Plader

Sparta: Porcelain

Sparta forsøger sig at komme væk fra de konstante sammenligninger med At the Drive-ins karakteristiske lyd. Men mest af alt viser de sig som et mindre interessant band.

»Let’s crash these gates and join this party / I want to be welcomed, not just tolerated,« lyder det selvsikkert med armene over kors fra Spartas Jim Ward på Porcelain, bandets anden plade.

Ovenstående linjer er en skarp beskrivelse af den stadigt indfangende musefælde, som Sparta kan se sig selv fastlåst i. Efter bruddet af det efterhånden legendariske emoband At the Drive-in, fulgte, som bekendt, en tvedeling af medlemmer i henholdsvis The Mars Volta og Sparta. Netop Sparta har kæmpet for at bevise deres værd, specielt taget i betragtning af at det var The Mars Volta, der udforskede og søgte ud ad de mere spændende veje, som At the Drive-in havde lagt fundamentet for, mens Sparta holdt sig pænt inden for rockens konventioner.

Sparta træder væsentligt mere varsomt, og de synes mere villige til at bevæge sig mod en kommerciel levedygtighed, hvilket, når et sådant projekt lykkes, sjældent er et dårligt træk. Faktisk var At the Drive-in på den helt rette vej, før én halvdel ikke kunne kapere offentlighedens stigende opmærksomhed. De havde ellers musikken og integriteten i behold og havde derved bevæget sig ind i musikkens store manege uden kompromisser.

Spartas grundlæggende problem – som, når alt kommer til alt, også er The Mars Voltas problem – er, at deres fanskare stammer fra et fundament lagt af At the Drive-in. Fans af dette band blev fodret med en eksplosiv blanding af stramt bundne melodier, pisken og pryglen på skindene, stødende start-og-stop-rytmer samt kryptiske koldbøtter i tekstuniverset. At træde ud af et sådant bands skygge er næppe nemt.

Porcelain begynder stærkt med “Guns of Memorial Park”, en hyldest til de yngre, mere livlige dage. »Hold these / Hold my memories / Don’t let me forget these secret walkways,« synger Ward, mens bandet træder sikkert i rockende karakter. Faktisk synes den første halvdel af pladens 14 sange, med undtagelse af den afdæmpede og anonyme “Lines in the Sand”, at imponere. “Hiss the Villain” banker overbevisende af sted med en poppet fintuning, mens den afmåler luftige højder, hvor de euforiske omkvæd losses op.

“Breaking the Broken” fremviser Sparta i et af sine mest kommercielle og melodiske øjeblikke. En hakkende guitar åbner sangen, mens bandet lader sig glide med strømmen bag en supplerende ringende guitar. Det er et skamløst bud på kommerciel succes, men sangen er tilpas fængende, til at man er villig til at lade tvivlen komme bandet til gode. Det er ligeledes den mest positive sang, Sparta nogensinde har indspillet, med livsbekræftende linjer som: »I wouldn’t trade what I got / Not for anything.« Dette kunne svare på det problem, der opstår på anden halvdel af Porcelain: Er Spartas tilfredshed skyld i, at bandet glider direkte ned i middelmådigheden?

Netop halvvejs gennem Porcelain lyser pladens bedste sang, “End Moraine”, op og fremhæver yderligere delingen mellem godt og middelmådigt. At the Drive-in-fans ville formentlig træde frem og sige, at her lyder Sparta lige så godt, som de gjorde på debuten, Wiretap Scars. Men hvor godt er det præcis? Dette er et band, der forsøger at træde væk fra fortidens bedrifter og komme videre. Uanset hvad er “End Moraine” det mest kraftfulde statement, bandet er kommet med siden “Cut Your Ribbon” fra Wiretap Scars. Ward skriger for fulde lungers kraft: »I want glaciers to scrape / I want to level this place / Everyone in it can go,« og man er ikke et sekund i tvivl om, at han mener det.

Herfra og til enden går det den helt forkerte vej. Ud af de resterende syv sange er det kun den episke ballade “Tensioning”, der tilfredsstiller nogenlunde. Resten blandes sammen i en ubestemt, grå masse af guitar og vokal. “Splinters”, endnu en kedeligt rockende sag på autopilot, lukker Porcelain med et klynk. Og det er en stor skam – potentialet tidligere på pladen taget i betragtning.

Det er vanskeligt at sige, hvor Sparta kan bevæge sig hen herfra. Porcelain bygger ikke videre på de lovende takter fra Wiretap Scars. Tværtimod synes Sparta i stedet tilfredse med at spille inden for den fællesbetegnende og konventionelle del af den aggressive rock med enkelte afstikkere hist og her.

I “Lines in the Sand” synger Ward: »Sometimes a struggle leaves you fragile / Shaken up and shotgun shy / With heartache past and open eyes / You’ll come back stronger, bigger, better.« Hvis dette er Wards anerkendelse af bruddet med At the Drive-in, peger den mod en tryghed i Spartas sikre, risikoløse skridt videre. Hvad angår de gamle fans, er det måske også på tide selv at komme videre.

★★★½☆☆

Deltag i debat