Plader

Auburn Lull: Cast from the Platform

En del bands har holdt liv i shoegazer-genren mere end et årti efter dens storhedstid. Mange rammer helt forbi, mens bands som Auburn Lull rammer lyden lige i hjertet. Dette er soundtracket til dine dagdrømme – der dog godt kunne bruge lidt mere melodisk tæft.

Hvad er dagdrømmeri? Du befinder dig i en sindstilstand, hvor tankerne får lov at drive af sted i et fantasifuldt spind, mens din fysiske tilstedeværelse glemmes i øjeblikket. Det bedste scenarie til tankestrømmene må næsten være en græsmark, du kan ligge på, mens dine øjne låser sig fast på hvide lammeskyers vandren over en blå himmel. Og så er der musikalsk dagdrømmeri, som for øvrigt ville udgøre et glimrende soundtrack til ovenstående; nærmest skabt til formålet: Auburn Lulls seneste afkast, den hypnotiserende Cast from the Platform.

Honningdryppende og klart ringende guitartoner åbner døren til dagdrømmen i Building Fifty – som faldende regndråber der kalder på uendelighedens vidder. Og dråberne rammer aldrig jorden; de svinder langsomt ind i takt med, at de lyse toner langsomt fader ud, og snarligt bliver guitaren omgivet af en fuldendt bandkonstellation svøbt helt og aldeles ind i rumklang: Trommerne lyder, som er de indspillet i en gigantisk katedral. Synth’en skal bruge mindst et minuts tid på at ringe ud, efter at fingrene har sluppet tangenterne. Og vokalen synes at være indspillet i en tom og rungende kornsilo.

Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man. Men dream pop/shoegazer-genrens lydbillede lider om noget af et altomspændende storhedsvanvid. Der kan ikke blive højt nok til loftet, og den voldsomme mængde rumklang, der er lagt over praktisk talt hvert eneste instrument, suser ud i alle hjørner og sprækker og maser mod væggenes begrænsninger. Og så er sidstnævnte påstand i ovenstående afsnit for øvrigt ikke en overdrivelse.

Auburn Lull blev dannet i 1994, og Cast from the Platform er deres kun anden plade. De bevæger sig langsomt, men velafmålt fremad, og det er ikke svært at høre tålmodigheden og manglen på fremskyndelse og stress i deres musik. Lydfladerne er fyldt med guitarer med effektpedalen i bund samt elektroniske fiksfakserier i form af samplinger og loops, der diskret blander sig. Øvrige instrument-inputs er skønt underspillede.

Auburn Lull er så tro mod deres genre, at man kan kalde dem ortodokse. Der er lagt bedetæpper ud foran alteret med forgængernes shoegazer-pragtpræstationer. Og det bliver deres egen hæmsko. Modsat lydbilledet, som mere end gerne vil bryde rammerne, holder bandet sig kompositorisk alt for meget i snor. Vidste man ikke bedre, kunne Cast from the Platform nemt være hevet ud af de spæde 90’ere. Numre som Seaforth og Shallow in Youth er atmosfærisk smukke med deres brede klange, og hvis man lytter godt efter, er det også muligt at fange et par isolerede tekstlinjer, som i Deterior bl.a. drømmende spørger: “Can they break the new mold / Can they fly you all away?

Hvor fint det end er med multifacetterede lag og et lydbillede, der er ved at gå op i limningen på grund af dets nærmest ikke-eksisterende begrænsninger, savner man noget melodi til atmosfæren, specielt i Sean Heenans vokal. Heenan lyder kedelig, både i vokalens klang og i de dovne, knapt udstrakte tonespændvidder. Vokalen ligger dog også forholdsvis lavt i mixet, noget der indikerer, at den ikke er bandets højeste prioritering.

Dagdrømmeri kan være en skøn, æstetisk oplevelse. Og det er også en sådan oplevelse, du får i selskab med Cast from the Platform. Mens skyerne driver forbi, én efter én, driver tiden også af sted, og du imponeres af Auburn Lulls stilsikre soundscapes, men i sidste ende ønsker du nok et mere sprudlende melodisk univers – for ligesom at hvirvle himmellegemerne lidt rundt og skabe nyt liv i stedet for blot at bemærke endnu en gammel drøm passere.

★★★★☆☆

Deltag i debat