Plader

Barra Head/Menfolk: Arrival/Are We Enemies

Skrevet af Caroline Andreasen

En 12″-split med mathrockens komplekse rytmer som fællestræk for to ellers vidt forskellige danske bands. På den ene side iblander Barra Head postrock og post-hardcore, og på den anden sejtrækker Menfolk med møgbeskidt hardcore. Kvaliteten er høj.

I langt det meste rockmusik tæller man til fire i sine takter. Det er nemt at finde rundt i for bandets rytmesektion – og da især for de sagesløse lyttere som forhåbentlig skal kunne finde hoved og hale i kompositionerne. 4/4 har fuldt forståeligt været en fremherskende standard-taktart, men for fanden, hvor har den dog også i mange tilfælde været kedelig og forudsigelig. Heldigvis har mange subgenrer gennem tiden gjort op med denne taktfaste konvention. Mathrock og dens komplekse rytmestrukturer er heriblandt.

Netop mathrock er den røde tråd – eller den andengradsligning, om man vil – der skaber rammen omkring splitudgivelsen mellem de to københavnske bands Barra Head og Menfolk. Det er to bands, der komplimenterer hinanden godt uden på nogen måde at lyde ens. Barra Head blander elementer af postrock og post-hardcore, mens Menfolk kaster sig frådende over hardcore – begge bands med en intelligent flirt med mathrock.

Barra Head: Arrival
Barra Heads Arrival-EP er tidligere blevet anmeldt her på siden, men i forbindelse med nærværende splitudgivelse tager vi endnu et lyt med friske ører.

De tre medlemmer i Barra Head befinder sig i et farvand, hvor Slint og June of 44 ryster næver og hilser melodier velkommen fra The Rum Diary. Men selv om inspirationskilderne kan kridtes op, er Barra Head mest af alt en identitet i sig selv. De er et band, der igen og igen finder sig selv – med tiltagende styrke.

Tilløbet blev taget tilbage i 2001 med udgivelsen Songs and Departures, der viste, hvordan Barra Heads nærmest minimalistiske, konstant foranderlige melodiske strukturer lod sig udfolde fra det hviskende til det råbende, det skrøbelige til det opfarende. Trioformatet blev udnyttet til fulde: Hvert instrument lod sig farve med stærkt dynamiske kulører og stod med egen fulde ret i lydbilledet.

Således lyder det også i 2004. I stedet for at udbygge eller forandre deres lyd holder bandet fast i det grundlæggende, og derfra kaster de sig ud i en sangskrivning, der virker stærkere end på debuten, i hvert fald i de to indledende numre The Discipline of Making Sense og The Paranoia Twist (to numre der også kommer til at figurere på bandets kommende fuldlængde).

The Discipline of Making Sense viser en opdatering af Barra Head, som aldrig har lydt stærkere. Først lyder ringende akkorder fra guitaren, der dæmpes ved bas og trommers entré, og sådan forholder niveauerne sig statisk frem til omkvædets ufravigelige fremturen. Mikkel Jes Hansens spinkle, lyse vokal skærer igennem og fortæller i lyrisk form om en eksistentiel limbo med det ansigtsløse individ i midten af en navnløs krig. Hvor tomheden tidligere syntes at herske, finder individet sin mening. Hvor angstens tomhed tidligere var fjende, er det nu frygten for en menneskelig fjende, der har taget over. Denne udvikling illustreres mesterligt med omkvædets instrumentalt fremmarcherende indtog og linjerne: “œAnything works when this fear is shared / The meaningful mess fear creates / You shared the fear and you made sense.”

The Paranoia Twist er på fuld kvalitetsmæssig højde med åbningsnummeret. Her bliver der i den grad leget med rytmerne, så man næsten bliver svimmel. Trioen spiller lige på og så stramt, at de må være en sikker kandidat til titlen som Danmarks mest tighte band. The Paranoia Twist fortsætter tematikken fra før, nu nærmest med Orwell’ske dimensioner. Teksten fortæller os kun lige nok til, at vi ikke ved, hvad der er individets paranoia, og hvad der er virkelighed. “œThey could be here soon,” lyder det fra Mikkel Jes Hansen, og man kan nærmest forestille sig ham kiggende sig nervøst over skuldrene. Intensiteten tager til, og åbningslinjen gentages med et skrig. Der klappes begejstret og vedvarende i hænderne hos denne anmelder.

Med sådan en solid åbning kan man næsten sige sig selv, at niveauet må falde, hvilket også er tilfældet med Barra Heads to sidste numre. All Is Not Lost pt. 2 bygger sig selv op med klodser af kompleksitet mod et støjende crescendo, der rammer en smule ved siden af målet. Den tilsigtede intensitet er ikke helt nærværende. Med A Ship by the Name prøver Barra Head kræfter med et instrumentalnummer. Det er tyst, uden en egentlig melodi og fungerer mest af alt som en indikation på, at nu er denne side af splitten slut.

Barra Heads anden fuldlængde We Are Your Numbers er lige rundt om hjørnet, og med en så lovende forsmag, som vi får serveret her, kan der næsten kun være noget stort i vente.

Menfolk: Are We Enemies
På den anden side af pladen venter endnu et kapitel med stærke tekster og legende strukturer – dog i en væsentligt mere støjende udgave. Det er Menfolk, der har fyldt rillerne med deres intense blanding af hardcore og mathrock.

Menfolk er et forholdsvis ubeskrevet blad fra Play/Rec-familien. De har kun givet lyd fra sig på en 7″ under navnet Double Date, som de i 2001 delte med labelkammeraterne The Unit. Siden da har bandet arbejdet på nye sange og været i studiet for at arbejde på en fuldlængde. Men af uransagelige årsager har Menfolk ikke set sig tilfredse med indspilningerne, hvorfor de blev lagt på hylden til at samle støv – altså frem til i år, hvor der fra flere sider blev presset på for at få dem udgivet. Det har resulteret i et eklektisk udvalg af fire numre, som man nu kan få at høre på nærværende split. Og det er ret forbavsende, at bandet havde lagt numrene i skrotbunken, for kvaliteten af dem er ganske høj.

Hardcore har altid drejet sig om aggression og energiudladninger. Der er blevet talt til fire og så ellers tæsket løs og skreget igennem. Tæsket og skreget bliver der såmænd også hos Menfolk, men alligevel udføres det med en eftertænksomhed og nærværende nerve, som slynger sig omkring de fire sangeksplosioner. Og skal der partout tælles, kræver det flere gange en stærkere matematisk sans end blot konstante tællinger til fire.

Konstellationen i Menfolk er noget divergerende fra de gængse af slagsen. Bandet gør nemlig brug af to bassister, der ofte lægger henholdsvis en tung bund og spiller en lysere melodilinje, alt imens guitaren får lov at flå sig igennem en masse støjende akkorder.

Are We Enemies er en øredøvende jagt på mønstre, strukturer og mening. Med højtløftede tekstlinjer, der i bund og grund peger mod kærlighed og menneskelige forhold, skriger vokalist Lars Thor sig gennem de menneskelige desperationer. “œIn our search for reason / We force ourselves to stay objective,” lyder det. Følelser pakkes således ned i videnskabeligt kølige iagttagelser: “œWe observe limitations / Structures / A relationship between separate objects / The existence of boundaries / That weren’t meant to be crossed.” Det er altså et iskoldt, følelsesdistanceret tekstunivers, vi bevæger os gennem, men heldigvis har vi et medrivende musikalsk univers, der holder os til ilden.

Sangene brager af sted med skiftende passager, som det ene øjeblik opfordrer til en udrensende dans, der kan flå alle frustrationer ud af kroppen, og som det næste kræver en særlig opmærksomhed for at kunne følge med i det til tider kaotiske lydunivers. Men når man først har lært at navigere deri, er det en sand fornøjelse.

Bedst er titelnummeret Are We Enemies, som fremstår herligt groovy og møgbeskidt trods sit negative udtryk. Starten er forsigtig, men når afsættet først er taget, er det bare den snørklede vej frem. Sangen har et friskt mellemspil, der lyder tilnærmelsesvist glad, og lunefulde linjer som “œBehave / Be yourself / Be an old man / Be whatever / Just dress accordingly / And dance the night away” er tydelige beviser på, at vi ikke har at gøre med et komplet sortsynet band.

Det er med speederen helt i bund, at man føres gennem Menfolks fire numre, så der er ikke noget at sige til, hvis man føler sig forpustet eller svedig, når den sidste tone ringer ud. Menfolk har med disse fire sange slået fast, at de er værd at holde øje med – også selv om produktionsraten ikke er så høj.

Splitten er kun tilgængelig på vinyl. Er man kun interesseret i Barra Heads materiale, er deres side af pladen også tilgængelig på CD. Men hvorfor Menfolk vælger at gøre deres materiale “œeksklusivt” på denne måde er mig en gåde. Tilgængelighed synes i hvert fald ikke at være et nøgleord, for ejer man ikke en pladespiller, må man enten nøjes med de få mp3-filer, som Play/Recs hjemmeside byder på, eller helt undvære.

★★★★½☆

Deltag i debat