vis følelse af “who cares”-attitude gemt i Ben Weavers sind, og det er befriende. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når det ser allerværst ud for ham. Ironien er hans lettere beduggede følgesvend, og han får på fornem vis klemt sin egen indelukkethed ud gennem de ukomplicerede melodier.

De fænger måske ikke ved første gennemlyt; der er meget vel en chance for, at du skal bruge flere dage på at finde ud af, hvad det er ved denne stodder, der gør, at du alligevel vender tilbage til ham. Musikalsk går du ikke nødvendigvis tomhændet fra lytningen, for der sniger sig rigtig gode melodier ind her og der, selv om et par af dem trækker febrilsk efter vejret for at overleve. Men det er i langt højere grad selve Ben Weavers person, der gør ham til et bekendtskab, som du med sikkerhed sent vil glemme.

For at være helt ærlig kan det meget vel være en fascination af formen fremfor indholdet, der gør mig så betaget af Ben Weaver. Måske er det, fordi jeg forstår ham, når nu samboen ikke gør. Fordi jeg rent faktisk kan holde ud at lytte til en knastør, brummende knægt fra the middle of nowhere, der egentlig ikke byder på andet end eksistentiel brok krydret med lidt nøgen country noir. Det vil tiden vise. Og der kan godt gå lang tid, før det sker – og indtil da vil jeg nyde pessimismen.

★★★★☆☆

Deltag i debat