Plader

The Green and Yellow TV/The Waking Hours: Split 7″

To amerikanske bands giver deres bud på, hvordan powerpop skal lyde. Det er harmonisk, det er energisk, men også ret så kedeligt.

Powerpop kan være en skøn genre. Når den er god, blander den dejlige, solbeskinnede popharmonier med en småpunket, energisk drift og ender med et resultat, der rammer en uptempo bittersødme, som regel med omkvæd der rager helt op til loftet. Men er det tilstrækkeligt? Denne formel er meget benyttet og derfor så slidt i kanterne, at man dårligt kan høre forskel på de talrige horder af bands, der vælter frem fra tid til anden. Vi lyttere må banke en næve i bordet og forlange materiale, der er enten solidt og overbevisende eller (helst) interessante afvigelser fra konventionerne. Senere gode plader inden for den vidtstrukne powerpop-genre er Superdrag: Head Trip in Every Key, Tripping Daisy: Jesus Hits Like the Atom Bomb, Weezer: Pinkerton, m.fl., og de har sat en kvalitetsstandard, som skal overgås eller udlignes; ellers bliver det bare kedeligt.

For hver god powerpop-plade kommer der hobevis af middelmådige dittoer. Det er den type plader, som er svære at stemple som dårlige, men som heller ikke rykker i nogen synderlig grad. Den vildeste kropsbevægelse, de kan fremprovokere er et dovent skuldertræk og et halvsukkende “œtja…”

Og det er her – halvvejs oppe ad powerpop-kvalitetsskalaen – vi befinder os i selskab med det lille London-baserede selskab Falsettos 7″-splitudgivelse med de to amerikanske bands, The Green and Yellow TV og The Waking Hours. De to bands komplimenterer både hinanden og det solrige sommervejr fint med deres letbenede og kortvarende sange, der med en enkelt undtagelse holder sig under tre-minuts-mærket, hvilket giver plads til to sange på hver side. Så kvantitativt ser det ellers fint ud, men kvalitativt kniber det.

The Green and Yellow TV fylder deres side af singlen med ligefremme popsange, der minder om en blanding af Sloan og Superdrag. Den friske That Says It All viser med sit arrangement og musikalsk fyld, hvor powerpoppens grundlæggende inspirationskilde ofte kan findes, nemlig i 60’ernes popmusik. Her er den som taget ud af Dick Clark’s American Band Stand og pumpet op med lidt forvrængning på guitaren. Tekstrimene i That Says It All ligger i den magelige mellembane, så det falder let for ørerne, og selve indholdet er blot en gang ligegyldigt vrøvl. I det andet bidrag, Ineffable Blues, er der skruet ned for tempoet, og på uforklarlig vis formår The Green and Yellow TV at lyde som Inside the Whale, hvilket i denne anmelders ører aldrig er en positiv sammenligning.

Det går en smule bedre på den anden side af pladen, hvor amerikanske The Waking Hours fremstår en del britiske i deres lyd. Det er igen med den forvrængede guitar som omdrejningspunkt og en flok vokalharmonier, som smilende synger mod himlen. Materialet er vellydende, selv om man dog godt kunne have ønsket sig at høre de selv samme melodier i mindre glanspolerede versioner. Sunshine er lige så positiv, som titlen antyder. Det er en sang, der er glad i låget på samme måde, som når Dodgy spiller op til dans. Og det er da en smule glædesmittende, når der bliver sunget “œla-la-la” oven i åbningsriffet.

I den følgende 1, 2, 3 lyder forsanger Tom Richards’ vokalmelodi og fraseringer i høj grad som Tim Wheeler fra Ash, og den rockende sang er også skrevet så meget i deres ånd, at man er ved at råbe ‘rip-off’ – velvidende at man burde råbe det af hele denne 7″.

Selv om materialet på denne 7″ hverken er originalt eller gør op med den uheldigt statiske powerpop-genre, kan det stadig være vellydende – det er det blot på en tam og harmløs måde. Singlen har ingen markeringer for, hvad der er henholdsvis a- og b-side, og var det ikke for, at man skulle vende pladen for at høre den anden side, ville sangene sikkert flyde sammen, mest af alt pga. den enslydende, lettere fantasiløse sangskrivning. Det er ikke her, man finder de næste gode powerpop-toner, blot en gang la-la-la.

★★½☆☆☆

Deltag i debat