Plader

Scott Walker: In 5 Easy Pieces

Et hav af rockmusikere refererer konstant til ham som en afgørende inspirationskilde; gamle rock-kendere taler om ham med ærefrygt i stemmen, og alle vi andre tænker: “Hva’ f…. er der med ham Scott Walker?” Et nyt bokssæt giver svaret.

Jeg ved ikke, hvor mange år siden det er, at jeg første gang hørte om personen Scott Walker. Men det er mange. Hans navn har altid været der, uden at jeg på nogen måde har stiftet bekendtskab med hans musik. Jeg har aldrig lagt mærke til, om hans plader stod under butikkernes ‘nyheder’ – ej heller på udsalgshylderne. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har hørt hans musik i radioen, i hvert fald ikke i prime time. Men alligevel er der så mange kunstnere, rockkendere og unge fyre med mærkelige briller, der konstant taler om ham. Med andre ord: Scott Walkers musik er noget, man hidtil har skullet gøre en indsats for at komme til at høre. Det bliver ikke blæst ud fra alle verdenshjørner. Bevares, det er der så meget musik, der ikke bliver, og jeg kan også nævne de første 50 kunstneres musik, som heller ikke bliver spillet særlig meget – men dem er der til gengæld ingen, der taler om…

Men nu… nu er der lys for enden af tunnelen. I april udkom et bokssæt, der indeholder fem cd’er, der tematisk dækker Scott Walkers karriere fra gennembruddet i midten af 1960’erne med trioen The Walker Brothers (der ingenlunde var brødre), over de fire første (og i vide kredse, sagnomspundne) soloalbummer og gendannelsen af The Brothers for en kort bemærkning i 1978 og frem til hans seneste output, Tilt fra 1995, med korte afstikkere til diverse filmscores og –sange.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig efter alle disse år med anekdoter, ærefrygtige tilkendegivelser fra Gud og hver mand og éns egen voksende nysgerrighed. Men det var i hvert fald ikke, hvad der befinder sig på In 5 Easy Pieces.

Første nummer på cd 1 hedder “Prologue/Little Things” og begynder med vand, der drypper, og en cellosolo, der snart får selskab af et strygerorkester. Imens hører man en dør blive låst op, åbnet og lukket og en person bevæge sig ud blandt nogle legende børn. Det virker dystert og uheldsvangrende. Det lyder rigtig godt for at sige det mildt – og det tegner lovende. Men langsomt fades et helt James Last-lignende band ind med en synkoperet rytme, heftige blæsere og et percussionarsenal, der er et harmoniorkester værdigt. Det er ren musical – West Side Story eller sådan noget. Herlighederne er oven i købet produceret med så kraftig en wall of sound, at Phil Spector godt kan gå hjem og lægge sig. Og sangeren – ja, jeg havde vel forestillet mig en indadvendt, dyster og mørk crooner – en mellemting mellem Nick Cave, Will Oldham og Stuart Staples, hvis nogen kan forestille sig det. Men hvad hører jeg? En magtfuld, maskulin, dyb, ren baryton, der usvigeligt sikkert leder os igennem en sang om alle de små ting, der holder os alle varme og skaber fællesskab – med omkvædet »while the world goes on.« Små ting som at den ensomme nabo skyder sig selv, éns søster græder, og éns bror slår hånden af én!

Denne oplevelse kunne man sagtens kalde skuffede forventninger. Men i så fald er det en skuffelse, der hurtigt får ben at gå på. Langt væk. For denne musik er så egenartet, så gennemført, så velgennemtænkt, at man bliver nødt til at overgive sig.

Inden jeg nåede så langt, meldte der sig dog en kættersk tanke sig: “Hey, er det ikke bare den tænkende mands Tom Jones, vi har gang i? En maskulin stemme, et potent orkester og så lige lidt dystre tekster, så de intellektuelle har noget at tænke over?”
Tjoh, der er sikkert dem, der vil hævde, at tingene hænger sådan sammen – men for mig er Scott Walkers musik meget mere end hengemt 70’er-easy listening med mormorappeal. Arrangementerne er varierede, også inden for det enkelte nummer; de er opfindsomme – bruger alle til rådighed stående midler og (akustiske) instrumenter for at skabe den rette stemning; de er modige – ofte bruges en sær lyd, et kitschet stykke slagtøj eller et ditto stykke “turistinstrument” – en musette, kastagnetter o.l. Og endelig må det ikke glemmes, at disse arrangementer absolut heller ikke er bange for det storladne, det prangende, det svulstige. Scott Walkers musik er hamrende pompøs.

Hvor Tom Jones lynhurtigt løber tør for nuancer – og hurtigere, end man kan nå at sige “svedige gabardinebukser,” ender i det vulgære – besidder Scott Walker denne silkebløde baryton, der i begge ender af registret lyder uanstrengt og med overskud. Afhængig af sangens tekst og stemning, er Walkers stemme snart svulstig og opulent, snart snerrende, snart kælen og længselsfuld. Den rummer så mange facetter og så mange følelser, at det burde være en mand i sin bedste alder, der havde indsunget disse sange. Men faktisk er størsteparten indsunget, mens Scott Walker var i midten af sine 20’ere. Det er til at blive ør i hovedet af at fatte. Til gengæld er det pludselig nemt at forstå, hvor sangere som David Bowie, Bryan Ferry og David Sylvian har nogle af deres fraseringer fra.

Boksen er tilrettelagt som fem forskellige veje ind i Scott Walkers hjerte, og det er således en antologi frem for en boks for kendere. Her er ingen alternative takes, ingen halvfærdige skitser eller ukendte mixinger. Novicer kan altså udmærket begynde her. Hver cd er tilrettelagt ud fra en overskrift, og sangene på cd 1 handler således alle sammen, med mere eller mindre god vilje, om dramaerne inden for hjemmets fire vægge. Kvinder, kærlighed og savn er temaet for cd 2, mens sangene på cd 3 bliver præsenteret som Home and Away: Songs from Europe and America (her befinder sangen “Copenhagen” sig, inspireret af tiden i byen med en dansk kæreste), cd 4 er helliget 15 alternative hits, og sidste cd samler Walkers arbejde for diverse film.

Det giver en fascinerende og rent ud sagt velgørende mulighed for at følge mandens udvikling fra de symfonisk orkestrerede sange fra de første albums (mine personlige favoritter er (i skrivende stund… det skifter hele tiden) “Montague Terrace (In Blue)”, “It’s Raining Today”, “Always Coming Back to You” og den atypisk nedbarberede “30 Century Man”), over sangene fra 80’er-albummet Climate of the Hunter (der hørt i dag er lettere skæmmede af at have en lidt for tidstypisk 80’er-produktion over sig), til de mere ekspressionistiske og indadvendte sene værker fra Tilt. For slet ikke at tale om de to fremragende suiteagtige og over 10 minutter lange numre som Scott Walker i 2000 leverede til Ute Lempers Punishing Kiss, “Scope J” og “Lullaby (By-by-by)”.

Skal man sætte fingeren på noget – og hvorfor egentlig det? Scott Walker er stensikkert ligeglad. Men nu gør jeg det altså – så synes jeg, at sangene og arrangementerne fra pladen ’Till the Band Comes in er mindre vellykkede. Det lyder for meget af inspirationskilderne uden det der ubestemmelige, som frigør musikken og hæver den op over det almindelige. Men det er bagateller, der på ingen måde skal afholde nogen som helst fra at investere i Scott Walkers musik. Det være sig dette bokssæt eller de oprindelige udgivelser.

Jeg er overvældet, målløs, fuld af for- og beundring over dette oeuvre. Og sur på mig selv over, at der skulle gå så mange år, inden jeg fik taget mig sammen til at få lyttet til denne ener.

Dette bokssæt beviser, at det kan betale sig at være sin egen, at tro på egen vision og at sætte sig ud over sin egen tids tilfældige modestrømninger. Imens stort set alle på den musikalske scene var psykedeliske, udsyrede og brød grænser, søgte Scott Walker ind i sig selv og lod sig inspirere af sin barndoms store komponister og croonere og skabte derved en unik musik, der var uden for og forud for sin tid. Tænk, hvis flere kunstnere var som Scott Walker!

★★★★★½

Deltag i debat