Plader

Neulander: Smoke + Fire

Skrevet af Kasper Würtz

Neulander slækker ikke på armbevægelserne på deres debut. Hverken musikalsk eller tematisk.

En mand og en kvinde på en hvid baggrund. Han står i en halvkrøllet, blå skjorte og ser ud, som om han ikke har lyst til at være der. Hun blotter venstre skulder, mens hendes højre side er dækket af en halv, blå skjorte. En perfekt halvering. Som hun står der og udstråler total neutralitet, fornemmer man et budskab om de stadigt sammenflydende kønsroller. Hun ligner indbegrebet af unisex. »I’m not asking to be looked at by me or by you,« synger hun. En tydelig tysk accent snor sig omkring electronicaen, der stille og roligt folder sig ud. »My mother is dead / My father is dead and all my brothers and sisters are dead / But my heart goes boom boom boom.«

Liv og død. Sex, Gud og penge. Temaerne er gigantiske hos duoen Neulander, som består af den tidligere Echo and the Bunnymen-keyboardspiller Adam Peters, og den østrigske kunstner Korinna Knoll. BBC’s John Peel har allerede vist sin begejstring for de tos kunnen, da han valgte gruppens 10″-udgivelse Sex, God + Money som nummer 33 på sin top 50-liste fra 2003. Samtlige sange fra 10″eren figurer også på Neulanders debut, og med netop sangen “Sex, God + Money” kickstarter Neulander en imponerende sangparade.

“If You Could” lyder som en heftig flirt med Stereolab. Trommemaskinen slår taktfast, mens Peters svøber Knolls charmerende vokal ind i det højspændte, elektroniske lydtæppe. Selv om 80’er-synthen hele tiden ligger og lurer, er du aldrig i tvivl om, hvilket årstal vi befinder os i.

Herefter følger et af flere højdepunkter, den vidunderlige “Girl Out Walking”, som er langt mere afdæmpet. Her får electronicaen følgeskab af ukompliceret guitarspil, der giver melodien en skrøbelighed, som stemmer helt i overens med den vandrende pige, vi følger. »Look, I stretch my arms a thousand times / One more time,« men det meste virker uden for rækkevidde her. Et lavmælt klaver dukker frem som et spinkelt håb, men inderst inde ved man godt, at pigen aldrig når det, hun egentlig vil. Også i den efterfølgende sang fortæller Knoll om flere ulykkelige skæbner. Denne gang om en ensom pige uden jordforbindelse, og selv om hun måske ikke vinder litterær anerkendelse for sine tekster, passer de generelt helt fint i Neulander-universet.

Som tidligere nævnt er det tematisk nogle overordentlige mundfulde, hun gaber over, og det er ikke det hele, som falder lige heldigt ud, især fordi hendes meninger og pointer nogle gange er for udtalte og derved mister elegancen. »I think about sex, I think about God thinking about money,« lyder som en parodi på det moderne menneskes bekendelser, og der er ingen tvivl om, at hun rynker slemt på næsen, mens hun synger det.

I balladen “Sometimes” træder Knoll virkelig i karakter som sangerinde, og hun lyder lige pludselig som en light-udgave af Björk. Følelserne ryger helt op under taget, og det er ikke indlevelse, det skorter på fra den østrigske sangerinde. Derfor står den tysksprogede “Schauspieler” med sit kynisk mekaniske udtryk som det nummer på albummet, der skiller sig mest ud. Heldigvis er mit skoletysk så tilpas dårligt, at jeg her ikke behøver at bekymre mig om eventuelle irritationsmomenter i teksten, men kan derimod glide ind i sangens kolde lyde. Selv Knolls vokal er her robotisk, og nummeret er stort set blottet fra menneskelige følelser, hvilket gør det til en ekstra fascinerende oplevelse, når nu Neulander tidligere har vist intimitet og glasklar skrøbelighed.

Den trampende “Blue Bird Party” er, som titlen antyder, glimrende til en hurtig omgang på dansegulvet, men ingen af skæringerne dyrker længden og den trance, som kan opnås gennem langstrakt electronica. Numrene har samme længde som den gennemsnitlige popsang, men det færdig resultat må siges at ligge væsentligt over gennemsnittet.

★★★★★☆

Leave a Reply