Plader

Woven Hand: s.t.

Skrevet af Søren McGuire

16 Horsepowers forsanger, David Eugene Edwards, lyder som han plejer på sit debut-soloalbum – og tak for det! Woven Hand er en fængslende og helstøbt plade.

Det er en næsten uvurderlig musikskat, vi har her. Det bliver simpelthen ikke bedre. Det er fantastisk, unikt, skræmmende, enestående musik, 16 Horsepower-frontmanden David Eugene Edwards har lavet med sit nye projekt, Woven Hand. Det er godt nok 16 Horsepower om igen, men Woven Hand tager de bedste kvaliteter fra de tre 16 Horsepower plader og koger dem ned til en enestående, helstøbt og uhyggelig skræmmende plade.

Edwards har for længst bevist, at han er en sangskriver og musiker af episke proportioner. Hans fængslende, skræmmende amerikanske folklore-rock har mere til fælles med guldfeber og Den store Depression end med det 21. århundrede. Den kan ikke beskrives med ord – man skal simpelthen opleve det, lade sig opsluge af den stemning, som David Eugene Edwards, søn af en amerikansk vækkelsesprædikant, formår at skabe gennem det helt specielle – næsten antikke – lydunivers, der fortsætter, hvor 16 Horsepower indtil videre har sluppet.

Det, der gør Woven Hand til en så eminent plade, er Edwards unikke måde at fremføre de dunkle sange på. De, der i forvejen kender til 16 Horsepower, vil være bekendte med gruppens markante lyd, og Woven Hand byder ikke på de store afvigelser fra denne. Woven Hand lægger sig tæt op ad 16 Horsepowers seneste udspil, Secret South, hvor Edwards havde fjernet sig fra den mere eller mindre fandenivoldske neo-bluegrass rock, der prægede gruppens første langspiller, Sackcloth n’ Ashes. Sange som The Good Hand, Wooden Brother, Arrowhead samt Ain’t No Sunshine, hvor den gamle jazz-klassiker får en tur gennem Edwards dystre country-maskineri, trækker dog både på lyden fra tidlig 16 Horsepower og Secret South, mens My Russia, Glass Eye og Last Fist ville passe bedre ind i Secret South, der var mørkere og “tungere” end de to første plader. Men under alle omstændigheder mestrer Edwards at sætte knald på banjoen, orglet og harmonikaen samtidig med, at han trækker lytteren ind i et lydunivers, man helst vil forlade så hurtigt som muligt – hvis det ikke var for den fængslende musik, der holder én fastbundet til Edwards profetiske tekster og vokal.

★★★★★½

Deltag i debat