Plader

Eagles of Death Metal: Peace Love Death Metal

Skrevet af Mathias Askholm

Rocken er sexet og impulsiv som aldrig før. Mr. Jesse “the Devil” Hughes og Mr. Baby Duck a.k.a. Carlo von Sexron (a.k.a. Josh Homme) leverer boogie-garagerock, der får pigerne til at danse ud af deres trusser.

Da Eagles of Death Metals debut, Peace Love Death Metal, her den anden dag dumpede ind ad min brevsprække, hoppede mit hjerte uvægerligt et slag over. På Mondo Generators A Drug Problem That Never Existed var der nemlig efter sidste nummer et lille reklamespot, der blandt andet indeholdt et halvt minut af “I Only Want You” og en overordentligt engageret peptalk til at holde øje med Eagles of Death Metals debut – “hailed as the greatest dancing rock of all time by everyone thus heard it.” Og det gjorde jeg så. Udgivelsesdatoen blev skubbet mere end en enkelt gang, men nu er den her altså, og danselysten er lige så stor nu, som den var første gang jeg hørte “I Only Want You”.

Men hvem er Eagles of Death Metal? Hvem kan finde på at udgive et album under det alias med titlen Peace Love Death Metal, når det nu er svingende garagerock og ikke langt-fedtet-heavyhår-metal, der spilles? Hvem er det, der kan finde på at beklæde deres logo med mottoet ’in pennis velocitatis’? Svaret er for så vidt slet ikke så underligt. Bagmændene er nemlig Mr. Jesse “the Devil” Hughes (guitar og vokal) og Mr. Baby Duck a.k.a. Carlo von Sexron a.k.a. Josh Homme (trommer og backing vokal). Der er altså med andre ord tale om endnu et Queens of the Stone Age-sideprojekt. Eagles of Death Metal dukkede første gang op på Desert Sessions vol. 3 og 4, et andet Queens of the Stone Age-projekt.

Men hvilken musik spiller de så? Eagles of Death Metal er som sagt ikke det heavy metal-band, man kunne have troet – tværtimod, fristes man til at sige. Derimod er der tale om løssluppen og uhøjtidelig garagerock i retning af Stealer’s Wheel og Rolling Stones. Netop løssluppenheden og den uhøjtidelige drengerøvsstemning er en af gruppens store forcer. Jesse Hughes viser sig på denne udgivelse som en sangskriver med et øje for det exceptionelle og legende.

“I Only Want You” er i mine ører en af årets allerbedste sange. Forestil dig Marvin Gays smittende danseboogie blandet med groovy Rolling Stones fra 80’erne og The Ramones’ naive tekster. Resultatet er en uovertruffent funky og dansabel sang. Denne sang stinker så meget af sexet rock’n’roll, at jeg stadig ville købe Peace Love Death Metal, hvis resten af albummet var indspillet af Johnny Reimar.

Heldigvis er det ikke tilfældet; der er flere perler gemt. Uheldigvis tabes tæften for energi og ølstemning hen mod slutningen af albummet. Sangene bliver svagere og svagere. “Miss Alissa” redder dog med sit infernalske tempo og sin skæve garageboogie pladen fra at gå i stå.

Efter sigende skulle dette projekt mellem barndomsvennerne Hughes og Homme være kommet på benene efter, at musikanmelderen Hughes blev droppet af sin kæreste og efterfølgende gik ned med flaget. Eagles of Death Metal var således Hommes idé som en slags terapi for at give Hughes noget andet at tænke på. Dette må siges at være lykkedes.

Hele albummet er indspillet i løbet af tre dage, mange af sangene i første forsøg. Under indspilningen og skrivningen af sangene har højeste prioritet været at more sig og have det rart, og på fabelagtig vis har de fået indkapslet denne stemning og indbyder med Peace Love Death Metal alle til at tage del i deres glæde. Albummet er hele vejen igennem spædet op med små kommentarer fra studieteknikeren såvel som de to involverede, og den uformelle leg med musikken er det bedste ved dette album.

Peace Love Death Metal er blevet Hughes’ afsæt ud i rockverdenen. Han barsler allerede nu med et soloalbum, og efter sigende skulle der også tilmed være et nyt Eagles of Death Metal-album færdigskrevet.

Queens of the Stone Age ser ud til at være gået i stå, men det har tydeligvis ikke kunnet holde det musikalske dampbarn Homme tilbage. Eagles of Death Metal træder ikke helt ud af rollen som sideprojekt, men med den energi og spillelyst, der bliver lagt for dagen, kan man kun håbe på, at de vil fortsætte i samme spor. På trods af et par svagere sange er der materiale til mange løsslupne rockfester. Rocken lever og er stadigvæk lige så sexet som nogensinde før.

★★★★½☆

Deltag i debat