Plader

Homesick Hank: Hey

Skrevet af Lars Simonsen

Debutalbummet Hey fra danske Homesick Hank er et ganske overbevisende stykke arbejde, som er udført meget stilsikkert, og produktionen er i top. Den stille eftertænksomhed og det sørgmodige udtryk bliver dog for omklamrende flere steder, men den smukke og harmoniske atmosfære redder de fleste numre sikkert i havn.

Den danske kvartet Homesick Hank isolerede sig i sensommeren 2003 i 10 dage på en svensk ødegård for at indspille debutalbummet Hey. De 10 dage væk fra civilisationen har helt sikkert været med til at skabe det stille, harmoniske og eftertænksomme udtryk, der er dominerende på pladen.

De fire medlemmer i Homesick Hank, Kudre Haan (vokal, akustisk guitar), Jacob Vogel (guitar, kor), Anders Blomqvist (bas) og Ulrik Corlin (trommer), kommer hver især fra så forskellige musikalske baggrunde som musical, syrerock, pop og garagerock. På debutpladen forenes de dog om et afdæmpet, sart og temmelig melankolsk udtryk. Pladen er produceret af Jesper Andersen og Jesper Tullin (bl.a. Wynona: Santiago), og med på albummet medvirker yderligere en håndfuld musikere på bl.a. kor, piano, chamberlain, melodica, pedal steel-guitar, mandolin, trompet og saxofon.

Albummet åbnes i overbevisende stil med det harmonikadrevne titelnummer med en veloplagt og stærk vokal. Et charmerende og medrivende nummer hvor man som lytter virkelig indfanges, så man med det samme er klar til at rejse opmærksomt videre gennem den stemningsmættede ødegårdsrock. Endnu bedre bliver det i den efterfølgende country-inspirerede “Waiting Forever” med mundharmonika og banjospil. Med på smuk korsang er Ida Maria Danielsen, og disse to første skæringer er klart pladens stærkeste.

Den melankolske atmosfære får for alvor overtaget fra tredje skæring “A Morning” med sørgmodige pianoklange og vemodig sang. Den nedslående stemning til trods er det dog en smuk, lille, tyst sang. Den længselsfulde og mørke “When All Things Turned Black” er endnu en tyst melankolsk sag med skønt trompetspil leveret af Bjørn Ringkjøbing. Alligevel er den dystre og stille stemning her tæt på at blive kvælende.

Netop derfor er det faktisk en lettelse, når bandet fyrer en fed i den aparte “Stoned Again” og leverer et slags dovent og bekymringsfrit lille frikvarter med et herligt jammende udtryk og linjer som: »Stoned again / Looking at the sky / Stoned again … yeah« og »Stoned again / Wait until tomorrow / ’Cause right now I feel fine.«

Ellers er det vemodige det altoverskyggende tema, og det holder ikke hele vejen igennem. I “Falling to Pieces” fungerer det dog glimrende, idet tempoet skrues en anelse op, og udtrykket virker faktisk helt positivt i modsætning til tekstens håbløshed: »My smile is growing stiff / My eyes cold and dead / The road of our love / Has come to an end.«

Albummets sidste indslag indledes med et båls knitren, og hele sangen er optaget i den svenske indian summer-nat, hvilket i høj grad bidrager til en ganske unik og intim stemning. Netop den unikke og intime stemning er også kendetegnende for pladen som helhed. Numrene er stort set optaget live, og alt i alt leverer bandet en ganske stilsikker præstation.

★★★½☆☆

Deltag i debat