Plader

Atombombpocketknife: Lack and Pattern

Fra Chicago kommer bandet Atombombpocketknife, der efter to albums og en ep leverer et sammenhængende studium af drævende og meditativ rock.

Nogle vil kunne genkende dette amerikanske rockband, der figurerede i programmet til UK All Tomorrow’s Parties som følge af den celebre producer-guru Steve Albinis udvælgelse. Atombombpocketknife kommer fra Chicago og præsenterer sig selv i en ny og stærk konstellation, da guitaristerne Justin Sinkovich og Che Arthur samt bassist Allison Hollihan på dette værk suppleres af Tony Lazzara fra nabobandet Sterling.

Disse musikere har fået studie-assistance af Jeremy Lemos, der har arbejdet med mere kendte navne som U.S. Maple, Smog og Stereolab. En tredje kvalitetsbetonet signatur blev sat af Brian Deck (Red Red Meat, Califone og Modest Mouse), der mixede denne tvivlsomme herlighed. Sangene blev dog primært udformet i forsanger Justins hjemmestudio. Som lytter bemærker man ikke, at musikken er blevet forkælet af de garvede ørers hænder; tværtimod er overfladen hård ved publikum i form af en unuanceret og rodet lyd.

“Slow Gotten Gone” åbner med repeterende bas- og guitarmønstre, der vikles ind i en høj bølgegang af trommer. Sinkovichs tekst opbygges ikke i vers og omkvæd, men udtales som en bitter talers propaganda om alt og intet. I talen forekommer hverken vedblivende personer eller følelser, kun ord der spyttes i blinde om forgængelighed, tågevandring og tilværelsens opløsning. Underskoven af arrige strengeslag vokser og åbner kort for en guitars løsrevne spil. Dette udbrud bibringer mere acceleration i dynamikken og variation i det nærmest melodiløse udtryk. En effekt, Atombombpocketknife desværre ikke benytter sig nok af.

Uden stop forvandles åbningsnummeret til “Shards CTA”, der begynder i lavt tempo. Støj og adspredte anslag varmer op, før et voldsomt rockserum eksploderer i en rytme og fornemmelse, der leder tankerne hen mod …And You Will Know Us by the Trail of Deads “It Was There That I Saw You”. Stampende trommer hamrer væk i et inferno af freecore (hvis man må tage den frihed), hvor forskellige plateauer og stadier af brutal rock tilfældigt gennemprøves, før et velfungerende breakdown indtræffer. Sløvt og enkelt klingende driver den tredje skæring, “Recovery Club”, frem, mens den ellers asketiske rockinstrumentering breder sig ud og tilsættes en lys og klar ringen, der opvejer det tunge kaos.

Albummet som helhed trænger sig på som én bevægende masse af kraterrock i et amorft rum, behersket med distortede rundgange, hvorfra enkelte øjeblikkes melodisk overtag momentvis spirer frem af grunden. Den eneste kilde, der tillader sig selv leg og udfald, er dog guitaren, mens Sinkovichs stemme klynger sig til et snævert spektrum af fraseringer. Således forbliver hans ærke-amerikanske vrængen en umærkelig del af et ensfarvet lydbillede.

Hvis man skal pege på et særligt svaghedstegn ved Atombombpocketknife, må det nødvendigvis være teksterne. Disse kortprosa-foredrag er i deres tomhed og søgende sortsyn mislykkede. Som eksempel kan “Flood” nævnes. Denne skulle være inspireret af en episode, hvor kælderstudiet blev svagt oversvømmet, og resultatet lyder således: »As the basement floods our hearts with discontent alright / That wall of dysfunction it calls us.« Man kan vel roligt drage paralleler til éns egne unge dage i øveren, hvor det trivielle hurtigt blev til hyperbolske følelseseskapader.

Vi har altså at gøre med et band, der refererer til store og små aggressioner i en bevægende verden, men uden selv at bevæge den lader de ikke andet end aggressionerne tilbage og påpeger ingen årsag. Derfor ender jeg med at synes, at Lack and Pattern er som en dynge altædende maskinskrot, der slæber sig gennem skov, sump og grønne lunde. De brummende strengeinstrumenters diffuse grovslibning og det rodede, indistinkte præg, der alligevel kæder sangene sammen som helstøbt malstrøm, udstråler en uhæmmet psyke. Denne kan virke frastødende umenneskelig eller dragende som afbildning af en farlig symbiose mellem maskinel drift og dyrisk vildskab, men musikalsk mangler bandet modenhed og innovative kræfter for at gøre deres univers vedkommende og andet end tilfældet er på Lack and Pattern.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat