Plader

The Beatitude: s.t.

Skrevet af Mikkel Mortensen

En ikke helt vellykket smagsprøve på den danske kvintets debutalbum. Bandet er ikke uden potentiale, men de har ikke den vildskab, originalitet eller melodierne, der skal få os til at glemme deres forbilleder.

Det er selvfølgelig fint for unge kunstnere at have idoler; pejlemærker der kan trækkes inspiration fra, men så helst heller ikke mere, da man ellers nemt vil forfalde til blot at være en bleg efterligning af originalen.

Det sidste er desværre meget rammende, når den københavnske kvintet The Beatitudes eponyme debut-ep skal anmeldes. Bandet nævner selv Pixies som en stor inspirationskilde, men det behøver man ikke læse sig til. I løbet af de under 18 minutter, ep’en varer, hører man nemlig et ungt band i dyb gæld til Pixies, Breeders og deslige, men som desværre ikke helt har vildskaben, originaliteten eller melodierne til at få én til at glemme forbillederne.

Det skal dog ikke betyde, at ep’en er mislykket. “Blowing My Space” er en både melodiøs og medrivende rocksang, og det samme kan siges om “Out of Introspection”. Det afdæmpede “Crash” er dog ikke helt vellykket, men stadig et kærkomment forsøg på at udvide bandets lyd med violin og trommemaskine. Og så er det rart at høre, at The Beatitude ikke er bange for at skrue ned for støjen og op for følelserne, selv om de endnu ikke mestrer denne form for sangskrivning.

“The New Species” og “Cacophony” er ikke helt så velfungerende som ovennævnte sange, men er mærkeligt nok ikke så dårlige som coveret af Pixies’ “Blown Away”, der lyder en kende uinspireret, som om The Beatitude hellere ville spille én af deres egne sange, hvilket de nok burde have gjort i stedet.

The Beatitudes ep har bestemt sine momenter, og man kan kun håbe, at bandets allerede indspillede debutalbum (hvorfra de fem originale sange stammer) kan følge op på de gode takter, men skal ep’en bruges som målestok for denne, bør man nok hellere anskaffe sig nogle Pixies- eller Breeders-plader i stedet.

★★½☆☆☆

Deltag i debat