Plader

Graham Travis: Why Don’t You Know Me Yet?

Skrevet af Peter Hansen

Med Why Don’t You Know Me Yet? viser Graham Travis, at han er en popsnedker af første klasse. Så gør det ikke så meget, at han ikke opfinder den dybe tallerken.

Hvis fremragende popmusik tager dig med storm, så er Graham Travis’ debutplade Why Don’t You Know Me Yet? en jævn til hård vind med enkelte vindstød, der rent faktisk når op på stormstyrke. Med simple og velkendte midler har den unge amerikaner lavet en plade, der er medrivende fra første færd, og selv om man har hørt det hele før, må man tage hatten af for antallet af ørehængende riffs, som bygger den både solbeskinnede og melankolske pop-rock op.

Det hele starter med rock af den type, som man hører på amerikanske college-radiostationer, i amerikanske biler og i amerikanske tv-serier. Clearer Than You Think er et glimrende nummer inden for den kontekst, men alligevel er man glad for, at Graham Travis allerede på næste skæring bevæger sig over i et lidt andet territorium. I So Wonderful kigger solen nemlig ind, vokalen bliver højere, og Beach Boys-associationerne står i kø i øregangen. Det er et dejligt, dejligt nummer, men allerede i næste sang bliver det endnu bedre.

Det uomtvistelige højdepunkt på Why Don’t You Know Me Yet? er nemlig Tripped You Up. En triumf af en popsang hvor Graham Travis får kærlighedens store problemer til at se ganske lette ud. Det er et af den slags numre, hvor der ikke er sat en tone forkert, og dette er vel at mærke en god ting.

Tripped You up bliver ikke overgået på resten af pladen, men der bliver hele vejen igennem budt på ørehængende og også ganske varieret popmusik.

Efter et par gennemlytninger af Why Don’t You Know Me Yet? kommer man unægteligt til at spørge sig selv, hvordan Graham Travis kan slippe så godt af sted med at lave den musik, han laver. Det er ikke nyskabende, men det er pokkers charmerende. At lytte til den er lidt ligesom at se en god underholdningsfilm, hvor der måske ikke er dybere mening, men det hele er bare så godt lavet.

Det er musik, som man aldrig kommer til at elske, men som man skal være underlig for ikke at holde af. Det er en plade, som man glemmer efter et stykke tid, kun for at genfinde den senere med en enorm gensynsglæde.

Graham Travis, vi kender dig nu. Fortsæt det gode arbejde.

★★★★½☆

Deltag i debat