Plader

Felix da Housecat: Devin Dazzle & the Neon Fever

Skrevet af Martin Petersen

Med Devin Dazzle & the Neon Fever leverer Felix da Housecat en plade, der kunne blive bannerfører for en genre, der døde for 2 år siden.

Det må være de færreste katte, der smyger så tæt op ad husvæggene i bydelene med de kulørte lamper og de hurtige damer, som Felix da Housecat gør. Devin Dazzle & the Neon Fever er ikke for folk, der kun er i stand til at høre musik med indersiden af hovedet. Det meste af musikken taler mere til røven og dansefødderne end intellektet. Det til trods har vi at gøre med en plade, der er gennemtænkt, varieret, velfungerende, og som går lige i blodet.

Coveret til Devin Dazzle & the Neon Fever er en farverig størrelse, og i centrum af det hele står Felix bevæbnet med et bærbart keyboard af den type, der ikke kunne overgås i hipness i 80’erne. Bag hans hoved lyser en sol fra et flag – eller er det en glorie? Felix kan nemlig meget vel vise sig at være frelseren af genren electroclash.

Electroclash var udråbt til at blive det nye store i 2002, anført af navne som Fischerspooner og A.R.E. Weapons. Flere gange ryddede denne nye genre NME’s forside, og alligevel løb det hele ud i sandet. To år senere kommer så dette genremesterværk.

Devin Dazzle & the Neon Fever udsætter Felix da Housecat lytteren for musik, der er så lummer, så sexet og så forbandet funky, at han fremstår som den bastardsøn, Prince og Bootsy Collins fik efter en kort og intens affære på dametoilettet på gud ved hvilken klub. Glem alt om de unge mænd, der med deres diamantøreringe og Von Dutch-cap sat kækt på skrå i radiovenlige toner fortæller dig, hvad de vil gøre med pigen til ’the break of dawn.’

Dette er den ægte vare. Det er syntetisk fremstillet bump and grind. Det er en anmelder, der sidder med billeder i sit hoved af korpiger i alt for korte cheerleader-uniformer og lystigt slikker på hjerteformede slikkepinde, alt i mens de bidrager med vokalarbejde fyldt med seksuelle over- og undertoner. Det er Crockett og Tubbs iklædt 80’ernes læderslips, der her møder Shaft og deler en kulørt drink. Det er simpelthen forbandet godt!

Teksterne er et kapitel for sig og bidrager i høj grad til den lumre stemning på pladen. Bedst og mest beskrivende er åbningslinjerne til Short Skirts, der i al sin simpelhed går: “Sneak in at peepshows, stealing poppers and dildos,” og det forsætter i Watching Cars Go by, hvor linjen “I’m not your cyberwhore” afslutningsvis bliver gentaget igen og igen.

Det hele balancerer faretruende tæt på grænsen til det vulgære, men til trods for at det tekstmæssige indhold konstant overtræder denne grænse, så bliver det leveret med tungen lige i munden og forfalder aldrig til at blive plat.

Det ville være passende hvis Devin Dazzle & the Neon Fever gik hen og gav electroclash en revival. Pladen rummer så mange kvaliteter, at den sagtens kan være bannerfører.

★★★★★☆

Deltag i debat