Plader

Aberfeldy: Young Forever

Skrevet af Peter Hansen

Aberfeldy viser med deres debutplade, at de kan skrive dejlige og pæne popmelodier, men i sidste ende bliver det hele for blidt, for ømt og for kedeligt.

Jeg har på et tidspunkt hørt Aberfeldys debutalbum omtalt som okay gode melodier, men lige lovlig ferskt. Jeg kan ikke finde på en bedre beskrivelse selv, men prøver alligevel.

’Rart, men tamt’, ville være noget andet, man kunne sige om pladen, der musikalsk må beskrives som en omgang velskrevet, men meget lidt nyskabende twee-indie-pop. Young Forever er den lille, følsomme dreng, der ikke kan lide sport og stikbold. Det er det vildt varme tæppe, du får til din fødselsdag i starten af august. Det er din kønne kæreste, som du ikke er forelsket i. Det er 10.000 skeer, når alt, du har brug for, er en kniv, og er det ikke ironisk? Ironisk at man som stornyder af indiepop ikke finder stor nydelse i noget, som er så indie og så poppet som Young Forever.

Det hele starter tvetydigt med “A Friend Like You”. Som på meget af pladen er der tale om en dejlig og ørehængende melodi. Alligevel bliver nydelsen af melodien delvist ødelagt af irritationen over, hvor vagt det lyder, når Riley Briggs lægger ud med at synge “I love everyone” med en øretæveindbydende høj vokal.

Til tider, og i nogle sammenhænge, virker Aberfeldys lette og luftige tilgang dog ganske charmerende, og både “Love Is an Arrow” og “Vegetarian Restaurant” er i den gode ende af glimrende på sådan en ’det er sommer, jeg er ligeglad og har bare et skævt smil på læben’-agtig måde.

Som pladen skrider frem, stivner smilet dog en gang imellem på læben, og mundvigene åbner sig til et mellemstort gab i stedet. Det hænger måske sammen med, at pladen er indspillet direkte ind i en enkelt mikrofon. Det giver en afslappet lejrbålsstemning, men det betyder også, at de luftige popmelodier i høj grad mangler noget pondus. Samtidig betyder det, at sangene i den grad flyder sammen, og fra midtvejs gennem pladen er der overhovedet ikke noget nyt under solen for resten.

Aberfeldy vil meget gerne være Belle & Sebastian, men er reelt bare et yderst dygtigt Belle & Sebastian-jam, der spiller unplugged på det lokale bibliotek foran følsomme teenagere, som netop har opdaget, at musik kan indeholde mere poetiske linjer end “Lev mens du gør det, elsk mens du tør det.” Da Aberfeldy åbenlyst godt kan skrive en fængende melodi, har man lyst til at tage hele bandet i kraven og råbe: “Få jer nu nogle nosser!” Alting bliver lige en tand for blidt og ømt på Young Forever, der er en plade, som man nogle gange er forundret over, at man ikke kan lide bedre, og andre gange er flov over, at man nynner med på.

Det er ene og alene melodiskrivningen, som hiver denne plade op på et middelniveau. Dette er selvfølgelig også vigtigt nok, men lidt mere af alt muligt andet ville have været dejligt. Musikken gør ikke nogen skade, men den gør dæleme heller ikke gavn. På den anden side: Hvis du mangler et nyt musikalsk tapet til dit soveværelse og bare elsker de velkendte twee-farver, er Young Forever måske noget for dig.

★★★☆☆☆

Deltag i debat