Plader

David & the Citizens: Big Chill EP

Skrevet af Nikolaj Rasmussen

David & The Citizens lancerer et stilskifte i pressemeddelelse til deres nyeste ep, Big Chill. Den nye lyd holder dog kun i første nummer, hvorefter bandet leverer en fin ep, som man passende kan slutte sommeren af med.

“Jag tror också att vi inte är överens om at denna text var en så bra idé att skicka ut till folk. Men det skiter jag i. De andra får säga vad de vill. Jag tänker inte ens säga det till dem innan jag har gjort det.
/Magnus”

Sådan slutter pressemeddelelsen til ep’en Big Chill, som det svenske folkpop-orkester David & the Citizens står bag. Grunden til, at Magnus ikke er blevet enige med de andre bandmedlemmer om at sende pressemeddelelsen ud til offentligheden, er nok, at den bl.a. omhandler visse stridigheder i bandet. Ifølge Magnus var Big Chill først tænkt som en forårs-ep, som skulle sætte gang i danseskoene. Dette blev dog ændret. Magnus skriver, at poppen forsvandt i Dresden, hvilket medførte uoverensstemmelser samt et stilskifte for David & the Citizens.

Første nummer, “Big Chill”, bevidner det skifte i lyden, som Magnus annoncerer. Under introen angribes man hurtigt af forvrængede guitarer og hårdtpumpede trommer, der vitterlig brager løs. Det lyder lidt som et aggressivt Laakso-nummer med inspiration fra et af de mere rå Muse-numre. Big Chill fungerer egentlig udmærket, og bandet formår at sparke nummeret energisk ud af højtalerne. Alligevel fremstår det ikke ubetinget godt. Den nye lyd i David & the Citizens’ univers er der egentlig ikke meget nyskabende ved, hvis man kigger bare lidt længere væk, og derfor virker numret ikke synderlig originalt. Derudover giver David & the Citizens pga. den hårde og direkte lyd lidt køb på, hvad der ellers har været en af deres største forcer, nemlig deres utroligt gode og stærke melodier. Selv om der er knald på “Big Chill”, lykkes det alligevel ikke at skabe samme aggressivitet, som kendetegner nogle af deres tidlige numre (bl.a. “Song Against Life”, “Divine” og “Now She Sleeps in a Box in the Good Soil of Denmark”). De virkede gennem selve stemningen i nummeret stærkere og mere påtrængende hos lytteren. Hvis Big Chill er en bebuder om lyden på David & the Citizens’ næste album, skal de i hvert fald udvikle den og gøre den til deres egen, før dette vil blive helt vellykket.

De tre sidste numre på ep’en er der ikke meget stilskifte over. De er simpelthen arketypiske David & the Citizens-numre. Første nummer er en ny version af “Let’s Not Fall Apart” fra bandets seneste album, Until the Sadness Is Gone. Det er stadig en god og energisk popsang, og den har fået lidt mere kant end på albummet, hvilket klæder den godt, selv om der ikke er meget nyt at hente i den.

Næste nummer, “Everything You’ll Never See”, er ligeledes en fin tempofyldt sang, lige til at danse ud i livet med. Man kan kritisere sangen for at være en tand for typisk David & the Citizens, og den ville givetvis have virket for anonym på Until the Sadness is Gone, men her passer den fint ind. Sidste nummer er “Kellerman’s Song”, som lyder lidt hen ad Belle and Sebastian (hvis de altså var et svensk uptempo indieorkester). Det er en medrivende sommersang, som når helt ind i sjælen. Sangen er navngivet efter en karakter i en amerikansk politiserie, hvor agenten opklarede en forbrydelse, hvor en datter havde fået limet sine øjne sammen for at hun ikke skulle se de “forkerte” ting. »You look around / You see the stars/ You wonder how long you’ve got before you finally go crazy / « Smukt.

David & the Citizens har tidligere fået skyld for at læne sig for meget op af deres inspirationskilder. Specielt er de blevet anklaget for at ligge for tæt på Bright Eyes, både musikalsk og lyrisk. Der hersker ikke den store tvivl om, at David & the Citizens har hørt Bright Eyes, og at de er inspireret af Conor Obersts tekst- og sangskrivning. Alligevel formår de at skabe deres egen umiskendelige lyd. Den gode melodi spiller (specielt på Until the Sadness Is Gone) en væsentlig større rolle og er trukket helt i centrum, hvorimod Conor Oberst ikke bruger nær så fremadrettede og ligetil melodier. Hvad angår lyrikken, benytter de sig begge af at flette forskellige historier ind i hinanden samt brugen af flotte ordspil, hvilket Conor Oberst bestemt ikke har patent på, og derudover fremstår tekst- og sangskriver David Fridlunds tekster så personligt ærlige og stærke, at det rent stilistiske bliver af mindre betydning (hvilket bestemt også kendetegner Conor Obersts lyrik). David & The Citizens kan altså fint kan stå på egne ben.

David & The Citizens lavet en fin ep, som vhatil gøre sig godt i sensommeren. Den når ikke det bedste, bandet har præsteret, men på den generelle skala ligger den alligevel en tand over middel. Nummeret Big Chill viser en anderledes side af David & the Citizens. De resterende numre ligger meget tæt op af Until the Sadness Is Gone, og derfor er ep’en anbefalelsesværdig, hvis man er til mere af samme skuffe. Hvad angår uoverensstemmelserne i bandet, håber jeg ikke, at det, at Fridlund er i gang med at lave sit første soloalbum (der bliver udgivet i løbet af efteråret), er et tegn på, at David & the Citizens nærmer sig deres sidste kapitel. Det ville både være synd og skam.

★★★★☆☆

Deltag i debat