Plader

Julie Doiron: Goodnight Nobody

Skrevet af Troels Mads

Julie Doirons sjette langspiller kredser primært om savn og længsel. Det er langsom indierock au naturel. Ingen revolution, men endnu et lillebitte mesterværk inden for genren fra den canadiske sangskrivers hånd.

Det sjette soloalbum fra eks-Eric’s Trip-medlemmet Julie Doiron, Goodnight Nobody, lægger sig stilmæssigt tættest op ad debuten Broken Girl og den tre år gamle Heart and Crime. Eller sagt på en anden måde: Her synges igen på engelsk, og instrumenteringen er, med enkelte afstikkere, sparsom og grænsende til det nøgne. Albummet føjer fint endnu et kapitel til den canadiske chanteuses prunkløse diskografi, men revolutionerende i forhold til bagkataloget er det altså ikke. Hos Julie Doiron sker udviklingen ikke i ryk pr. album, måske med undtagelse af Desormais, der udmærkede sig ved at være fransksproget.

Udviklingen er i stedet en stadig kredsen omkring mulighederne i den del af rocklandet, man kunne kalde sart indierock med kvindelig vokal. Det er en tilbagevenden til de dyder, der synes at herske dér, og selv om musikken er mere end blot et baggrundstæppe for de yderst personlige tekster, bliver den aldrig forceret. Som hos genrebeslægtede Cat Power er musikken reduceret til små, repetitive figurer, der synes at omkranse teksterne, så de fremstår endnu stærkere, i en næsten perfekt symbiose. Også her er den primært guitarbaseret med stænk af piano, bas og trommer. Det betyder ikke, at musikken ikke isoleret set er interessant. Det betyder blot, at det hos Doiron nu engang er teksterne, der er sagens kerne. Man fornemmer, at det er lysten til at fortælle et fortættet øjebliks historie – ofte med et tydeligt personligt tilsnit – der driver værket.

Som i åbneren “Snow Falls in November”, der i al sin enkelhed handler om at trække gardinerne fra og se ud på en verden fyldt med sne og legende børn og føle, at man hører til et sted: »Won’t tie up my hair / Won’t get dressed too / I’ll just stay here next to you.« Og “Sorry part III” (der sjovt nok er den tredje skæring med dén titel på en Doiron-plade), som over 11 linjer åbenbarer en hudflettende ærlig undskyldning for et pludseligt, ubegrundet vredesudbrud. Hverken mere eller mindre. Det er poetiske vignetter, men i deres form minder de mere om koncis prosa end mættet lyrik. Det er på alle måder simpelt, men også yderst effektfuldt. Julie Doiron er udstyret med en fantastisk stemme, der på en gang formår at kombinere stor patos og inderlighed med noget umiddelbart, jordnært og troværdigt. Hendes stemme er pladens største aktiv. Og det er den, der redder det simple fra at blive banalt, og det effektfulde fra at blive højtravende eller unødvendigt prætentiøst.

Tematisk kredses der videre om øjeblikke med afsked og afsavn og den altoverskyggende kærlighed. Enderne synes at mødes i netop det øjeblik, hvor Julie Doiron må afsted på turné; et potpourri fra tekstbogen kunne lyde sådan her: »So I’m going to France and … Spain / I’ll be away 20 days / The bus will be leaving soon / And when we meet again / I will light your life,« og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er stærkt autobiografisk. Netop den bekræftende kvalitet i enhver afsked, forventningens glæde i afsavnet, der også kan være konfirmativ, og den rene og lutrede gensynsglæde synes at have været Doirons største inspirationskilde på denne plade.

Tekstbogen, eller coveret om man vil, er i øvrigt, som det altid er tilfældet med Doiron-plader, et kapitel for sig. Det er igen hendes mand, Jon Claytor, der har begået en blanding af stencils og fornemme, små olieportrætter, der understøtter musikken perfekt. Coveret er ganske enkelt til UG.

Er pladen så også det? Den er først og fremmest så forankret i genren, at det kræver en forståelse, eller forkærlighed, for den, før end en egentlig anbefaling kan udstedes. Den, der fordrer mere end ord, der larmer, vil ganske givet gå forgæves hos Julie Doiron, men for alle os andre, der kan lide at høre musik, der gør ondt på den fede måde, er dette det helt rigtige soundtrack til grå efterårs- og mørke vinternætter.

★★★★½☆

Lyt til “Dance All Night”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/danceallnight.mp3]

Deltag i debat