Plader

!!!: Louden Up Now

Skrevet af Martin Laurberg

!!!’s funkrytmer kan få selv den mest regelrette politibetjent til at hælde pilsnere i sig og danse løs. Det er stærke sager.

I rockmusikkens kejsertid – nemlig no wave-scenen i New York sidst i 70’erne – blev James Chance alias James White berømt for at lave en blanding af disco og punkrock krydret med udknaldet saxofonspil og kyniske tekster. James White og ligesindedes musik er aldrig rigtig gået af mode, og !!!’s Louden Up Now er nærmest en slags opdateret udgave. Det betyder ikke, at musikken lyder helt identisk, selv om der trods de 30 års tidsforskel er mange lighedspunkter. Men nærmere at !!! laver den samme blanding af dansemusik og rock i en 2004-udgave – en blanding af clubmusik nærmere end disco og indierock nærmere end 70’er-punk.

Louden Up Now rammer det næsten usandsynlige krydsfelt mellem dansabel, politisk, eksperimenterende og fjollet, og det har sikret !!! popularitet blandt indierockere, samtidig med at de har slået igennem i mere danseorienterede miljøer. Louden Up Now er da også en rigtig god plade, så man kan godt forstå folks glæde.

Inden udgivelsen af Louden Up Now havde !!! allerede gjort sig bemærket med singlen “Me and Guiliani Down by the School Yard (A True Story)”, som også ligger på pladen. Nummeret er langt og spækket med funky blæsere og orgler, der kan minde lidt om temaet i Haddaways “What Is Love”, dog uden at det lyder dårligt. Desuden er det båret frem af supercatchy guitartemaer og juhu-kor.

Men selv om “Me and Guiliani…” er et stærkt nummer, virker det alligevel som et af de mindre langtidsholdbare, når man lytter til Louden Up Now. Selv om de funky beats med statsgaranti kan sætte ballerne i sving på selv den mest blodfattige pebermø, er der måske nok lovlig rige mængder af kækhed og moderne indie-attituder. Det kan godt blive lidt for meget i længden.

Kækheden kan dog imidlertid godt gå an, når man ser nummeret i sammenhæng med resten af pladen. Selv om Louden Up Now helt afgjort er en stilsikker og meget trendy funk-punk-plade, så er den samtidig meget eksperimenterende og overraskende varieret. I forhold til “Me and Guiliani…” er “Pardon My Freedom” en mere psykedelisk groovy sang omspundet af spacey synthesizere.

Og pladens højdepunkt, den fremragende “Hello? Is This Thing On?”, er en mareridtsagtig sag med skingre guitarer og desperat sang. !!! laver her en virkelig besynderlig blanding af nedtrykt stemning og funkrytmer, og det virker optimalt. De funky rytmer gør sangen enormt udtryksfuld, og den har en nærmest faretruende psykotisk energi. Nummeret er netop udkommet som single, og man kan håbe, at det er et tegn på, hvilken retning !!! vil gå i fremtiden.

Selv om !!!’s udgangspunkt i no wave-scenen og den mere funky del af den britiske postpunk er tydeligt, og selv om de er del af en efterhånden ret stor gruppe af trendy bands, som spiller funky indie/punkrock – The Rapture, Radio 4, LCD Soundsystem osv. – så er Louden Up Now en meget original og medrivende plade. Det er nærmest umuligt at stå imod de funky beats og den energiske stemning, og der er nærmest ingen svage punkter. Det er virkelig stærkt, og man kan kun håbe på, at !!! snarest får taget sig sammen til at udgive noget mere.

★★★★★☆

Deltag i debat