Plader

Summer at Shatter Creek: Sink or Swim EP

Skrevet af Rasmus Bækgaard

En yderst lovende ep med fem melankolske, intense og ekstremt smukke klaverbaserede sange.

Et enkelt klaver og en skrøbelig, men kraftfuld stemme. Det er stort set alt, man kan høre på en ny ep med den amerikanske gruppe Summer at Shatter Creek, og selv om det kan lyde spartansk og lettere ferskt, er det svært ikke at blive fanget af de intense sange.

Summer at Shatter Creek er, i hvert fald på denne ep, synonym med sangeren og pianisten Craig Durwich, hvis stemme minder rigtig meget om Thom Yorkes, og mit bud er, at musikken i høj grad vil tiltale mange af Radioheads fans. Nu er det jo ikke ligefrem første gang i de senere år, at et nyt band er blevet sammenlignet med Radiohead. Men med Summer at Shatter Creek er det anderledes end med så mange andre tandløse kloner. Musikken bærer nogle ligheder med de berømte englænderes mest afdæmpede sange, men der er på ingen måde tale om en kopi – nærmere om at musikken bærer et slægtskab.

Højdepunktet på ep’en er “Worlds Away” (der også kan downloades fra gruppens hjemmeside), hvor noget, der lyder som et katolsk kirkekor i baggrunden, giver en rustik og meget gammeldags stemning, hvilket også understreges af Craig Durwichs klaverspil, der går i retning af det klassiske.

Men de fire andre sange, man kan høre her, er næsten af samme klasse, og ud over “Worlds Away” er det især i det afsluttende “Your Ever Changing Moods”, at det er tæt på at nå grænsen til det magiske, og sangens skiften mellem det tyste og det intense er excellent udført. Musikken giver lytteren en meget afslappet fornemmelse, men Summer at Shatter Creek er ikke reduceret til pæn baggrundsmusik; dertil er sangenes intensitet og kvalitet for høj.

Sink or Swim er en forløber for Summer at Shatter Creeks andet album, og alle fem sange vil angiveligt komme med på det kommende album – men i udgaver med en mere omfattende instrumentering. Det bliver spændende at høre, hvordan de kommer til at lyde. På den ene side kan man frygte det lidt, for sangene fremstår så nøgne og rå – nærmest som skitser – at det ville være synd at ødelægge stemningen med flere instrumenter. Der er ganske enkelt ikke noget som helst overflødigt på denne udgivelse. Omvendt kunne nogle lidt mere varierede arrangementer gavne musikken, der hermed får flere strenge at spille på. Hvordan resultatet falder ud, kan høres til efteråret. Indtil nu kan man glæde sig over en særdeles smuk ep, der på det varmeste kan anbefales.

★★★★★☆

Lyt til “Worlds Away”:
[audio:http://www.redderrecords.com/rr-audio/summeratshattercreek-worldsaway.mp3]

Deltag i debat